Annonce

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

Når den russiske militærøvelse er slut, skal der for alvor holdes øje med tropperne

Rusland tester Nato tæt på grænsen.

Rusland er atter i gang med en storstilet militærøvelse, Zapad, som på russisk betyder vest. Mere nøjagtigt hedder øvelsen Zapad 17, men det er ikke kun tallet, som gør, at den adskiller sig fra navnebroderen Zapad 13, som fandt sted for fire år siden. Meget er forandret, siden russerne dengang rullede kavaleriet ud tæt ved Natos grænser. Tænk blot på annekteringen af Krim, som fandt sted i 2014.

Ifølge Rusland selv handler øvelsen udelukkende om at bekæmpe terrorister, såkaldte fjendtlige oprørere, når adskillige tusinder soldater tager opstilling i bl.a. Hviderusland og Kaliningrad-området.

Fra Natos side opfattes både øvelsens placering og antallet af involverede soldater som tegn på, at Rusland vil demonstrere, hvor kort vejen er til Natos nye frontlinjestater, i særlig grad Estland, Letland, og Litauen.

Hverken i Baltikum eller i Polen synes man, at Zapad er til at spøge med.

»Formålet med denne øvelse er sådan set at teste Natos forsvarsvilje over for de baltiske lande. Derfor er det i bund og grund en intimideringsøvelse, de er ude i,« som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har udtrykt det i Berlingske.

Karakteristisk for Natos anspændte forhold til Rusland er der end ikke enighed om, hvor mange soldater øvelsen omfatter. Rusland hævder, at det er en styrke på 12.700 mand, som deltager. Dermed holdes den nøjagtigt under den magiske grænse på 13.000 mand, som ville tillade OSCE-observatører at følge med i, hvad der foregår.

Flere vestlige militæreksperter har anslået, at Zapad 17 reelt omfatter styrker på omkring 100.000 mand, hvilket bla. kan forklares med de øvelser, som holdes sideløbende med Zapad.

Det gør i sig selv øvelsen til en alvorlig sag. Alvorligt er det også, når man ser tilbage på forløbet efter tidligere store russiske militære øvelser, hvor det efter den officielle afblæsning viste sig, at langt fra alle soldater var trukket hjem. Eller hvis den, som i tilfældet Georgien i 2008 eller Ukraine i 2014, viser sig at være generalprøven på en egentlig russisk intervention.

Så slemt vil det næppe udvikle sig denne gang. Hverken Georgien eller Ukraine er med i Nato. Men det betyder bestemt ikke, at Nato skal undlade at være på vagt. Øvelsens omfang og placering er en magtdemonstration, som Nato-landene har grund til at tage meget alvorligt. Især er der grund til at holde øje med, om alle soldater vender hjem igen, når øvelsen officielt er slut.

Under Den Kolde Krig var Danmark nærmeste nabo til Warszawapagten, og der blev holdt grundigt øje med aktiviteterne i Østersøen. Nu ligger Danmark mere i ly, og det i en grad, så Danmark er det eneste land omkring Østersøen, som ikke allerede har investeret mere i forsvar. Østersøen har længe været i fokus hos de nordiske lande, som også har udbygget forsvarssamarbejdet. At Danmark fra nytår vil bidrage med 200 soldater til Nato-styrken i Estland, er kun et første skridt på vej til at løfte et fælles ansvar.

Rusland har flere gange forsøgt at true Sverige til at holde sig fra Nato, og også Danmark har mærket den ubehagelige lugt af den russiske ånde. Når Rusland med Zapad-øvelsen så åbenlyst vil teste Natos forsvarsvilje, så er der kun ét svar, og det er at vise, at Nato står sammen, og at alliancen vil forsvare de baltiske lande. Det er naturligvis ikke gratis.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu

JP mener: Lad fornuften råde

Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DF og Khader truer Støjbergs integrationskampagne

Jaleh Tavakoli
Vi har massive problemer med at muslimer af deres egne familier bliver udsat for vold og undertrykkelse, oftest med islam som begrundelse. DF og Khader har derfor ret i deres kritik af kampagnens manglende fokus på islam.

Blog: DR Detektor vildleder groft om andelen af ikkedanskere i år 2100

Morten Uhrskov Jensen
Det er reelt magtmisbrug af betroet stilling, når DR Detektor når frem til, at kun 21,4 pct. vil være af fremmed herkomst i år 2100.

Blog: Hvis Enhedslisten bestemte…

Rune Lund
Enhedslistens folketingsgruppe har netop fremlagt et realisérbart bud på, hvad vi ville gennemføre, hvis vi havde 90 mandater i Folketinget. Politisk forandring er mulig. Hvis bare der er politisk vilje.

Kommentar fra Berlin: »Det er synd for russerne«

Michael Kuttner, Jyllands-Postens korrespondent
Mange tyskere har et romantisk forhold til Rusland, næsten uanset hvad Kreml foretager sig.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her