Den dag, Palæstinas skæbne blev beseglet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I dag, 77 år efter tilblivelsen af den FN-resolution, der delte Palæstina, er det vigtigt at berette om processen. For delingsplanen har dannet grundlaget for den ulykkelige konflikt, der blev et kim til ufred i Mellemøsten frem til i dag.

Efter Første Verdenskrig var England som en af sejrherrerne klar til at kolonisere de lande, der hørte under Det Osmanniske Rige, og fik af Folkeforbundet den 24. juli 1922 Palæstina som ”mandatområde”.

Men Palæstinas ulykkelige skæbne startede allerede i 1896, da den østrigsk-jødiske journalist Theodor Herzl udgav bogen ”Den jødiske stat”. Her argumenterede han for placeringen af en eventuel kommende jødisk stat i enten Argentina eller Palæstina.

På den første zionistkongres året efter i Basel i Schweiz blev Cypern, Sinai og Uganda fravalgt som muligheder. Valget faldt på Palæstina.

Til den arabiske verdens store overraskelse og skuffelse præsenterede England den 2. november 1917 Balfour-deklarationen, hvori englænderne ikke lovede den zionistiske bevægelse en stat, men ”et nationalt hjem” i Palæstina.

Med deklarationens mærkværdige forpligtelser over for zionisterne og med England som besættelsesmagt eksploderede den illegale zionistiske indvandring til Palæstina.

Frem til Palæstinas deling i 1947 blev ca. en kvart million jøder flyttet til Palæstina fra alverdens lande, særligt fra Europa i tiden op til, under og i særdeleshed efter Anden Verdenskrig i kølvandet på de forfærdelige forbrydelser, nazisterne begik.

Fra 1918 til 1947 blev Palæstina forvandlet fra et harmonisk og tolerant samfund, hvor jøder, kristne og muslimer levede side om side, til et land med terror og ufred.

Anden Verdenskrig sluttede, og mange mente, at der skulle findes en holdbar løsning på, hvor de overlevende europæiske jøder kunne drage hen. Den daværende FN-generalsekretær, Trygve Lie, skrev i sine erindringer, ”Syv år for freden”, at »forbrydelsen var Hitlers, men kravet om hjælp til alle disse hårdt ramte mennesker var et samvittighedsspørgsmål for hele Europa og verden«.

I 1947 bestod FN af 55 lande, heriblandt Danmark. Efter ønske fra England blev der den 28. april 1947 afholdt en ekstraordinær FN-generalforsamling med henblik på at udpege en kommission, der skulle udarbejde et forslag til løsning af konflikten.

I den anledning fremsatte de fem arabiske medlemsstater et forslag om at ophæve mandatet, således at Palæstina blev selvstændigt, men forslaget blev forkastet. Den 15. maj 1947 vedtog FN at nedsætte en kommission – United Nations Special Committee on Palestine (UNSCOP) – der skulle finde »den bedste løsning på konflikten«.

I juli forelagde UNSCOP den første rapport, der indeholdt to forslag: 1. En forbundsstat med henblik på at bevare Palæstina som en enhedsstat med Jerusalem som hovedstad. Kun tre af kommissionens 11 medlemmer støttede forslaget.

2. To områder i en økonomisk union efter en overgangsperiode på to år. Forslaget gik ud på at dele Palæstina i tre dele: en arabisk, en jødisk og et Jerusalem under international administration.

Et flertal i UNSCOP støttede forslaget og argumenterede for, at »den vil sikre freden til de kommende generationer«.

Den 23. september 1947 nedsatte FN en ad hoc-komité til behandling af forslagene. Her skulle både den palæstinensiske og den zionistiske stemme høres. Den palæstinensiske repræsentant, Rajai El-Husseini, fordømte delingsplanen og opfordrede til en »en-statsløsning, hvor alle kunne leve sammen i fred med samme rettigheder og pligter.

For sådan havde det været i Palæstina i flere århundreder, indtil zionismen kom fra Europa og blev fulgt op af den forhadte Balfour-deklaration, som var hovedårsagen til, at forholdet mellem befolkningsgrupperne i Palæstina blev forværret«.

