Man kan være mand på flere måder

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I JP’s kronik 4. oktober ”Misforstår vi mænds måde at være sammen på?” om mandefællesskaber beskriver mandeforsker Kenneth Reinicke aktivitetsfællesskaber for mænd, især ældre mænd. I disse kan der opstå en fortrolighed, mens man reparerer ting, laver mad eller går en tur.

»Samtalen bliver ikke adgangsbilletten til fællesskabet. Den kan opstå undervejs,« anbefaler Reinicke. Han advarer ganske vist mod at tro, at mænd kun kan tale sammen med en skruetrækker eller fiskestang i hånden.

Alligevel anbefaler kronikken, at hvis man vil støtte mænd i at tale sammen om vanskelige ting, skal mændene tiltrækkes af aktiviteter – det såkaldte ”fælles tredje”. Samtaler kan opstå, men må ikke være begrundelsen for at mødes.

Forum for Mænds Sundhed har ligeledes lagt vægt på, at drejebænke, cykelture og deslige er centrale greb, når mænd skal samles. Senest har DR lavet en historie, hvor Forum for Mænd kommer med fire anbefalinger til at etablere et mandefællesskab. Det fælles tredje er anbefaling nr. to.

Men hvad med de mange mænd, som faktisk ønsker samtalen?

Idéen om det fælles tredje er ikke ny blandt os, der tilbyder fællesskaber for mænd. I DareGender mener vi dog, at vi skal nuancere billedet af, hvad mænd ønsker fra et fællesskab. At mænd godt kan lide aktiviteter, og at de er dårligere til at søge hjælp, betyder ikke, at de kun opsøger fællesskaber, hvor aktiviteter står i forgrunden.

Mænd er mere forskellige i, hvordan de kan lide at være sammen, end man skulle tro ud fra gængse stereotyper. Og manderollen er i forandring – den bevægelse skal vi gribe og støtte. Gribe ved at give mænd rammen for at være sammen på måder, som deres fædres generation ikke gjorde – og så se, hvad der sker. Støtte ved bevidst at bruge nogle greb, som hjælper samværet i en god retning – og lære af, hvad der virker.

Vores erfaring er, at går man ambitiøst til værks omkring mænds samtaler, så responderer mændene ved at vise, at de kan og vil meget. Det har vi tidligere udtalt i en kronik i Berlingske.

Godt 800 mænd har deltaget i DareGenders frivilligdrevne mandegrupper. Jeg husker en stor, muskuløs håndværker med eget firma. Han var hårdt spændt for af livet som erhvervsdrivende i en rå branche og havde levet i sociale miljøer med vold og fængselsstraffe som en del af hverdagen.

Han sagde: »Jeg er nødt til at lære det her med at tale om følelser, det er liv og død for mig.« Kroppen var ved at stå af, der havde været flere indlæggelser. Men han havde fanget, at han skulle ind og have fat der, hvor han ikke normalt kiggede.

Han kunne ikke lide terapi – men elskede at være i naturen sammen med andre mænd. Sidde rundt om et bål, hvor man kan læne sig ind mod flammerne, mens man deler tanker, følelser og oplevelser, man normalt ikke fortæller andre. Derefter læne sig tilbage i aftenens bløde skygger, mens man lytter til næste mand. Og denne gang skulle mandefællesskabet være frit for rusmidler.

Vores møder med mænd viser os en bevidsthedsændring. Der er ting, manderollen ikke gør én god til, f.eks. det at fortælle, hvordan man har det. Deri ligger en sårbarhed, og det ved flere og flere mænd. Men det kan man gøre noget ved. Det gør de mænd, som dukker op hos os og vil udvikle sig til et bedre liv.

Der er intet galt med aktivitetsbaserede fællesskaber. Vi observerer blot, at en del mænd søger noget mere. Madklubbens gemytlighed kan ikke rumme det triste og skamfulde. Det kræver, at nogen faciliterer fællesskabet og ”holder” rummet. Ellers fyldes det af barrierer for omsorg: intern konkurrence om at være succesfuld, dygtigst, sjovest. En undvigende eller hånlig humor over for det usikre og følsomme; det, som stikker uden for mændenes delte idé om, hvad der er normalt.

