Fortsæt til indhold
Erhverv
Artiklen opdateres

Vildt comeback: Med hjælp fra lidt doping overhaler Danish Crown sine arvefjender

Danish Crowns indtjening stiger stejlt. Efter flere år i dyb krise forbedres slagterikoncernens konkurrenceevne nu uge for uge, og den vigtigste konkurrent er netop overhalet. Der er potentiale for meget mere, vurderer koncernens topchef.

»Vi har taget kontrol over virksomheden.«

Det fastslår Danish Crowns adm. direktør, Niels Duedahl.

Slagterigiganten har netop offentliggjort regnskab, og meget tyder på, at branchens sværvægter er på vej mod et spektakulært comeback efter flere år i dyb krise.

»Styrket indtjening og en reduceret gæld bekræfter os i, at vi har taget skridt i den rigtige retning,« siger Niels Duedahl.

Regnskabet viser, at Danish Crown det seneste halve år har omsat for 32,5 mia. kr. og øget overskuddet til 811 mio. kr. Nettogælden er reduceret 12 pct. – et fald på 1,7 mia. kr.

Under en ny ledelse har slagterikoncernen gennemført store fyringsrunder, lukket eller frasolgt tabsgivende aktiviteter og genoprettet økonomien på fabrikker i Tyskland og England.

Driftsresultatet er forbedret en smule, selv om der er brugt omkring 100 mio. kr. på ekstraordinære engangsomkostninger til bl.a. fyringer.

»Vi har taget vigtige skridt frem i de dele af forretningen, der gav underskud sidste år. Det er helt centralt, at vi har fået skabt overblik, men vi har stadig fokus på genopretning af indtjeningen, og vi er langtfra i mål, når det gælder vores konkurrencekraft på noteringen,« understreger Niels Duedahl.

Halvårsregnskabet er lukket den 31. marts, og det afspejler således ikke, at Danish Crown de seneste uger har trykket speederen i bund og sendt det absolut vigtigste nøgletal ud i en nærmest lodret stigning.

I løbet af otte uger har Danish Crown hævet betalingen for landmændenes leverancer af svinekød fra 10,40 kr. til 14 kr. pr. kilo.

Andelsselskabet Danish Crown er ejet af de danske svineproducenter, og størstedelen af indtjeningen strømmer uge for uge direkte gennem selskabet og videre ud til ejerne i form af betaling for deres leverancer af grise.

Derfor er udviklingen i den løbende svinekødsnotering det mest præcise udtryk for Danish Crowns indtjeningsevne og konkurrencekraft. Den har de seneste år været katastrofalt svag. I perioder har Danish Crowns afregning pr. kilo været 3 kr. ringere end betalingen fra de europæiske konkurrenter.

Efter de seneste ugers vilde stigninger har Danish Crown netop nu – for første gang i flere år – overhalet sine vigtigste konkurrenter: de tyske slagterier. De har gennem flere år lokket med højere priser og dermed støvsuget Danmark for millioner af smågrise, der bliver sendt til opfedning og slagtning i Tyskland.

»Det er en milepæl for os, at vi i løbet af de seneste uger har indhentet først vores danske og nu også vores tyske konkurrenter. Det sender et fantastisk vigtigt signal om, at vi er tilbage. Vi skal dog holde niveauet over en længere periode, hvis vi skal overbevise landmændene om, at de skal beholde flere smågrise til opfedning og slagtning i Danmark. Vi er til eksamen nu,« vurderer Niels Duedahl.

Han vurderer, at der er masser af potentiale for at øge Danish Crowns indtjening yderligere:

»Det seneste halve år har vi foretaget en masse hurtige greb for at spare penge og standse den økonomiske blødning. Nu er vi gået i gang med et helt katalog af mere langsigtede, strukturelle tiltag, som kan udløse betydeligt større besparelser. Hvis vi lykkes med det, vil vi få markant mere konkurrencekraft over de næste 18-24 måneder,« forklarer Niels Duedahl.

Han nævner som eksempel, at Danish Crown bruger mange milliarder kroner om året på logistik og ikke i tilstrækkelig grad har udnyttet de muligheder, der er for at spare penge ved at koordinere opgaverne på tværs af koncernens mange selskaber.

»Samtidig vil vi til at køre en global planlægningsproces af vores salg og produktion på tværs af landene. Der er stadig masser af potentiale for at forbedre Danish Crowns konkurrencekraft. Vi er først lige begyndt,« fastslår Niels Duedahl.

Vurderer du, at det er realistisk, at I langsigtet kan matche jeres tyske konkurrenter:

»Absolut. Det skal vi kunne, for vi har potentialet. Det bliver hårdt, og vi kommer til at slås for det, men det er i vores egne hænder. Krisen skal løses indefra, og vi har stadig masser af håndtag at hive i,« siger Niels Duedahl.

Udover en lang række interne forbedringer har Danish Crown den seneste tid også fået medvind på en række fjerne eksportmarkeder.

»Vores eksport til fjerne markeder som Kina og Japan går rigtig godt, og prisen på varerne stiger. På de markeder har vi en stærk position, og fremgangen er med til at styrke vores konkurrenceevne i forhold til de tyske slagterier,« siger Niels Duedahl.

Han forklarer, at den aktuelle handelskrig mellem USA og resten af verden har givet ekstra god plads til Danish Crown på markederne i Fjernøsten.

»USA har historisk været den største eksportør af fødevarer til et land som Kina, men den seneste tid har de amerikanske slagterier tabt momentum som følge af handelskrigen,« fortæller Niels Duedahl.

Der er imidlertid også et element af finansiel eller regnskabsteknisk doping i det spektakulære comeback, Danish Crown har præsteret de seneste uger.

Sædvanligvis får Danish Crowns andelshavere ved årets afslutning en bonus på omkring 1 kr. pr. kilo svinekød, de har leveret i løbet af regnskabsåret. Danish Crowns ledelse har for et par uger siden besluttet at sænke denne bonus med 30 øre, som i stedet bliver lagt på den løbende ugentlige betaling til andelshaverne. Da der kun er fem måneder tilbage af regnskabsåret, bliver den reelle effekt af dette greb et noteringsløft på 75 øre, viser Jyllands-Postens beregninger.

De 75 øre fejler ingenting, og de booster Danish Crowns konkurrenceevne, frem til regnskabsåret slutter den 30. september. Andelshaverne vil dog nok holde et vågent øje med, om deres selskab kan holde flyvehøjden, når effekten forsvinder den 1. oktober. Hvis den seneste tids positive udvikling kan fastholdes, er der næppe grund til bekymring.