Zionisternes repræsentant, rabbineren Abba Hillel Silver, der var amerikansk statsborger, talte på vegne af Jewish Agency.

Han mindede komitéen om, hvor samarbejdsvilligt Jewish Agency havde været. Silver støttede delingsplanen, selvom »den ikke opfylder zionisternes drøm og ønske om en jødisk stat i hele Palæstina«.

Camille Chamoun fra Libanon kritiserede planen og sagde, at »det var en dårlig idé at dele Palæstina, fordi det vil skabe bitterhed og had mellem de to grupper og vil føre til en langvarig konflikt«.

Hans profetier holdt, må man konstatere.

For at generalforsamlingen kunne vedtage delingsplanen, skulle der være et kvalificeret flertal på to tredjedele af stemmerne, hvilket det kneb gevaldigt med. Med støtte fra indflydelsesrige amerikanske kongresmedlemmer tog zionisterne kampen op. Presset blev især lagt på de lande, der havde udtrykt modvilje mod delingsplanen.

I dagene op til den endelige afstemning blev især seks lande – Haiti, Liberia, Filippinerne, Kina, Etiopien og Grækenland – udsat for maksimalt pres. J.H. McGrath, formanden for Demokraterne i USA, sagde, at »jøderne forventer, at USA gør alt, hvad det kan, for at gennemføre og implementere delingsplanen, når den kommer til afstemning i FN. Med magt om nødvendigt.«

Præsident Trumans administration satte alt ind for at fastholde det politiske og økonomiske pres. FN-repræsentanterne for de seks lande blev oversvømmet med telegrammer, breve, telefonopringninger og besøg.

Ud over politisk afpresning spillede også datoen en væsentlig rolle. Datoen – den 27. november 1947 – for afstemningen oprandt, og zionisterne manglede stadig nogle få stemmer. De iværksatte derfor – med USA’s aktive hjælp – The Arm Twisting Policy mod de seks lande. Og snart lød der rygter om, at afstemningen var udsat. Ikke til den 28. november, som var thanksgiving, hvilket betød, at FN var lukket, men til fredag den 29. november.

Mange ville sige: ”Ja og hvad så?”

Men det skyldtes netop, at zionisterne ikke havde opnået flertal for delingsplanen og derfor kunne drage fordel af en udsættelse. De og deres allierede havde dermed to ekstra dage til at effektuere deres pressionspolitik for at få de nødvendige stemmer på plads og efterfølgende gennemtvinge et ja.

Fredag den 29. november 1947 blev derfor dagen, hvor Palæstinas og palæstinensernes skæbne blev beseglet, idet delingsplanen blev vedtaget med 33 stemmer for (herunder Danmarks) og 13 imod. 10 lande undlod at stemme.

Dagen efter afstemningen kunne danskerne i Berlingske Tidendes lederartikel læse: »Først og fremmest vil vi dog gerne have svar på det primordiale spørgsmål om, hvorledes vi er kommet ind i dette eventyr? Netop vi, der med ikke uberettiget stolthed plejer at mene, at i Danmark findes intet jødespørgsmål, og som trygt tør hævde, at her findes slet ingen eller så godt som ingen zionister, men alene borgere af jødisk oprindelse, der i slægtled har været knyttet til Danmark. Hvorledes er det muligt, at vi er kommet til at svare ja til en deling af det Palæstina, hvis jord i 1.300 år har været arabernes eje?«

Lederartiklen sendte med andre ord et klart signal om, at Danmark skulle have afholdt sig fra at stemme, fordi det var stormagternes spil. Få dage efter blev Berlingske – af Information – beskyldt for »antisemitisme«. Imens mødte Palæstina sin skæbne, og palæstinenserne blev i de næste måneder og år jaget ud af deres huse og hjem og sendt i landflygtighed til et liv i flygtningelejre.

Lige siden har Israel ædt meget mere ind i hele det historiske Palæstina og – med både israelske og internationale menneskerettighedsorganisationers ord – udviklet sig til en sand apartheidstat.