I vores mandegrupper kommer mænd, der har mange venner. Der er ikke noget galt med vennerne, de kan det, de kan – men samværet efterlader et uforløst behov for omsorg og ærlighed, som kan vokse i mænd, når livet byder dem modgang. Disse styrkende kvaliteter vokser ikke nødvendigvis ud af diverse ”aktiviteter” – det kræver bevidste greb at få dem ind i fællesskabet. Vi oplever i stigende grad, at organisationer og lokale fællesskaber henvender sig til os for at få hjælp hertil.

Vores grundlæggende opfordring til en mand er: Del noget, du ikke plejer at dele med nogen. En aften i mandegruppen kan godt have f.eks. skam eller vrede som sit emne.

Men det, man fortæller om, er begivenheder, handlinger – hvordan ens liv har formet sig. Man sidder ikke og dissekerer selve følelsen. Det er det levede liv, vi deler med hinanden. Og det kræver ikke særlige sproglige forudsætninger.

Mange mænd vil gerne lære nye teknikker og færdigheder, de kan tage med sig ud i livet. I mandegruppen oplever de, at de ved at følge metoder, som vi lærer dem, kan bidrage til at skabe den gode gruppesamtale. Man lytter f.eks. mere, end man taler. Man holder sig fra at give gode råd – hvilket ændrer utroligt meget på mænds samvær! Man bruger en talepind, som sikrer, at alle kommer til orde.

Forløbet handler ikke om, hvad du kan, men om viljen til forandring. At udvikle sin kapacitet for at skabe nære og styrkende mandefællesskaber.

Vores frivillige facilitatorer er ikke guruer, der belærer deltagerne om, hvad man skal sige og tænke. Vi tilstræber lighed mellem alle i rummet. Facilitatoren deler selv åbent og er lige så uperfekt og tvivlende, som deltagerne er.

En ofte hørt kritik er: ”I vil lave om på os mænd”. En anden er, at vi er ”woke” – angiveligt ”feminiserede” mænd, der arbejder for at sprede den vildfarelse, vi selv lider under.

Rigtigt er det, at hvis man som mand søger et broderskab med ubetinget opbakning, må man nok lede videre. Hvis en mand i gruppen har været udsat for psykisk vold fra en kæreste, så er vi andre der for ham med omsorgsfuld lytning og med historier, der spejler hans, så han ikke føler sig alene med den skam, et overgreb kan påføre et offer. Vi er der med en hånd på skulderen og et kram i pausen. Men vi giver ham ikke medløb, hvis hans vrede over én kvindes opførsel glider over i en generel offergørelse af mænd og i vrede udfald mod kvindekønnet som sådan.

Vores mandefællesskaber er ikke afstivede gennem sexisme. En af vores enkle, men effektive regler er: Man taler fra sig selv i jeg-sprog. Der skal ikke teoretiseres eller generaliseres om sociale grupper, systemer eller samfundet.

Vi siger ikke, at den enkelte mand skal ændre sig. Men vi har den holdning, at mænd som helhed bør ændre kurs. Lad os fejre vitaliteten og styrken i det maskuline, men modarbejde tomheden i konkurrencen om at være rigtige mænd.

Ja, vi tror på forandring, for vi ser den ske – vi er et af de rum, hvori den sker. Samfundet skal støtte den udvikling med mange slags tilbud om fællesskab og mental trivsel, som appellerer til flere typer af mænd og til den enkelte mand i forskellige stadier af hans liv. Vi må ikke lade vores forestillinger om, hvad mænd plejer at ville, sætte grænsen for, hvad de kan blive sammen.

Så for at svare på Reinickes spørgsmål i sin kronik ”Misforstår vi mænds måde at være sammen på?”:

Nej, det gør vi ikke, men når man arbejder for, at manderollen skal udvide sig for sundhedens og samlivets skyld, må man nødvendigvis problematisere opfattelser, der antyder, at ”rigtige mænd” ikke kan udvikle sig, og at mænd, der har udviklet sig, ikke er rigtige.