Skal relationen mellem Danmark og Grønland være forloren og fordomsfuld?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vil vi bevare rigsfællesskabet, så er første skridt at ændre på forholdene for grønlændere og færinger i Danmark.

Det står uden tvivl langt ringere til for grønlændere end for færinger i Danmark. For begge parter gælder dog, at mange tager til Danmark som tilhængere af rigsfællesskabet. I Danmark mødes de imidlertid med så megen uvidenhed og stigmatisering, at de rejser hjem som glødende frihedskæmpere. Fælles for færinger og grønlændere er, at begge hold støber kuglerne i Danmark.

Men her hører sammenligningsgrundlaget mellem de nordatlantiske befolkninger op. Færinger bliver irriterede over, at danskere stort set ingenting ved om Færøerne. De taler ned til de stolte og veluddannede færinger, som svarer igen med at distancere sig til alt dansk. Den samme stolthed er svær at spore hos grønlændere. Vi har givet op, og det er der vel faktisk ikke noget at sige til. Hvordan skal vi kunne opretholde optimismen, når både den danske og den grønlandske regering har givet op?

Danmark er indgangsporten til rigsfællesskabet. Det er et spejl på, hvordan vi har det, og på, hvordan relationen fungerer. Det er ikke hjemme i Grønland eller på Færøerne, at vi skal lede efter svar. Her er der ingen tvivl om, hvor de gerne vil hen – langt væk fra Danmark. Det er i Danmark, vi ser, hvorfor de for alt i verden vil væk. De forhold, som vi skaber for borgerne i Danmark, reflekterer de tilbud, vi kan tilbyde i et fællesskab.

Derfor nytter det heller ikke noget at levere konsekvensanalyser og skrive tykke bøger om, hvordan andre, for eksempel kineserne, ikke er sene til at udnytte tingenes tilstand. Så længe forholdene i Danmark er så ringe, vil vi være sneblinde.

Derfor er det også her, at nøglen til forandringer skal findes. Det er ikke fortiden, der forhindrer fællesskabet. Det er nutidige forhold, som ikke har ændret sig. Tværtimod forværres de med den stigende folkeflugt fra især Grønland. Det er heller ikke fair at efterlade grønlændere i Danmark i et smerteligt tomrum, hvis Grønland løsriver sig.

Hvad kan politikerne så gøre?

De kan jo starte med at lytte til de forslag, som Institut for Menneskerettigheder kommer med. Det er latterligt at bede instituttet udarbejde tykke rapporter, når man reelt slet ikke er lydhør over for dets anbefalinger. Det leverede rapporten ”Ligebehandling af grønlændere i Danmark” i 2015. Ironisk nok er det, fordi grønlændere og færinger er danske statsborgere, at der ikke gøres noget. Vi har jo nøjagtig samme rettigheder som alle andre danske statsborgere. Problemet er, at vi langtfra har samme muligheder. Dette kombineret med en enorm berøringsangst fra dansk side kan få ethvert forhold til at gå i hårdknude.

Grønlænderes status i Danmark er hovedårsagen til, at grønlændere, med hovedet under armen og uanset hvilke konsekvenser det må få, vil løsrive sig fra Danmark. Og det skal helst ske i en rasende fart. Vi har fået skabt en tilstand, hvor vi betragter grønlændere som en slags vilde lidt a la aboriginerne i Australien. Vi mangler bare at rationere, hvad vi må købe i butikkerne. Det nye ord ”grønlænderstiv” i ordbogen er et klart billede på det. Ordet er et udtryk for måden at være fuld på. Grønlændere er en slags cirkusheste, som trækkes rundt i manegen til spot og spe for den danske befolkning, som kun har foragt tilovers for den slags forfald.

