Styrelse præciserer: Disse køer må undtages for omstridt foderstof
Danske landmænd oplever, at deres køer mistrives og laver mindre mælk efter brugen af foderstoffet Bovaer.
Fødevarestyrelsen har præciseret betingelserne for, at landmænd kan undtage syge dyr fra at blive fodret med det klimavenlige foderstof Bovaer.
Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Præciseringen kommer, efter at flere danske landmænd har berettet, at deres malkekøer mistrives og producerer mindre mælk i forbindelse med brugen af foderstoffet.
For nogle landmænd har betingelserne for undtagelse indtil videre været uklare.
Fødevarestyrelsen uddyber mandag i et skriftligt svar, hvad der mere konkret fremgår af den seneste præcisering.
- Det er præciseret, at undtagelsesmuligheden også gælder, hvis en besætningsansvarlig inden igangsætning af Bovaer-fodringen vurderer, at nogle af køerne har en lidelse, der forventes at blive forværret på grund af Bovaer, skriver styrelsen. De kan så undtages fra starten.
- På samme måde gælder det, at køer, der har vist symptomer på grund af fodring med Bovaer og er blevet undtaget, fortsat kan undtages, indtil den besætningsansvarlige vurderer, at koen igen kan tåle det.
Det blev lovpligtigt i 2025 for danske konventionelle landmænd at reducere udledning af metan fra malkekøer.
Metan er en drivhusgas, der udledes af køer som en del af fordøjelsesprocessen.
Reduceringen kan enten ske ved at tilsætte Bovaer i foderet i 80 dage i løbet af året eller ved at tilføje mere fedt i foderet hele året.
Langt størstedelen af mælkeproducenterne har valgt at bruge Bovaer.