Der er en tredje vej for EU – det er ikke alt eller intet
Øget europæisk integration må aldrig blive et mål i sig selv, men alt skal heller ikke sættes på et bræt, så Danmark ender i det samme kaos som Storbritannien.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
For nylig holdt den liberale leder i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, en af de brandtaler, som han er blevet berygtet for, og som skræmmer en konservativ som mig fra vid og sans.
Jeg er nemlig en kæmpe beundrer af den britiske premierminister Winston Churchill og især hans indsats under og efter Anden Verdenskrig, hvor han fik idéen om at skabe et fælles europæisk marked, der bandt de europæiske nationer sammen gennem handel for at sikre fred i Europa.
Idéen var mulig, fordi man efter krigen blev nødt til at definere de europæiske nationer på ny og tegne grænser alt efter nationernes kultur og traditioner. Næste skridt var at sikre samhandlen mellem disse nationer gennem et handelsfællesskab.
Det er da genialt! Og det er derfor, at jeg er tilhænger af EU. I dag nyder vi fordelene ved Churchills fællesmarked og den frihandel, der skaber velstand, jobs, sikrer vores velfærd og styrker evnen til at løse de fælles udfordringer som f.eks. klimaet. Et velfungerende europæisk samarbejde er en forudsætning for fortsat vækst og velstand i Danmark og stabilitet i Europa, og jeg ønsker bestemt ikke at udtræde af EU, blot fordi der findes radikale typer som Guy Verhofstadt.
»EU’s krise skyldes,« råbte Verhofstadt, »at medlemsstaterne er uvillige til at overføre mere suverænitet og magt til den europæiske union, og vi ved alle, at den eneste vej ud af krisen er en ny overførsel til den europæiske union og de europæiske institutioner.«
Man fik næsten det indtryk, at Verhofstadt var villig til at tromle sine føderalistiske holdninger igennem, uanset om det vil øge modstanden imod EU betydeligt og skade det europæiske fællesskab i endnu højere grad end det britiske nej til EU.
Der var flere af medlemmerne i den liberale gruppe, der klappede. Også i den socialistiske gruppe. Heldigvis sad alle i den konservative gruppe helt stille.
Jeg er konservativ, men først og fremmest er jeg dansker, og i Danmark stoler vi på hinanden, og vi er gode til at finde løsninger, der skaber et land i balance. Vi ved, at det ikke er alt eller intet, selv om typer som Verhofstadt råber det højere og stadig mere skingert. Lad os én gang for alle sende dette trick på historiens losseplads, hvor fascismen og nazismen allerede ligger.
Det er på høje tide, at vi taler ordentligt til hinanden, respekterer Europas mangfoldighed og anerkender, at Europas styrke ligger i vores indbyrdes forskelligheder. Så meget burde vi have lært siden terrorangrebet i New York og Washington 11. september 2001, da verden blev en anden.
Jeg husker tiden dengang tydeligt, fordi jeg faktisk var godt på vej ind i politik, da vores daværende socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, udskrev folkeafstemning om euroen. Jeg havde en rigtig god kreds til Folketinget, og jeg husker, at det var ganske populært at stemme ja – også i konservative kredse. Men jeg stemte nej til den økonomisk-monetære union. Det var et skridt for meget og for hurtigt for mig.
Godt og vel et år efter folkeafstemningen blev verden forandret. Terrorangrebet den 11. september 2001 satte en brat stopper for drømmen om en demokratisk verdensorden og Francis Fukuyamas bebudelse af historiens afslutning.
Min verden forandrede sig også, og jeg valgte at sætte min såkaldte politiske karriere på pause for at tage mig af mine tre små børn. I dag er de store og kan klare sig selv, og jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at anskue verden fra mit køkkenvindue og mærke, at jeg med mit nej nok havde gjort mit til at passe på dem og på Danmark.
Lad os vise vejen derhen, hvor vi taler ordentligt, opfører os med respekt for hinanden og passer godt på EU’s styrke og sikkerhed.
Når jeg ser ud ad mit vindue på Christianshavn, er det bestemt en anden verden, jeg ser i dag. Det lykkedes ikke at afslutte historien, og svarene på vor tids udfordringer bør være helt anderledes end dem, som mange liberale og socialister håbede på dengang i 2000.
Det er en splittet verden, der domineres af mange radikale yderpoler. Ikke kun i USA, som vi hele tiden hører og læser om, men også i Europa. Yderpoler, som ikke kun sidder i menneskedræbende selvmordsfly, men står i demokratiske forsamlinger og råber op.
Jeg priser mig i dag lykkelig for, at vi stemte nej til euroen, og at jeg selv turde stå fast, selv om mange mente, at jeg burde stemme ja. For at sige det lige ud: Selv om eurosamarbejdet dengang så lovende ud, så tror jeg, at det var et klogt valg, som danskerne foretog i 2000.
Jeg tror også, det indirekte har påvirket eurosamarbejdet og nu også udviklingen af samarbejdet i bankunionen til at respektere, at det er vigtigt at finde løsninger på komplekse samfundsproblemer, som fastholder nationernes eget ansvar og suverænitet, samtidig med at fællesskabets egentlige styrke ikke formindskes.
I dag er jeg ”euroagnostiker” – vi skal gøre det, der er det bedste og mest sikre. Øget europæisk integration må aldrig blive et mål i sig selv, men vi skal heller aldrig sætte alt på et bræt og ende i det kaos, som vores stakkels venner i Storbritannien oplever i disse dage.
Det kræver, at EU-politikken fortsat er afgrænset til meningsfulde områder og de stigende udfordringer med flygtninge, terrortrusler, klimaet og skatteunddragelse. Ellers står befolkningen af og hopper på den modsatte vogn, der kører helt ud af fællesskabet, som det skete i Storbritannien.
Jeg ved, at der er en tredje vej.
Den tredje vej begynder der, hvor vi tør sige, at man som medlem af Europa-Parlamentet holder politikerne fast i den sunde fingerregel, at beslutninger, der træffes tættest på borgerne, altid er de bedste.
Den tredje vej begynder der, hvor vi råber de skingre skrighalse på fløjene hæse og sender dem tilbage på skolebænken for repetition af, hvordan samfund og kulturer demokratisk og stabilt udvikler sig – uden tvangslogikker, som man prakker borgerne i halsen med frygtretorik og demagogisk dommedagsretorik.
Den tredje vej begynder der, hvor vi viser, at man som medlem af Europa-Parlamentet holder politikerne fast på nærhedsprincippet, og kæmper for, at politikerne igen tager beslutninger så tæt på borgerne som muligt.
Hvis vi alle kommer ned i den ensrettende blender under fanfarer fra liberale og socialistiske skrighalse, så bliver Europa hurtigt til en grå, tynd grød, der vil flyde ud i de globale kloakker.
Lad os vise vejen derhen, hvor vi taler ordentligt, opfører os med respekt for hinanden og passer godt på EU’s styrke og sikkerhed i kraft af suveræne nationalstater i konstruktivt samarbejde om det, der er vigtigt.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.