Et svinevalg vil ryste hele fødevareklyngen – og koste landdistrikterne dyrt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Så kom det valg, som dele af Folketinget ihærdigt forsøger at gøre til et ”svinevalg” med krav om at begrænse eller afvikle dansk svineproduktion.

De Radikales Zenia Stampe skyder sin valgkamp i gang med et ”Svinestopmøde” i Fællessalen på Christiansborg. Vi ved ikke, om Fællessalen var det eneste forsamlingshus, der var ledigt.

Men adressen ligger påfaldende langt fra de mennesker, det handler om – nemlig en stor del af de godt 180.000 danskere, som hver dag står tidligt op og går på arbejde i landbruget og i de mange følgeerhverv, der tilsammen udgør den danske fødevareklynge. Det er deres arbejdspladser, deres virksomheder og deres lokalsamfund, der nu bliver gjort til omdrejningspunkt for en landsdækkende valgkampagne.

For det er let at sidde bag Christiansborgs tykke mure og diskutere et loft over dansk svineproduktion. Men i kommuner som Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Vesthimmerland og Tønder er landbruget ikke bare et nicheerhverv, man kan tillade sig at tage let på. Her er op imod hvert femte private job tilknyttet fødevareklyngen.

Fødevareproduktionen er med andre ord rygraden i de lokale økonomier og fundamentet for tusindvis af familiers liv i landdistrikterne.

Derfor er der også brug for større politisk respekt for fødevareklyngens betydning for dansk økonomi. Vi hører ofte påstanden om, at landbruget er en underskudsforretning, der kun holdes oppe af EU-midler. For det første er det forkert – der gives ikke produktionstilskud til svineproduktion. For det andet giver det ikke mening at se landbruget som en isoleret sektor. Landbruget er fundamentet under en fødevareklynge, der skaber eksport, arbejdspladser og vækst i hele landet – ikke mindst i de egne, hvor jobbene ikke hænger på træerne.

Fødevareklyngens samlede eksport ligger på omkring 200 mia. kr. om året – nogenlunde det samme som halvdelen af eksportværdien i C20-indekset. Landbruget leverer råvarerne, mens en bred underskov af virksomheder forarbejder, forædler og øger råvarernes værdi. 70-80 pct. af eksportværdien skabes i følgeerhvervene, fordi råvarerne produceres og forarbejdes herhjemme.

Hvert eneste job i landbruget skaber yderligere to-tre job i resten af fødevareklyngen. 180.000 arbejdspladser i alt. Det er job, der bidrager til skattegrundlag, sender børn i daginstitutioner og skoler, holder liv i foreningslivet og skaber aktivitet hos håndværkere, bagere, slagtere og supermarkeder – især uden for de store byer. Ryster man først fundamentet i landbrugsvirksomhederne, ryster man hele fødevareklyngen og dermed også livet på landet.

Vi har sådan set forståelse for, at mange danskere blev forargede over billederne i TV 2-dokumentaren ”Hvem passer på grisene”. Hvis vi ser bort fra, at billederne er fremskaffet ved ulovlig indtrængen, at de er løsrevet fra deres sammenhæng, og at de derfor kan være vanskelige at verificere og vurdere retfærdigt, så gør det naturligvis indtryk på de fleste mennesker, når man ser dyr, der ikke trives.

Det gjorde det også på os.

Billederne har ramt landbruget hårdt. Og der er blevet skabt en reel tillidskløft mellem erhvervet og en stor del af befolkningen. For den slags billeder bider sig fast og er med til at forme opfattelsen af, hvad der foregår i danske svinestalde. Og det er disse omstændigheder, der nu har været med til at bane vejen for et ”svinevalg” og en lang række vidtgående forslag, som kan undergrave det økonomiske fundament for mange landbrugsfamilier.

