På vej mod kønskvoter for filmmagere

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Debatten om kønskvoter ved uddeling af filmstøtte er nu blusset op igen. Denne gang er det ingen ringere end Danske Filminstruktørers formand, Christina Rosendahl, der svinger pisken på vegne af sin forening.

Tidligere på året sagde Christina Rosendahl til TV 2: »Der er så meget vanetænkning i dansk film, at der nu skal en eller anden grad af tvang til. Den ensidige fokus på kunstnerisk frihed er blevet en sovepude i forhold til at få kønsmæssig ligestilling.« 18/12 slog hun i et program i TV 2 Lorry fast, at »kvoter er den sidste udvej, man skal gribe til, når man ikke har nogen som helst idéer tilbage, og der er vi jo slet ikke nu«. Men hvornår er vi så det, kan man spørge?

Der argumenteres nu for, at film skal »afspejle den sociale virkelighed« og derfor i en vis udstrækning være repræsentative for den danske befolknings kønssammensætning, hvad angår hovedroller og instruktører. Men hvorfor egentlig det? Hvornår er det blevet et kunstnerisk kvalitetskriterium, at en film er skrevet, produceret eller instrueret af en person af et bestemt køn? Og skal det være det?

Herhjemme er f.eks. Susanne Biers Golden Globe og Oscar i 2011 for bedste udenlandske ikkeengelsksprogede film for ”Hævnen”, og Lone Scherfig, der i 2009 blev nomineret til en Oscar i kategorien årets bedste film med ”An Education”, glimrende eksempler på, at det er svært at få øje på det påståede glasloft for danske kvindelige filmskabere. På trods af at man har indført kvindekvoter i den svenske filmproduktion, har de danske kvindelige filminstruktører langt større succes end de svenske.

Vores mest succesfulde kvindelige instruktør, Susanne Bier, har med udgangspunkt i egne erfaringer understreget, at hvis kvinder er villige til at acceptere de nødvendige afsavn, så er der også mulighed for at skabe sig en topkarriere: »Man skal som kvinde bekæmpe sin egen bekvemmelighed og simpelthen acceptere, at ja, det har en personlig pris at være instruktør. Det lover jeg dig for, at mange mænd har accepteret før mig, og det skal vi kvinder også til, hvis vi vil have en fod indenfor.«

Hun sekunderes af Prami Larsen fra Det Danske Filminstituts Filmværkstedet: »Der er så mange talentfulde unge kvinder, der laver hamrende gode film hos os. Men der er simpelthen for mange, der falder fra efter første film. De søger først igen, hvis pitchet er helt perfekt (…) Kvinderne er langt mindre villige til at gå på kompromis med deres livsstil.«

Hvorfor hører man i øvrigt så lidt om ligestilling i den danske dokumentargenre? Måske fordi også den modbeviser forestillingen om et glasloft. Faktisk har fem kvinder gennem de senere år været blandt de klart toneangivende i at løfte dokumentarfilmen op på interesseniveau med fiktionsgenren. De har dannet selskabet Danish Documentary Production, og de har i år domineret dansk dokumentarfilm, idet filmene ”Ekstra Bladet – Uden for Citat” af Mikala Krogh og ”Så meget godt i vente” af Phie Ambo blev udvalgt til at deltage i den internationalt største festival for dokumentarfilm, IDFA, i Amsterdam. ”Så meget godt i vente” havde i oktober i solgt 10.000 billetter og blev herved den indtil da mest sete dokumentarfilm i de danske biografer i år.

Lad os et øjeblik vende blikket mod nord. Allerede i 2005 blev det aftalt, at det svenske filminstituts midler skulle fordeles med en lige stor portion til de to køn. I arbejdet på sin nye film driller Lone Scherfig Pernilla August med det svenske støttesystem, når hun siger, at »den bliver nem at finansiere, den film vi skal til at lave, fordi hun og jeg og en af hovedkaraktererne er kvinder. Det er ment som dril, men det er også lidt alvorligt, og vi må selvfølgelig ikke opfatte det som en falsk tryghed og hellere arbejde så meget desto mere på grund af den modstand, vi ikke får«.