For det første kan Danmark ikke længere fungere som skraldespand for Grønland. Vi må slippe berøringsangsten og gribe ind. Hvis det kræver, at der skal indblanding til for at forbedre forholdene hjemme i Grønland, så må det ske nu – uanset hvor formynderisk det må synes. Det er ikke længere en mulighed at lade stå til. De socialt udsatte grønlændere skal hjælpes til at blive hjemme i Grønland. De er ulykkelige her. Og alle vi andre bliver sat i samme bås af danskerne. Ifølge Institut for Menneskerettigheder vil det at blive et nationalt mindretal kunne styrke grønlændernes position i Danmark væsentligt. Det anbefaler derfor, at den danske stat undersøger, om grønlænderne i Danmark ønsker at få status som nationalt mindretal. Det understreger, at det er afgørende, at beslutningen tages i dialog med de grønlændere, som opholder sig i Danmark, og ikke med den grønlandske regering eller dens repræsentation i Danmark. Det er vigtigt at understrege, at de grønlandske repræsentanter i Folketinget, Grønlands repræsentation og de grønlandske huse alle er talerør for det officielle Grønland. Uanset hvor dygtige de er, må det aldrig erstatte inddragelse af de mennesker, som det handler om – nemlig grønlændere i Danmark. Deres indgang er i høj grad at slukke brande især omkring problemet med socialt udsatte. Men jeg ønsker, at der træffes beslutninger, som forandrer – også selv om det er svært og kan opfattes formynderisk. Intet kan være mere uværdigt end at træde vande på denne måde. De overskrifter om hjælp til socialt udsatte grønlændere, som den politiske indsats afspejler, er med til at fastholde billedet på en grønlænder. Paradoksalt nok ødelægger man derfor noget, hver gang man gør noget godt som eksempelvis at afsætte penge til socialt udsatte grønlændere. Ved at google ordet kan man se, hvor ringe det er fat med os.

Den komité, som i Europarådets regi overvåger gennemførelsen af rammekonventionen, har også anbefalet, at blandt andre grønlændere bliver anerkendt som nationalt mindretal i Danmark.

Instituttet anbefaler endvidere, at Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling præciserer læringsmål vedrørende rigsfællesskabet. Det gælder særligt i fagene dansk, historie og samfundsfag. Der er et generelt behov for at løfte vidensniveauet om Færøerne og Grønland i Danmark. Det er en forudsætning for fremdrift. Der er ikke noget at sige til, at en veluddannet færing, som ved alt om Danmark lige fra rundkirker til grammatik, bliver irriteret over at blive spurgt, om de har elektricitet på Færøerne.

Generelt bør vi spørge hinanden (inklusive medierne) om, hvilken relation Danmark vil have til Grønland og Færøerne. Skal den være forloren og fordomsfuld som nu? Eller vil man være med til at tage det lange seje træk og begynde at ændre på referencerne?

Andre etniske minoriteter i Danmark har mulighed for at påvirke politiske initiativer og beslutninger gennem integrationsråd i kommunerne og gennem Rådet for Etniske Minoriteter, som rådgiver regeringen. Men grønlænderne er ikke repræsenteret her, fordi vi ikke formelt set anses som en etnisk minoritet. Men der er behov for, at vi bliver hørt, og ikke gennem repræsentanter for grønlandsk politik. Hver gang danske politikere spørger grønlandske politikere, hvad de ønsker i forhold til grønlændere i Danmark, tager man myndigheden væk fra os. Man overlader i stedet beslutningen til folk med en bestemt dagsorden hjemmefra. Det er helt vildt, at ingen før har sagt fra. Det er jo en stærkt formynderisk handling over for en i forvejen presset gruppe. Men der er ikke tradition for, at vi kræver at blive hørt. Det er blevet håbløst at trænge igennem uvidenhed, fordomme og manglende vilje fra politikerne. Vi er fanget i et uanstændigt, formynderisk og uværdigt hul i Danmark. Denne fastholdelse af gruppen, som danskerne kalder for ”grønlænderstive”, rangerer som den laveste gruppe i Danmark. For mange danskere er de den eneste reference til Grønland. For grønlændere bliver det symbolet på, at overherrementalitet lever i bedste velgående. Uanset hvor forkert en sådan betegnelse måtte være, er det himmelråbende, at danske politikere fortaber sig i fortiden som koloniherrer uden at forholde sig til, hvilken kolonimagt man vil være, indtil både Grønland og Færøerne løsriver sig. Det kommer til at ske hurtigt og uden konsekvensberegninger på grund af indgangsporten til rigsfællesskabets ringe tilstand.