To år efter Ruslands invasion er vi markant tættere på uafhængighed af Putins gas
Siden invasionen er der brugt 2,2 mia. kr. fra puljer, der har hjulpet ca. 80.000 danske husholdninger med at skifte fra opvarmning med olie og gas, og sidste år valgte ca. 40.000 private forbrugere at frakoble sig fra gasnettet.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
I dag er det to år siden, at Rusland med Putin i front invaderede Ukraine og gjorde energipolitik til sikkerhedspolitik. Hele Europa fik et brat wakeupcall, og vi europæere blev tvunget til at gøre op med vores afhængighed af Putins fossile brændsler. Skoene blev hurtigt kridtet.
Vi skal ud af Putins kløer. Derfor har et samlet Europa gjort en mammutindsats for at fortrænge den russiske energi fra det europæiske energisystem, og det er tid til at gøre status. Kampen for energiuafhængighed af Rusland er ikke vundet endnu, men vi er nået langt og har aldrig produceret mere grøn energi, end vi gør nu.
Kigger man helt overordnet på, hvor meget russisk gas EU køber, så er der sket et markant fald siden invasionen. Tal fra kommissionen viser, at andelen af russisk ledningsgas og flydende naturgas er faldet fra at udgøre ca. 45-50 pct. af EU’s samlede gasimport i 2021 til ca. 15 pct. i 2023. Der er stadig et stykke vej til nul, men faldet viser, at den store fælles indsats bærer frugt. Europa har i alt for høj grad levet højt på billig sort energi fra Rusland, og derfor tager det tid at få den russiske gas ud af vores energisystem. Dansk gasforsyning beror ikke længere på russisk gas, men EU skal helt i mål med at blive fri af Putins gas – og det kommer vi.
Vejen til målet skal brolægges med vedvarende energi, og her var 2023 et rekordår. Der er blevet skrevet meget om, hvor mange vindmøller der bliver taget op og ned, men hvis man i stedet kigger på det centrale – altså hvor meget grøn strøm der kommer ind i nettet – går det støt fremad. Foreløbige tal viser, at Danmarks produktion af grøn strøm aldrig har været større. I 2023 producerede vi 22,6 TWh med vind- og solkraft, og det svarer til næsten to tredjedele af den samlede danske elforsyning. Alene produktionen fra solenergi blev mere end fordoblet mellem 2021 og 2023, og det er kun begyndelsen.
Danmark har derudover en stigende biogasproduktion. Energinets opgørelse viser, at den danske produktion i 2023 svarede til ca. 38 pct. af det årlige danske gasforbrug. Den øgede produktion af grøn energi muliggør, at vi udfaser russisk gas, og hjælper os samtidig til at nå vores ambitiøse klimamål.
På forbrugssiden er elektrificeringen af vores samfund og udrulningen af fjernvarme også i fuld gang. De fleste danskere ser det hver dag på vejene, hvor mængden af elbiler stormer frem. I 2023 alene steg antallet af rene elbiler fra ca. 113.000 til 200.000. Samtidig har mange danskere allerede skiftet gasfyret ud.
Siden invasionen er der udmøntet 2,2 mia. kr. fra puljer, der har hjulpet ca. 80.000 danske husholdninger med at skifte væk fra opvarmning med olie og gas, og sidste år valgte ca. 40.000 private gasforbrugere at frakoble sig fra gasnettet. Vi har politisk presset på for at gøre det grønne valg attraktivt, og tallene viser, at danskerne gerne vil ud af olie og naturgas.
I de kommende år vil vores elproduktion stige markant. I december 2023 indgik regeringen og en bred kreds af Folketingets partier aftalen om energiparker på land, der skal sikre en bredere og hurtigere udbygning af vedvarende energi på land. Aftalen adresserer nogle af de barrierer, vi skal forcere for at nå i mål, idet den baner vejen for, at staten kan spille en aktiv rolle i planlægningen af større energiparker på land, og sikrer, at naboer og lokalsamfund får en større del af gevinsterne.
