Derude på landet

Når bymennesker frekventerer den lokale café for at indtage brunch, tænker de næppe over, at brødet med overvejende sandsynlighed ikke er bagt af mel fra dansk korn, eller at mælken i kaffen og den nænsomt ristede bacon er produceret af danske landmænd med tab.

I det hele taget er landbruget mestendels noget, der debatteres i byerne, og med det udgangspunkt, at mere skal være økologisk og biodynamisk – og så billigt som muligt.

Landmændene skal naturligvis ikke have lov til at anvende pesticider eller gødning, ikke dyrke arealer inden for synsvidde af et vandløb eller vinterdyrke arealer med en naturlig hældning, der overstiger det skæve gulv i en ministeriel bygning i det indre København. Det fremherskende natursyn har næppe været så idylliseret som nu.

Siden folketingsvalget har Danmark haft en regering, der blandt sine målsætninger har, at en dansk landmand på nordsiden af Flensborg Fjord ikke skal være ringere stillet end sin tyske kollega på den sydlige side. Man skal i hvert fald være i stand til at forsvare en sådan forskel rationelt.

I mange år har danske politikere i deres iver efter at promenere en såkaldt grøn profil, der alene har til formål at tækkes vælgerklientellet i byerne, påført landbruget så mange restriktioner og begrænsninger, at eksempelvis proteinindholdet i dansk korn nu er så lavt, at det end ikke kan anvendes til dyrefoder. Det er da en erkendelse, som bør indgå i debatten: Vil vi et funktionsdygtigt landbrug eller ikke?

Når byboere ved sommertid bevæger sig ud på landet, ser kornmarkerne ud som i Morten Korch-filmene, og netop fordi den virkelige virkelighed i landbruget ikke er synlig for det blotte øje, skaber det vrangforestillingen om, at en stor gård pr. definition er en guldgrube, hvor landmanden bruger det meste af døgnets vågne timer på at tælle penge.

Ikke mindst derfor er det bizart, at en lov, der skal normalisere forholdene for dansk landbrug, og som et flertal i Folketinget står bag, er endt med at udløse en borgerlig regeringskrise. Vel at mærke udløst af lobbyister og politikere, der kun synes at lytte til en snæver kreds af forskere, som ikke ser landbruget som en erhvervsmæssig helhed. Landbruget er lagt for had i en sådan grad, at arbejdskraft ofte må hentes uden for landets grænser.

Som årene er gået, har det store flertal af danskerne ikke længere familiære relationer til landbruget, og i takt med at de overordnede rammer for miljøet er lagt i hænderne på administratorer på stenbroen, er landbruget gået fra at være et af de frieste og stolteste erhverv til at være alles prygelknabe.

De forskere, der med stor nidkærhed leder efter fejl på ottende decimal i ministerielle talkolonner, kunne med fordel bruge deres energi på at hjælpe dansk landbrug med at dyrke korn på den for naturen mest hensigtsmæssige måde, men samtidig med så stort et proteinindhold, at Danmark atter bliver i stand til at brødføde sig selv.

Mindst lige så vigtigt er det, at Folketinget skaber ro om Danmarks næststørste eksporterhverv med langsigtede rammevilkår, der ikke løbende undermineres af en tilfældig ordfører eller partiformand med – som man ville sige på landet – nerver som tredjerangs tyrekalve. Man kunne ønske, at dansk landbrug fik genskabt sit gode renommé. Det har de mange dedikerede landmænd fortjent, men det kræver en indsats på mange niveauer. Hvorfor var der f.eks. ikke en eneste praktiserende landmand med jord under neglene med i eksperthøringen forleden på Christiansborg?