Ruslands traktatkrænkelser truer Europas sikkerhed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De af os, der er gamle nok, kan tydeligt huske den frygt og bekymring, som sad i mange af os på grund af atomtruslen under Den Kolde Krig.

Sovjetunionen og kommunismen stod lige på tærsklen til Danmarks baghave og truede Danmarks og Vestens frihed med flere og flere dødbringende missiler rettet mod blandt andet danske byer. I 1970’erne oprustede Sovjetunionen blandt andet med de såkaldte SS-20-missiler i Warszawapagtlandene, som var designet til at gøre katastrofal skade. De havde en rækkevidde på næsten 5.000 kilometer, en ødelæggende sprængkraft og op til tre sprænghoveder, der kunne ramme individuelle mål.

Dengang reagerede Nato prompte med den såkaldte dobbeltbeslutning, som svarede igen mod den sovjetiske aggression med krav om nedrustningsforhandlinger eller deployering af amerikanske atommissiler i Europa..

Vestens pres mod Sovjetunionen virkede heldigvis i sidste ende, og i 1987 fik Ronald Reagan Mikhail Gorbatjov med på et afgørende skridt på vejen mod afslutningen på Den Kolde Krig. Med indgåelsen af INF-traktaten afsluttede de en alvorlig periode med missilkapløb i Europa. Traktaten forbød landbaserede mellemdistancemissiler. I alt blev 2.692 missiler destrueret. Efter Sovjetunionens sammenbrud banede aftalen vejen for andre vigtige våbenkontrolaftaler, som siden da sammen med INF-traktaten har udgjort grundpillerne i den europæiske sikkerhedsarkitektur. Alle kunne ånde lettet op.

Men nu er INF-traktaten i fare for at bryde sammen. Og det kan vi takke Rusland og Putin for.

Et samstemmigt Nato konkluderede således tidligere i denne uge, at Rusland gennem mange år har krænket INF-traktaten med udviklingen af et landbaseret krydsermissil, der er kendt som SSC-8 eller 9M729. Missilet er mobilt og let at skjule, og det kan fremføre både konventionelle våben og atomvåben. Placeres missilet i det vestlige Rusland, vil det kunne nå store dele af Europa og hele Danmark. Samtidig må vi heller ikke glemme, at Rusland også er i besiddelse af andre missiler, som ikke er omfattet af traktaten. Den russiske værktøjskasse er desværre blevet større. Det er en alvorlig udvikling, som vi i Nato må tage seriøst.

Samtidig annoncerede USA, at man vil opsige traktaten om 60 dage, hvis ikke Rusland ændrer kurs. Rusland var ikke overraskende hurtigt ude med endnu en benægtelse af sine krænkelser.

Der skal ikke herske tvivl om, at Danmark og resten af Nato gerne ser traktaten fortsætte. Et sammenbrud kan få vidtrækkende konsekvenser for europæisk og dermed dansk sikkerhed. Men samtidig er det klart, at en traktat, der kun efterleves af den ene part, ingen værdi har. Tværtimod giver det kun falsk tryghed. Vi vil derfor gerne slå helt fast, at den danske regering har stor forståelse for den amerikanske beslutning om at give Rusland en klar frist.

USA fremførte allerede i 2014, at Rusland ikke spillede med åbne kort. Man satte fra amerikansk side store spørgsmålstegn ved, om det russiske krydsermissil holdt sig inden for traktatens begrænsninger.

Trods utallige diplomatiske tiltag på alle niveauer siden 2014 er det desværre ikke lykkedes for USA at ændre den russiske kurs. Nato har også i samlet flok udtrykt bekymring over situationen og har gentagne gange opfordret Rusland til at vende tilbage til efterlevelse af traktaten. Succesen er som bekendt desværre udeblevet.

Forudsætningen for en velfungerende aftale er, at den overholdes af alle parter. Det gælder selvfølgelig også inden for international politik. Den regelbaserede verdensorden og det forpligtende internationale samarbejde, som har tjent Danmark så godt siden Anden Verdenskrig, er baseret på netop dette princip. Ruslands fortsatte underminering af den traktat, som de selv har skrevet under på, har derfor fået USA og Nato til at sige, at nok er nok.

Russerne reagerer rutinemæssigt med benægtelser og trusler, når Nato påpeger deres traktatbrud. I flere år benægtede Rusland sågar overhovedet eksistensen af de nye missiler – hvilket, måtte de senere erkende, ikke var i overensstemmelse med sandheden.

Det er derfor nu op til Rusland, om traktaten skal fortsætte, når fristen udløber.

Vi og resten af Nato opfordrer derfor på det kraftigste Rusland til at tage ansvar og til at vende tilbage til efterlevelse af traktaten. Vi vil ufortrødent fortsætte presset mod Rusland ved alle relevante lejligheder. Våbenkontrol og gennemsigtighed er i alles interesse – også Ruslands.

Den danske regering bakker entydigt op om bevarelse og styrkelse af de internationale våbenkontrol-, nedrustnings- og ikke-spredningsregimer. Både i forhold til INF og andre områder er vi således åbne for dialog med Rusland. Men det er kun meningsfuldt med dialog, hvis Rusland ændrer signaler. Hånden vil blive rakt ud, men der er skal også være en til at tage imod. Som situationen er nu, udviser Ruslands desværre ingen villighed til kompromis, konstruktivt engagement og forhandling.

Den nuværende situation er endnu et bekymrende eksempel på Ruslands ringeagt for den europæiske sikkerhedsarkitektur, som udgør fundamentet for vores fælles sikkerhed.

Med sine handlinger har Rusland tilføjet endnu et element til den lange liste over Ruslands aggressive og uacceptable adfærd, der er med til at underminere den regelbaserede orden og de demokratiske principper, den bygger på: den ulovlige annektering af Krim, den fortsatte aggression i det østlige Ukraine, nervegiftattentatet i Salisbury, cyberangreb mod myndigheder og virksomheder, truende militær retorik og ikke mindst indblanding i valghandlinger og påvirkningskampagner, som truer demokratiske processer.

Alle midler tages i brug. Ruslands handlinger understreger igen og igen, at Rusland ønsker et andet Europa end det, som blev opbygget i et samarbejde mellem Øst og Vest efter Murens fald. Det er dybt alvorligt. Det er ikke uden grund, at vi i den nye Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020 slår fast, at regeringen er dybt bekymret over det forværrede trusselsbillede.

I en så vanskelig sikkerhedssituation er det afgørende vigtigt, at Rusland ikke får held med at splitte det interne sammenhold i Europa og på tværs af Atlanten. Derfor bliver det altafgørende, at Nato står sammen i det videre forløb.

Vi kan ikke løse udfordringen fra Rusland alene. Det er der ingen, der kan. Når Rusland lægger sig ud med den internationale regelbog, må vi stå sammen i Europa og over Atlanten. Vores sikkerhed afhænger af det.