I Norge er der også erfaringer med kønsrepræsentation ved filmstøtte. I en kronik fra 2011 kom den tidligere norske filmkonsulent Nikolaj Frobenius med en bemærkelsesværdig kommentar til den ligestillingspolitiske virkelighed, som han arbejdede under i de forgange år, da han anbefalede filmen Pax. Filmen fik dårlige anmeldelser og blev set af blot 830 mennesker i åbningsweekenden og 3.500 i alt – trods et støttebeløb på 10 mio. kr., et samlet budget på 30 mio. kr. og en pæn buket norske stjerneskuespillere.

Ifølge ham var den afgørende årsag til støtten, at instruktøren var kvinde. Frobenius fremdrog, at: »Spørgsmålet om radikal kønskvotering var særdeles aktuelt i 2007, da Pax fik offentlig støtte. Kulturminister Trond Giske (Arbejderpartiet) sagde i december 2006, at hvis filmbranchen ikke retter op på den skæve kønsbalance, vil der blive indført en radikal kønskvotering i 2010«.

Kun 15 pct. af projekterne i Frobenius’ ansøgningsbunke om produktionsstøtte havde kvindelige instruktører: »At ændre 15 pct. til 50 pct. på knap tre år skulle vise sig at medføre store udfordringer og lagde et tilsvarende stort pres på konsulenterne for at finde projekter som havde kvindelige hovedaktører (manus, regi, producent eller hovedrolle).«

Den kvindelige instruktør (og journalist) fik da også de mange millioner uden den erfaring, der normalt krævedes til et så stort projekt. Hun havde kun instrueret én film før.

Ifølge Frobenius blev alle ansatte i Filmfondet tilmeldt et »obligatorisk seminar, hvor en svensk ekspert fortalte om, hvordan organisationen kunne gå frem for at udrense mandschauvinistiske holdninger hos konsulenter og ansatte i virkemiddelapparatet.«

»Kvalitetsbegrebet er ikke en absolut sandhed og kan ikke bruges som argument for, at kvinder ikke skal lave film,« sagde den svenske professor Anna Wahl. Den norske kulturminister var »selv til stede til disse arrangementer og ville sørge for, at konsulenterne virkelig mødte frem og tog truslen om kvotering alvorlig (…) Det var det pres, alle konsulenterne i Filmfondet var udsat for. Det er baggrunden for den vurdering, jeg i 2007 udfærdigede om spillefilmprojektet Pax.«

Læren er, at ændring af de traditionelle kønsneutrale principper for filmstøtte kan have katastrofale konsekvenser: 1) spild af skatteydernes penge, 2) diskrimination af talentfulde mandlige ansøgere, der afvises, hvorved vi kan gå glip af kvalitetsfilm, 3) en bjørnetjeneste over for unge favoriserede kvinder, der udvikler massive mereværdskomplekser og går glip af den traditionelle hårde erfaringsindsamling og modning frem mod virkelig excellence.

Den allervigtigste erfaring fra filmen Pax er dog, at truslen om at indføre kønskvotering virker. De norske medarbejdere på filminstituttet gik faktisk i gang med at indføre ”kønsbalance” alene i kraft af truslen om, at hvis ikke de selv rettede ind, ville der komme en lovfæstet regel om kønskvotering. Den trussel, som nu ligger og lurer i baggrunden hos ledelsen af de danske filminstruktører.

Formand for Danske Biografer Kim Pedersens egne undersøgelser viser, at det kun er »19 pct. af de 100 danske film, som kvinderne har instrueret i perioden 1976-2013, der har vist økonomisk bæredygtighed, og at de kvinder, der godt kan sælge billetter, kan tælles på én hånd.« Ikke desto mindre er der ifølge ham fra 1990’erne og frem til i dag en »klar tendens til, at der kommer flere kvindelige instruktører, men det tager tid at opbygge en talentmasse. Det, man kan gøre lige nu, er at dygtiggøre flere kvinder og gøre dem mere interesserede i filmarbejde.«

Lad os endelig få sat eksperimenter i gang for at udvikle filmsproget f.eks. via udskrivning af konkurrencer med nybrydende manuskripter med kvindelige hovedrolleindehavere, men lad det så være åbent, hvilket køn der tildeles rollen som manuskriptforfatter og instruktør. Der er masser af kvindelige kunstnere, der har givet fascinerende portrætter af mænd, ligesom der af masser af mandlige forfattere, der har givet indlevede skildringer af kvinders tankeverden lige fra Rifbjerg til Grøndahl. Kønnet er ikke skæbne.