Derfor skal tilliden genoprettes. Ingen landmænd går på arbejde for at behandle deres dyr dårligt. Det ved politikerne også godt. Men landbruget kan heller ikke løbe fra, at der er eksempler, hvor ansvaret ikke er løftet. Det skal der rettes op på – og det ansvar ligger entydigt hos landbruget selv.

Men en tilfældig TV 2-dokumentar må aldrig blive anledning til at afvikle et helt erhverv, der spiller en central rolle for Europas fødevareforsyning. De seneste år har vist, at forsyningssikkerhed ikke er en selvfølge. Evnen til at producere fødevarer i Europa er blevet et strategisk anliggende – økonomisk, politisk og sikkerhedsmæssigt.

Det indre marked bygger på en enkel logik. Landene producerer det, de er bedst til, og nyder godt af hinandens styrker. Tyskland er Europas industrielle motor og producerer blandt andet vores biler. Frankrigs atomkraftværker giver os stabil strøm. Polen holder produktionen i gang. Og Danmark er en fødevarenation.

Vores vigtigste – og reelt eneste – råstof er vores evne til at producere fødevarer. Det er en klar dansk styrkeposition. Alle lande spiller en rolle i fællesskabet, og Danmarks bidrag er blandt andet at levere fødevarer af høj kvalitet til resten af Europa.

Det kan vi, fordi vi er begunstiget af et klima, en landbrugstradition og en produktionskapacitet, der gør os særligt velegnede til at producere fødevarer i stor skala og høj kvalitet. Det gælder også animalsk protein. For uanset politiske ønsker er det en kendsgerning, at forbrugere i hele Europa fortsat efterspørger kød og mejeriprodukter i betydelige mængder. Den efterspørgsel forsvinder ikke, hvis Danmark reducerer sin produktion. Den flytter blot produktionen – og arbejdspladserne – til andre lande. Ofte til lande med lavere standarder for klima, miljø og dyrevelfærd.

Hvis en pludselig politisk stemning får lov at sætte retningen for landbruget, svækker vi derfor ikke alene den danske fødevareklynge. Vi svækker også Europas strategiske robusthed på fødevareområdet.

Det står naturligvis politikere frit for at mene, at en stor del af dansk svineproduktion og fødevareklyngens eksport skal lukkes ned. Men man skylder de mennesker, det handler om, at være ærlig om konsekvenserne – økonomisk og samfundsmæssigt. Især i de egne af landet, hvor fødevareklyngen er selve fundamentet under den lokale økonomi.

Og netop ærlighed og transparens har manglet i landbrugsdebatten. Den grønne trepart, den skærpede kvælstofaftale og verdens første CO₂-afgift på landbruget er indført med henvisning til, at forureneren selv skal betale. Det er et legitimt princip. Men så må vi også vide præcist, hvem der forurener – og hvor meget.

I dag bygger centrale dele af treparten på modelberegninger og gennemsnitstal. Ingen har systematisk målt den faktiske kvælstofudledning på markniveau. Er det virkelig et urimeligt krav at stille, at indgreb, der kan ændre produktionsgrundlaget for en hel eksportklynge, hviler på et solidt datagrundlag?

Og hvis forureneren skal betale, må princippet gælde alle – også rensningsanlæggene, der årligt leder millioner af kubikmeter urenset spildevand ud i vandmiljøet. Hvorfor er kravene ikke ens?

FødevareDanmark vil have fakta på bordet og proportionerne på plads. Vores medlemmer er dybt bekymrede for, at råvaregrundlaget svækkes. Derfor bør treparten også sættes på pause, indtil data og jura er gennemarbejdet.

Men nu er valgkampen skudt i gang med fokus på svineproduktionen. Vi er dog ikke så naive, at vi tror, at det stopper her. Mælk, oksekød, fjerkræ og fiskeopdræt står allerede i skudlinjen. I realiteten er hele den animalske produktion til debat. Vidtgående beslutninger om et af Danmarks vigtigste erhverv kræver dog fakta, proportioner og ærlighed – ikke en politisk stemning eller et pludseligt opstået mulighedsrum.