Forklaring på skaldethed er fundet
Amerikanske forskere har fundet frem til det protein, der medfører hårtab hos mennesker.
Et biologisk spor til mandlig skaldethed er blevet fundet, hvilket øger udsigten til en behandling, der kan stoppe eller ligefrem omvende tyndere hår i toppen.
Det er amerikanske forskere, der i studier med skaldede mænd og laboratoriemus har lokaliseret et protein, der udløser hårtab. Det skriver BBC.
Forskerne rapporter i Science Translational Medicine, at der allerede er et lægemiddel under udvikling. Forskningen kan potentielt føre til en creme, der kan behandle skaldethed.
Forhøjet niveau af protein
De fleste mænd begynder at blive skaldede, når de er midaldrende, og som 70-årige har fire ud af fem mænd hårtab i større eller mindre grad. Det mandlige kønshormon testosteron spiller sammen med genetiske faktorer en central rolle.
Testosteron forårsager, at hårsækkene begynder at skrumpe, indtil de til sidst bliver så små, at de er usynlige og fører til skaldethed. Forskere på University of Pennsylvania i USA har analyseret, hvad der genetisk sker, når hårtab sætter ind hos mænd.
Hår vokser fra små hulrum i huden kaldes follikler, og i skaldede pletter på hovedbunden kan man måle et forhøjet niveau af proteinet prostaglandin D-synthase. Der sker ikke i behårede områder.
Mere forskning er påkrævet
"Grundlæggende påviste vi, at prostaglandin-protein var forhøjet i den skaldede hovedbund på mænd, og det hæmmede hårvækst. Så vi identificerede et mål for behandling af mandlig skaldethed," siger professor George Cotsarelis i afdelingen for dermatologi, der ledede forskningen.
Hæmningen af hårvækst bliver udløst, når proteinet binder sig til en receptor på hårfolliklernes celler. Det næste skridt for forskerne bliver nu at finde en måde at blokere receptorerne på, så man på et senere tidspunkt kan omvende eller forhindre skaldethed.
Forskerne siger, at det potentielt er muligt at udvikle en behandling, der kan anvendes til hovedbunden for at forebygge skaldethed og eventuelt hjælpe med at få hår til at gro igen.