10 forslag til et bedre ATP
Den nuværende ATP-ordning, som alle lønmodtagere betaler til, har en række uhensigtsmæssigheder, som der kan og bør rådes bod på. Vi har 10 forslag til, hvordan danskernes største pensionskasse kan fornys.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
ATP er vores største pensionskasse med en samlet formue på ca. 700 mia. kr., som alle lønmodtagere er tvunget til at betale til. ATP spiller en særlig vigtig rolle for pensionister med de laveste indkomster. Dog er den nuværende ATP-ordning karakteriseret ved en række uhensigtsmæssigheder.
Derfor har vi gennem de seneste fem år søgt at belyse ATP’s udfordringer med henblik på at få skabt en bedre ATP-ordning. Vi vil beskrive 10 anbefalinger til, hvordan danskerne kan få et bedre ATP.
Vores vigtigste forslag er, at det nuværende ATP-produkt bør erstattes af et nyt. Årsagen til dette forslag er, at det nuværende ATP-produkt er uhensigtsmæssigt som langsigtet pensionsprodukt. Ét problem er, at det primært er baseret på obligationsinvesteringer, som på sigt ikke giver høj nok pension.