Fortsæt til indhold
Leder

Skal kommunistbamserne så hjem til bambusskoven, eller er det bare snak?

Mette Frederiksen talte dunder mod Kina og Iran. Men sætter hun snart handling bag de fine ord så?

Foto: Joachim Ladefoged

Dette er en leder: Jyllandsposten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllandspostens lederskribenter her.

Statsministerens dystre nytårsanalyse fejlede ikke noget. Det er betryggende, at Mette Frederiksen (S) talte mere om verden end om velfærd. Hun åbnede således året 2025 med at udpege ondskabens geopolitiske akse, som udgøres af mere end blot Rusland. Lige så afgørende trusler er Iran og Nordkorea, som samarbejder tæt med Putin.

»Moskva, Pyongyang og Teheran. Tre hovedstæder i tre lande, som arbejder tættere og tættere sammen. Mod os,« sagde Frederiksen, men stoppede ikke listen der. Derimod fortsatte hun den hårde retorik over for også Kina, som hun har skruet gradvist op for på det seneste: »I kulissen står Kina. Uden kinesisk støtte ville Rusland ikke kunne angribe Europa, som det gør.«

Nu må Danmark stille sig på den rigtige side i kampen for friheden, måtte man forstå på Frederiksen: »Demokratier kan ikke vinde ved at give efter. Og slet ikke ved at give op.«

Det er meget præcist sagt. Spørgsmålet er så, hvordan den analyse skal omsættes til realiteter i 2025. I praksis har Danmark vægtet diplomati og handelssamarbejde over alle idealer, når det kommer til Kina. Lars Løkke Rasmussen engagerede sig personligt i at skaffe pengestærke bidragydere nok til at sikre opførslen af det arkitekttegnede pandabur i Zoologisk Have på Frederiksberg, som kostede mere end 150 millioner. Uanset hvor aktivt Kina siden har samarbejdet med Rusland, og hvor fraværende fordømmelsen af angrebskrigen i Ukraine har været, så har de symbolske pandaer boltret sig midt i vores hovedstad.

I efteråret 2024 mødtes Løkke også med Kinas udenrigsminister, Wang Yi, i New York og kunne begejstret meddele, at Kina nu åbner for visumfrie rejser for danskere i 2025. Selvom det fremgår af en fodnote i en omtale fra Udenrigsministeriet, at Løkke samtidig opfordrede Kina til at fordømme russisk krigsførelse, så var det ikke ligefrem hovedfokus ved mødet. Tværtimod handler referatet mest om de dansk-kinesiske fælles lyksaligheder.

»Begge parter understregede vigtigheden af deres bilaterale forhold, især da 75-års jubilæet for diplomatiske bånd nærmer sig i 2025. Den visumfri politik forventes at styrke turismen og fremme større udvekslinger mellem de to nationer, hvilket afspejler det dybere strategiske partnerskab mellem Kina og Danmark, Kinas eneste omfattende strategiske partner i Nordeuropa,« opsummerede Udenrigsministeriet.

Så hvori består Danmarks kamp for demokrati og frihed egentlig, når det gælder Kina? Hvor langt rækker Mette Frederiksens idealer i praksis?

Og Iran. Sidst Mette Frederiksen havde noget at gøre med landet, sendte hun et smigrende kondolencebrev, fordi præsidenten var styrtet ned med en helikopter. Mens danske diplomater ikke selv skulle nyde noget af at brevveksle med det menneskeundertrykkende præstestyre på egen hånd, tog Statsministeriet over med en venlig hilsen fra Mette Frederiksen personligt.

Vil hun nu gå foran med nye sanktionsforslag mod Iran i 2025, og vil hun sende kommunistbamserne hjem til bambusskoven?

Det blev vi desværre ikke klogere på i en nytårstale, hvor vi for øvrigt savnede to afgørende budskaber. For det første nævnte hun ikke med et ord de danske jøder og den desværre opblussende antisemitisme i Danmark. Det burde være obligatorisk. Ikke mindst fordi hun noterede sig 80-året for besættelsen. For det andet sagde hun stort set ingenting om pensionssystemet, som hun ellers selv har sat til debat.

Statsministeren har med sin nytårstale årets serveret i den offentlige samtale. Med den ret følger også en pligt til at svare på nogle af de spørgsmål, hun selv stiller.