Fortsæt til indhold
Leder

Ærede excellente Iran. Sikke et tab! Venlig hilsen Mette F.

Statsministeren sendte kondolencebrev til iransk undertrykker. Det skulle hun ikke have gjort. I det mindste kunne hun have været knap så venlig.

Danmark fører sig frem som moralens og demokratiets vogter i verden. Skulle Mette Frederiksen absolut skrive kort, kunne hun kondolere med ønsket om frihed for Irans befolkning. Arkivfoto: Jens Dreling

Dette er en leder: Jyllandsposten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllandspostens lederskribenter her.

Det iranske præstestyre førte nøje regnskab over, hvem der sendte kondolencer, da præsident Ebrahim Raisi omkom i en flyulykke i foråret. Der kom hurtigt bud fra mægtige Rusland, regimet i Kina og naturskønne Pakistan. Despot er despot nærmest. Og diplomatiet har sin kutyme. Hilsener væltede ind i hundredvis fra hele verden. Også fra USA. Men hver dag tømte iranerne postkasser og indbakker uden at høre noget fra Danmark. Dagene gik, mens de rev sig i skægget. Efter en uge var der stadig hverken blomster eller takkekort med Dannebrog. De danske diplomater tøvede. Forståeligt. For Raisi var en af verdens mest forhadte mænd.

”Slagteren fra Teheran” var hans tilnavn. En moderne bøddel i præstekjole, som gjorde det til en karrierevej at dømme politiske modstandere til døden i slutningen af 80’erne. Den slags forbrydelser mod menneskerettighederne kunne man komme langt med i Iran. Uddannet på de fineste religiøse skoler og uden nogen respekt for menneskeliv og frihedsrettigheder avancerede han hele vejen til posten som præsident og udenrigsminister. Regeringsleder for kvindedrab, forfølgelse af religiøse mindretal og undertrykkelse af ethvert folkeligt frihedskrav. Regeringsleder for fordækt terrorfinansiering i store dele af Mellemøsten. Regeringsleder for et diktatur, der kun kan opretholde magten over sin egen befolkning med vold. Med et massivt raketangreb på Israel som sin sidste bedrift på sit uhyggelige cv. En måned senere styrtede han ned med et fly.

Men på ottendedagen efter sin ulykke, mens kondolencekortsåbnerne var ved at runde af, var der alligevel nyt fra nord. Sørme, om ikke der dumpede en hilsen ind fra Danmark alligevel. Hvilken skøn fornøjelse det må have været for præstestyret at kunne tilføje det lille sleske demokrati under D i oversigten. Hilsenen var ikke fra hvem som helst i Danmark:

»Deres Excellence, jeg udtrykker hermed mine kondolencer på vegne af den danske regering over tabet af præsident Hans Excellence Ebrahim Raisi samt udenrigsminister Hans Excellence Hossein Amir-Abdollahian og det personale, der ledsagede dem. Med venlig hilsen Mette Frederiksen.«

Et er etikette. Men at smæske venligt for præstestyret er et knæfald. Hvad excellent er der ved Irans regime overhovedet? Hvilken venlighed skylder vi dem? Danmarks eksport til Iran er efter sanktionerne mod landet reduceret til stort set ingenting. Så Mette Frederiksen kan ikke undskylde sig med erhvervsinteresser, som vi ellers plejer at sælge værdierne for ude i den store verden. Og vi er naive, hvis vi tror, at det iranske præstestyre nu vil lytte.

Iranske kvinder har været på gaden i historiske demonstrationer under parolen ”kvinde, liv, frihed”. Mange betalte med deres liv som prisen for at smide tørklædet. Det er styrets fjendske kvindesyn. Selvfølgelig lytter iranerne heller ikke til Mette Frederiksen.

Danmark fører sig frem som moralens og demokratiets vogter i verden. Skulle Mette Frederiksen absolut skrive kort, kunne hun kondolere med ønsket om frihed for Irans befolkning.

»Europa bøjer sig baglæns for at undgå at fornærme morderiske mullaher, mere interesseret i at genåbne mulig handel end i menneskerettigheder,« skrev Matthew Karnitschnig, europakorrespondent for Politico. Europæerne er så »feckless«, sagde han. Oversat: kraftløse, uduelige, hjælpeløse. Mere præcist bliver det desværre ikke.