Fortsæt til indhold
Erhverv

Danish Crown opretter venteliste: Der bliver fyldt på alle slagterier

Danish Crown er i fuld fart på vej ud af flere års dyb krise. Slagterikoncernen har genvundet landmændenes tillid, og der er nu udsigt til fuld kapacitetsudnyttelse på alle slagterier.

Efter flere år med slagterilukninger og leverandørflugt har slagterigiganten Danish Crown nu fået fast grund under fødderne. Konkurrenceevnen er genopbygget, landmændenes tillid generobret, og tilførslerne af grise vokser, så der nu er udsigt til fuld kapacitetsudnyttelse på alle slagterierne.

Derfor annoncerer Danish Crown nu, at der bremses for tilførsler af flere grise, og reelt oprettes en venteliste for landmænd, der gerne vil begynde at levere grise til selskabet.

For kort tid siden offentliggjorde selskabet en prognose, som pegede i retning af, at landmændene det kommende år kun ville levere 8,4 mio. grise til selskabets slagterier. Nu er der imidlertid udsigt til, at leverancerne vil nå op på 9,4 mio. grise, hvilket svarer til den maksimale kapacitet på slagterierne.

»Siden vi i begyndelsen af maj fik løftet vores afregningspris for landmændenes grise til et konkurrencedygtigt niveau, er der virkelig sket noget. Nu står vi i en situation, hvor vi er så tæt på fuld kapacitetsudnyttelse, at vi har brug for at styre aftaler om ekstra grise helt stramt,« siger Niels Ulrich Duedahl, der er adm. direktør i Danish Crown.

Slagterikoncernen har i flere år haft en katastrofalt svag konkurrenceevne, som har resulteret i en tilsvarende lav betaling for landmændenes leverancer af grise. Det har fået mange landmænd til at skifte til andre slagteriselskaber, mens andre har lukket produktionen eller er skiftet til eksport af levende smågrise.

Konsekvensen har været, at Danish Crowns slagtninger er faldet fra 13,4 mio. grise i 2021 til 10,1 mio. i 2024, hvilket har medført lukning af de store slagterier i Sæby og Ringsted. Faldet i slagtningerne er fortsat ind i 2025, og havde kurs mod de nævnte 8,4 mio. grise, som kunne medføre lukning af endnu et slagteri.

Gennem hele året har Danish Crowns ledelse forsøgt at stabilisere leverancerne af grise med en lang række tiltag, som har belønnet landmænd, der øger produktionen. Et tiltag har dog virket bedre end alle andre: Danish Crowns indtjening og betaling for landmændenes grise er nu atter konkurrencedygtig.

Det er resultatet af, at en række tabsgivende aktiviteter er frasolgt, lukket eller genoprettet, så der atter er sorte tal på bundlinjen. Samtidig er der gennemført store fyringsrunder.

»Vi er nu ude af den akutte krise, men vi er stadig langt fra at være igennem transformationen af virksomheden. Der er stadig masser af opadgående potentiale i Danish Crown,« vurderer Niels Duedahl.

Landmændene har kvitteret for, at Danish Crown nu atter betaler en konkurrencedygtig pris for grisene. Der er nu udsigt til svagt stigende leverancer, som betyder, at Danish Crown i løbet af det kommende regnskabsår 2025/26 kommer op og rammer kapacitetsloftet, som svarer til 9,4 mio. grise årligt.

»Vi vil undersøge muligheden for at øge kapaciteten på vores eksisterende slagterier, men jeg ser ikke for mig, at vi åbner nye. Foreløbig er vi meget tilfredse med at ligge på 9,4 mio. slagtninger,« oplyser Niels Duedahl.

Udsigten til maksimal kapacitetsudnyttelse får Danish Crown til at lukke flere af de ordninger, der har belønnet landmænd, som øger produktionen. Samtidig låses den såkaldte ”stabilitetsmaske” i opadgående retning. Det betyder, at selskabets andelshavere skal varsle det 12 måneder før, hvis de ønsker at øge leverancerne.

Alt i alt er Danish Crown nu stabiliseret efter flere år, hvor sværvægteren har været ved at forbløde. Dog har koncernen i processen mistet 4 mio. årlige slagtninger, svarende til en nedgang på 30 pct.