Samtidig har vi skabt mulighed for at placere virksomheder med særlige energibehov i umiddelbar forlængelse af energiparkerne, som f.eks. PtX-anlæg, der skal bidrage til fremtidens grønne brændstoffer. Vi skal også have meget mere vindenergi op på havet. I maj 2023 landede vi rammerne for danmarkshistoriens største havvindsudbud, der potentielt kan sikre grøn strøm til mere end 14 mio. danske og europæiske husstande. Vi forventer at sætte udbuddene i gang i foråret 2024. Der er med andre ord enorme mængder grøn strøm på vej, som er en vigtig del af løsningen på de udfordringer, Putins gas rejser.
Forsyningssikkerhed i fremtidens elmarked er også afhængigt af, at forsyningsnettene i Europa bliver fortsat mere forbundne. Jo flere forbindelser vi har til vores naboer, jo tættere forbundne bliver vi til vores allierede, og jo mere uafhængige af Putins gas bliver vi. Derfor var det også et vigtigt skridt i den rigtige retning, da vi for nylig sendte den første strøm igennem det 765 km lange elkabel Viking Link, der forbinder Danmark og England.
Det er dog ikke kun strøm, vi skal sende på tværs af landegrænser. Vi skal også kunne handle med fossilfri energi i mere stabile former. Derfor skal vi hurtigst muligt have de økonomiske rammevilkår for brint på plads, så Energinet og markedets aktører kan etablere den infrastruktur, der skal til for at kunne sende grøn brint til f.eks. Tyskland. Et brintrør til Tyskland vil både være et vigtigt skridt mod yderligere uafhængighed og en stor mulighed for et grønt eksporteventyr.
Danmark har siden krigens begyndelse leveret store bidrag til det ukrainske forsvar, og senest er EU blevet enig om at afsætte 50 mia. euro til at styrke den økonomiske og finansielle stabilitet i landet, men Danmark støtter også på andre måder. Rusland har gennem hele krigen angrebet Ukraines energiinfrastruktur for at lamme samfundet, og derfor har Danmark i samarbejde med vores europæiske allierede både doneret betydelige mængder energiudstyr og sat vores viden om grøn energi til rådighed.
Ukraine skal genopbygges, og det skal selvfølgelig være med grøn energi i fokus. Vi kan og skal assistere Ukraine med vores store viden om langsigtet energiplanlægning, og hvordan man integrerer vedvarende energi i elnettet. Derfor har vi også netop officielt overrakt et nødkatalog med løsninger til ukrainerne, som de selv har fremhævet som et særligt godt eksempel på hjælp, der er skræddersyet landets behov.
Vi står et fornuftigt sted, og det er selvfølgelig stadig vigtigt, at vi holder øje med energiforbruget og husker de gode vaner. Jo mindre energispild, jo bedre rustet står vi over for udsving i priser og trusler mod forsyningssikkerheden. Midt i en europæisk energikrise har vi holdt forsyningssikkerheden høj og robust, vores afhængighed af Putins gas er hastigt på vej ned, og fremtidens energisystem vokser frem.
Det skal vi være stolte af, og selvom vi ikke er i mål endnu, tager vi vigtige politiske skridt i den rigtige retning.
Danmarks energi bliver konstant grønnere, og det vil den blive ved med, når de politiske aftaler bliver omsat til virkelighed, og Europas fælles løsninger skaber nye muligheder for energihandel. Fremtidens energisystem afføder nemlig muligheder, der går langt ud over rørledninger og kæmpekabler. Den europæiske udbygning af vedvarende energi er en grundlæggende forudsætning for, at vi kan blive ved med at skabe vækst og velfærd. Det er det, der gør, at danskerne også i fremtiden kan finde gode, grønne job. Baggrunden er dyster, men fremtiden er lysegrøn.