Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Giv os en psykiatriplan for børn og unge

Hvornår kommer der en børne- og ungdomspsykiatripakke I, når vi nu er nået til Kræftpakke IV? Vi kan komme langt med at hjælpe børn og unge med psykiske lidelser. Men vi kan ikke gøre det med de varslede nedskæringer.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Hver dag sin nye historie om psykiatri. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab (BUP) oplever, at psykiatrien ofte er på dagsordenen – desværre ikke kun med positive historier. Derfor er det er vigtigt, at vi endnu mere end hidtil samles i sektorerne på tværs af søjler, organisationer og systemer med et særligt fokus på børnene og de unge.

Tiden er inde til, at alle dedikeret arbejder med at gøre børne- og ungdomspsykiatrien bedre og dækkende i hele landet – i stedet for at nedlægge, skære fra og skære ned. Derfor bekymrer det os, at flere regioner taler om nedskæringer i børne- og ungdomspsykiatrien, enten som led i en større regional spareplan og/eller med begrundelse i en ”stram økonomiaftale for regionerne for 2017”.

Vi kender alle mindst én, der er berørt.

Det er endnu ikke konkretiseret, hvor og hvem der rammes, men afdelinger rundt om i landet er informeret om, at der skal ske besparelser. Derfor må Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab udvise rettidig omhu og reagere nu.

Lad os med det samme konstatere, at der er et reelt behov for positiv, politisk særpleje af børne- og ungdomspsykiatrien.

Alene Morgenavisen Jyllands-Posten har de seneste par måneder budt på artikler med rubrikker såsom: »Hver anden yngre kvinde har psykiske problemer«, »Rekordmange i Danmark søger akut psykiatrisk hjælp«, »Læge: Bekymrende at flere børn og unge tager sovepiller« og »Hver femte ung viser depressive tegn som 18-årig«.

Senest i midten af juli har der været debat om akutpsykiatrien og det pres, der opleves. Af tal fra Sundhedsdatastyrelsen og Danske Regioner fremgår det, at 33.333 danskere søgte hjælp på en psykiatrisk akutmodtagelse eller skadestue i 2015.

Flere børn, unge og deres familier søger hjælp og har hjælp behov. Vi oplever, at vi ikke altid kan indlægge patienterne, og at behandlings- og bosteder har svært ved at rumme disse svært forpinte, psykotiske og suicidale unge. Vi ser, at ambulatorierne har så travlt, at familierne ikke altid kan få en tid – men må søge til akutmodtagelsen.

Alle, der arbejder i børne- og ungdomspsykiatrien, er dedikerede mennesker, som gør deres bedste for at hjælpe, men de presses af flere henvendelser og en udrednings- og behandlingsgaranti, der gør det vanskeligt at gøre det godt nok. Antallet af henvisninger til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien er steget med 50 pct. siden 2009, ambulatorierne kører i højeste gear og har svært ved at tilbyde ekstra samtaler ved akutte behov. Behandlingen må være kortvarig, også selv om der er behov for længere forløb for at få barnet eller den unge i trivsel – og i skole igen.

Til TV2 News den 10. juli udtalte fungerende politisk ordfører for Venstre Louise Schack Elholm i forbindelse med et indslag om akutpsykiatrien, at regeringspartiet »har en ambition om at, vi skal have forbedret psykiatrien« samt har fokus på kvaliteten af behandlingen. Det lyder rigtig godt. Men hvordan får vi positive ord og kærlige tanker udmøntet i praksis?

Psykiatrihandleplan 1 fra 2014 med den lovende titel ”Ligeværd for mennesker med psykiske lidelser” har ikke megen fokus på børn og unge. Det er nævnt, at ventetider skal ned, og det er de også kommet. Hurtige udredninger er dog ikke tilstrækkeligt, hvis de ikke følges op af relevante behandlingstilbud – på tværs af sundheds-, social- og undervisningssektorer. Danske Regioner omtaler egne psykiatripakkeforløb i rosende vendinger på deres hjemmeside, men det er ikke dækkende og dedikeret nok.

Der er brug for en mere omfattende definition på behandlingsret til børn og unge.

Vi (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab) har spurgt før – og spørger igen.

Kære statsminister Lars Løkke Rasmussen (ophavsmand til kræftpakkerne), sundhedsminister Sophie Løhde, formand for Folketingets Sundhedsudvalg, Liselott Blixt og Danske Regioner med formand Bent Hansen i spidsen: Hvornår kommer der en børne- og ungdomspsykiatripakke I?

Vi er jo godt på vej til at få Kræftpakke IV. Er tiden ikke til fokus på andre alvorlige lidelser – med en stor patientgruppe og mulighed for øget sundhed og forebyggende samfundsøkonomisk påvirkning? Slogans for kampen imod kræft har ofte været, at vi alle kender én, der er berørt af sygdommen.

Det samme gør sig desværre gældende for psykiske lidelser og psykisk sårbare børn og unge – vi kender alle mindst én, der er berørt.

Det er på tide, at de også bliver hørt, set og ikke mindst prioriteret. Dette er ikke et forsøg på at fratage andre opmærksomhed og penge eller at negligere andre alvorlige lidelser. Det er et konstruktivt forsøg på at blive betragtet i samme kategori. Kræftpakkerne har virket og virker stadig. Ligesom patient- og pårørende fokus i den kommende Kræftpakke IV er godt.

Det vil give mening at gøre det samme i psykiatrien. En, to eller tre pakker med særligt fokus på børne- og ungdomspsykiatrien vil gøre underværker, give ro og tid.

Vi kan gøre rigtig meget med positivt, politisk fokus, viljen til at omfordele midlerne inden for de givne rammer – og ikke som nu skære i dem – samt ikke mindst en klar prioritering af forskning inden for børne- og ungdomspsykiatrien.

Det er vigtigt at understrege, at dette ikke en klagesang om send-flere-penge. Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab er af den opfattelse, at der i en mindre bureaukratisk og søjleopdelt verden er penge nok i børne- og ungdomsområdet, men at brugen og prioriteringen af dem til tider er skæv eller uhensigtsmæssigt snørklet.

Vi går altid konstruktivt til regeringen, regioner og kommuner og taler om, hvordan vi kan gøre det bedre inden for de givne rammer. Men vi understreger, at et konstruktivt udgangspunkt fra os ikke skal foranledige politikerne til at være destruktive og skære ned.

I dette øjeblik bliver børne- og ungdomspsykiatrien beskåret i regionale spareplaner og -kataloger. Dertil kommer, at nye besparelser er meldt ud internt. Det går ikke. Vi kan ikke gøre det bedre for børnene og de unge, når der skæres ned lokalt.

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab er ikke en fagforening, men et lægevidenskabeligt selskab, hvis formål er at fremme dansk børne- og ungdomspsykiatri. Vi taler faglighedens sag. BUP har for nylig holdt en konference på Christiansborg, hvor vi inviterede bl.a. ministre, folketings-, regional- og kommunalpolitikere til at høre om dagligdagen i børne- og ungdomspsykiatrien samt om forskningsprojekter. Budskabet var og er, at der skal forskes mere i børne- og ungdomspsykiatrien.

Så kære politikere, vi ser frem til at arbejde sammen med jer på børne- og ungdomspsykiatrisk pakke I med tanke på at oprette flere pakker.

Det giver mening rent menneskeligt, og det giver mening samfundsøkonomisk, da ubehandlede, psykiske lidelser i barndommen og ungdommen bliver til store udgifter for samfundet senere.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.