Fortsæt til indhold
Erhverv

Temu slår Matas og indtager nu en andenplads over danskernes favorit webshop

Temu har for alvor gjort sit indtog i Danmark med lokkende lave priser på alskens varer, og fremgangen kan ses på stifterens formue.

Danskernes købetrang på Temu er ikke løjet af – tværtimod.

Den kinesiske webshop er hoppet op på en andenplads over danskernes foretrukne webshops kun overgået af Zalando.

Det viser en ny analyse fra Dansk Industri.

Mere end 8000 km. væk fra Danmark – i Shanghai, Kina – befinder 44-årige Colin Huang sig.

Han er grundlæggeren af PDD Holding, som ejer Temu, og han nyder godt af både danskernes og resten af verdenens lyst til at »købe ind som en millionær,« som er Temus slogan.

Colin Huang har nemlig i denne måned indtaget pladsen som Kinas rigeste mand og kan nu bryste sig af en formue på svimlende 48,6 mia. dollars, ifølge Bloombergs milliardær indeks.

Stifteren af Temu, Colin Huang, er nu Kinas rigeste. Foto: CNS / AFP / China OUT.

Tilbage i Danmark har Temu været ramt af omfattende kritik.

Kritikken omhandler bl.a. Temus markedsføring og design, der anklages for at manipulere brugerne til at handle mere. Webshoppens metoder har fået Forbrugerrådet Tænk og andre europæiske forbrugerorganisationer til at sende en samlet klage.

Men den negative omtale af Temu i medierne har altså ikke påvirket danskernes lyst til at handle i webshoppen.

»Temu har udbygget sin position på det danske marked og er rykket fra en tredjeplads i årets start til nu en andenplads på top 10. Det er sket, samtidig med at virksomheden har været genstand for omfattende debat i medierne med kritik af produktsikkerheden og unfair konkurrence – det ser ud til at være prellet af på forbrugerne herhjemme,« fortæller branchedirektør Jacob Kjeldsen fra DI Handel i en pressemeddelelse.

De lokkende lave priser hos Temu presser også de danske webshops. Direktøren for Proshop, Poul Thyregod, der er danskernes femte mest foretrukne webshop ifølge analysen, har tidligere fortalt til Finans, at han ikke har noget imod konkurrence, men:

»Det sker næsten på månedlig basis, at EU sprøjter regulativer ud til os, som vi skal overholde. Det kan være omkring emballage eller kemikalier. Men der er ikke nogen, der holder øje med, om Temu overholder de her regler.«

Og netop forbrugersikkerheden har også været genstand for debat, og Forbrugerrådet Tænk har frarådet danskere at købe produkter til børn på platformen. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra organisationen Toy Industries of Europe, der viste, at 18 ud af 19 stykker legetøj fra Temu var farlige for børn.

I juli kom det frem, at EU planlægger at sænke beløbsgrænsen for, hvornår der skal told på varer, der er sendt udenfor EU.

I dag skal varer til en værdi på over 150 euro fortoldes, men den grænse skal altså sænkes. Hvor meget er endnu uvist.

Målet med tolden er at begrænse europæernes indkøb på de fremadstormende webshops som Temu, Shein og Aliexpress.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Finans.