En hyldest til prins Henrik

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg ved godt, at det er en folkesport at grine af prins Henrik, men han er og bliver min yndlingskongelige – for den 81-årige intellektuelle kosmopolit indtager med pondus sin rolle.

Tag hans fremragende kogebog ’Ikke altid gåselever’ fra 1999, som er et studie i at leve livet til det yderste. En mand, som er stolt af sin position – og som netop er royal i den forstand, at han tør vise, hvor spændende et liv kan være, hvis man tør udnytte sine privilegier:

Ved prinsens kuvert er der altid en lille sølvbakke med et fast inventar: En muskatnød-rive i udskåret elfenben, en sennepstønde i sølv, en peberkværn i elfenben, et sølvbæger med påloddede firkløvere med friske krydderurter og en krydderdåse med tørrede urter.

Åh, hvor ville jeg ønske, at det var mig, der havde de luksus. Jeg er ikke misundelig på den dårlige måde, nej, jeg er inspireret på den gode måde. Hvis piger drømmer om at blive en prinsesse, ja, drømmer jeg om at leve et liv som prins Henriks. Levemandens.

Retterne i kogebogen er eksotiske – ’Lammenyre Ragout – vinen skal komme fra samme distrikt som saucen’, ’Farseret Courgette – en praktisk ret, hvis der kommer gæster i sidste øjeblik’, ’Stegt rådyrlever’, ’Champagnesuppe.’ C'est la vie, som franskmænd siger!

Min egen favorit er ’Fisk på egne ben’, der med prinsens egne ord ’er lidt tidskrævende’ – og ja, det tør nok siges. Det er en kongeret, som er så elegant, at man imponeres, når de fritterede fiskestrimler serveres oven på det sprøde, ovnbagte fiskeskelet. Her er opskriften fra bogen:

Flå to hele søtunger og fileter dem. Gem det ene fiskeben med hoved og drys det med salt. Læg fiskeskelettet på bagepapir. Tør det i ovnen ved 140 grader i mindst en time. Det skal være sprødt og gyldent – og for Guds skyld være i et samlet stykke. Ikke knækket.

Skær en halv knoldselleri og tre skalotteløg i tynde strimler. Friter dem i 150 grader varmt olie. Skær fiskefileterne i strimler, drys med salt, peber, kørvel og basilikum. Vend dem i mel. Friter dem i olie ved 190 grader til de også er sprøde og gyldne.

Ved servering lægger man de friterede fisk og grøntsager på fiskeskelettet. Voila! Det ligner en drøm – og klimakset er, når du viser dine gæster, at skelettet kan spises som sprøde, mineralholdige chips. Det er et måltid, som er så ekstravagant, at alle bliver høje.

Hvad serverer man i øvrigt til? Prinsen foreslår Sauce Mimosa – hjemmelavet mayonnaise med olivenolie og hakkede hårdkogte æg og estragon, hans favoriturt. Dertil hvidvin – gerne fra Pouilly, Grave, Anjou eller Provence. Jeg lover, du bliver hypnotiseret af glæde et øjeblik.

Ja, jeg ved godt, at det er dekadent. Ja, ja, jeg ved godt, at vi ikke alle har tid og råd til at leve som prinsen. Ja, ja, ja, jeg ved også godt, at det kan være svært at finde en frisk søtunge. Men…hvis du kunne, ville du så ikke gerne – som jeg – have muligheden for at spise sådan?

Prinsens bidrag til Danmark er magnifique! Han er alt det modsatte af Janteloven: En verdensmand i ordets bedste betydning. Henrik er ingen Jean de France – for han ser ikke ned på os. Han elsker danskere, færinger og grønlændere så meget, at han vil vise os verden.

Jeg under ham alt det bedste. Han må kalde sig, hvad han vil. Han må trække sig lige så meget i baggrunden, han har lyst til. Bare han bliver ved med at leve sit eget liv til det yderste – som en inspiration i det daglige til os alle om, at der er et liv, som er større end det trivielle.

Prins Henrik er rokoko på en cool måde. En gourmand, en eventyrer, en levemand – og, måske allervigtigst i vores tid, en mand, der virkelig forstår glæden ved at stå af den travle hverdag, læne sig tilbage og nyde livet. Som han sagde, da han udgav digtsamlingen ’Frihjul’ i 2010:

”Jeg ser poesi som en mulighed for fordybelse i en overfladisk tid præget af nyheder og underholdning, der gør os rodløse og rastløse.”

Nemlig: Carpe diem!