Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvorfor har Donald Trump en reel chance?

Eliterne har det hårdt for tiden, fordi virkeligheden har afsløret, at deres fata morgana hører til i et politisk korrekt eventyr, ikke hernede på jorden.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Donald Trump er ikke sjældent en bølle at høre på, og lader han sig ikke lære nogen statsmandsmanerer, stiller han sig selv dårligere, end han behøver. Hvad han dog ikke skal lave om på, er hans generelle håndtering af pressen. Medierne – ganske særligt TV – skal have tørt på så ofte som muligt. Mediernes svigt er så langt som et ondt år. Havde det ikke været for politisk korrekte journalister, var politikerne for længst blevet presset til at føre en betydeligt mere ansvarlig politik.

Efter en lille nedtur i meningsmålingerne ligger Donald Trump igen aldeles klart i spidsen inden de første primærvalg, der begynder i Iowa den 1. februar. Donald Trump fører med 34,6 procent mod Ted Cruz på andenpladsen, der kan notere 18,8 procent. Interessant er det, at også Ted Cruz er såkaldt anti-establishment og afskyet af den republikanske ledelse. Med sølle 11,2 procent prøver Marco Rubio desperat at hænge på. Jeb Bush er bare til grin med sine 4,8 procent.

Hvorfor har den grove og udannede Donald Trump så stor succes indtil videre? Hvordan kan en stor del af amerikanerne overhovedet overveje at stemme på en mand, der ofte lyder som en karakter fra en Die Hard film?

Fordi han tager Middle Americas bekymringer alvorligt. Fordi han siger, at han vil forsegle den amerikanske grænse ned mod Mexico og udvise de godt 11 millioner illegale indvandrere. Fordi han vil genoprette handelsbalancen med Kina, som i årevis har udvist et grotesk handelsunderskud for USA’s vedkommende. Fordi han vil sørge for, at USA er en nation med grænser, og fordi han vil tage vare på amerikanernes interesser før nogen andres.

Donald Trump overdriver, og han gør ved. Han beskyldes i øvrigt også for ikke at være ”rigtig” amerikansk konservativ, fordi han f.eks. går ind for abort. I nogles øjne er han derfor en ”liberal”, en venstreorienteret amerikaner.

Og hvad så, synes mange vælgere at mene. Donald Trump er den første præsidentkandidat i meget lang tid, der sætter amerikanerne før abstrakte rettigheder for alverden. Donald Trump sætter amerikanske arbejdere før arbejdsgiverinteresser i billig ufaglært arbejdskraft. Donald Trump sætter sit eget land og sit eget folk højere end alle og derfor ingens rettigheder.

Hold øje med Donald Trump. Han kan drive det vidt. Hvis han kan lære at styre sig og samtidig bevare sin uforfærdethed, kan han også blive den næste præsident.