Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En lavere arvebeskatning er pengemagten og lobbyismens triumf

Nedsættelsen af bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 5 pct. for familieejede erhvervsvirksomheder er et resultat af en af de mest koordinerede lobby-kampagner vi har set i Danmark, styret af nogle af landets største familieejede virksomheder, der også sponsorerer de borgerlige i stor stil med partistøtte. Dokumentationen for at det skulle gavne beskæftigelse og vækst er derimod meget fraværende. Pengemagt og politik er her smeltet sammen i en meget uskøn blanding.

I udlandet har man ofte anvendt begrebet ”crony capitalism”, som er et udtryk for en sammenblanding af økonomisk magt og politiske indflydelse. Dette resulterer i, at rige og magtfulde personer kan forme lovgivningen til egen fordel. Dette er dog ikke kun et udenlandsk fænomen. Lovforslaget om at nedsætte bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 5 pct. er et af de klareste eksempler på, at det også sker i lille Danmark. Det koster ifølge Skatteministeriet knapt 1 mia. kr. om året. At denne gave i høj grad også vil gå til de kæmpestore, familieejede virksomheder er ikke en tilfældighed. En række af Danmarks største familieejede virksomheder har nemlig sat sig for, at de skal slippe billigere i skat, når de skal generationsskifte deres virksomheder. Derfor har de dannet netværket ”Vækst i Generationer”, hvor blandt andet Danfoss, Ecco, Bestseller og Jysk er med. Det er virksomheder med rigtig mange penge - og det kan ses.

De har lavet en flot hjemmeside, hvor de lobbyer for deres ønske om at nedsætte arveafgiften. Her finder man en masse materiale, blandt andet en rapport lavet af to forskere. Resultater fra denne rapport er blevet lagt til grund for regeringens begrundelse for lovforslaget. I rapporten skulle det fremgå, at 23.000 familieejede virksomheder skulle generationsskifte, og at det ville berøre ca. 300.000 beskæftigede i disse virksomheder.

Kradser man lidt i lakken, begynder argumentationen dog hurtigt at krakelere. En af de to forskere bag rapporten undsiger nu regeringens brug af rapporten og udtaler, at nedsættelsen af arveafgiften ikke vil bidrage til at sikre 300.000 arbejdspladser, da flertallet af de familieejede virksomheder slet ikke generationsskiftes inden for familien, og derfor ikke berøres af lempelsen. Regeringen kan heller ikke dokumentere, at forslaget i nogen særlig grad vil øge væksten og beskæftigelsen. I rapporten står der helt tydeligt, at der har været et dramatisk fald i familieejede virksomheders relative betydning for beskæftigelse og omsætning.

Skatteminister Karsten Lauritzen anerkender selv, at dokumentationen er ikke-eksisterende. I stedet er det ifølge ham et ”moralsk spørgsmål”, at nogle af landets rigeste mennesker, skal kunne videregive milliardvirksomheder til en langt lavere beskatning. Det er et sjovt moralsk kompas man har i blå blok. Til den der har, skal mere gives.

Det bliver ikke kønnere af, at flere af disse virksomheder sponsorerer partier i blå blok med partistøtte. Foss A/S, sponserede i 2015 valgkamp for både Venstre, Konservative og Liberal Alliance. AVK-Holding sponserede Venstres kampagne i 2015, og via selskabet ASX 14145 ApS støttede man også de Konservative. Kirk Kapital, er ejet af Gunhild Kirk Johansen, som er søster til Lego-overhovedet Kjeld Kirk Kristiansen, samt hendes sønner. Blandt andet Anders Kirk Johansen, der i 2015 støttede Liberal Alliances valgkamp. Hvor mange penge virksomhederne har smidt i de borgerliges valgkamp ved vi ikke på grund af den manglende åbenhed om partistøtte, kun at det er over 20.000 kr. Men sponsorerne sparer ved kommende generationsskifter i fremtiden potentielt rigtig mange penge når denne lov vedtages, og regeringen har desuden en ambition om helt at fjerne afgiften for erhvervsvirksomheder. Altså kan flere milliardgaver være på vej til de pågældende virksomheder.

Forslaget vil også gøre Danmark mere ulige. Det er den helt forkerte vej at gå. Uligheden er steget gennem flere år på grund af kombinationen af forringelser for folk på kontanthjælp, førtidspension og dagpenge, kombineret med gaver til de rigeste i form af skatterabatter. Og der vil blive brugt penge på en skatterabat som kunne have været brugt på flere pædagoger i vores børnehaver, flere SOSU-assistenter i hjemmeplejen eller flere sygeplejersker på hospitalerne.

Den glædelige nyhed er, at en samlet opposition vil rulle skatterabatten tilbage, når vi forhåbentlig får et nyt politisk flertal efter et kommende folketingsvalg. Alt andet ville også være urimeligt. Vores samfundsmodel bygger på, at vi alle skal betale til fællesskabet. Det skal naturligvis også gælde for dem, der er født ind i en rig familie.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.