Mens vi venter på den socialdemokratiske regering, anklager Den Afrikanske Union Danmark for fremmedfrygt

Et af den socialdemokratiske regerings helt store glansnumre før valget var lovningen om, at den danske asylbehandling skulle foregå i et land uden for Europa og dermed langt væk fra Danmarks grænser. Det ville sende et stærkt signal om, at drømmer man om asyl i Danmark, så kommer man først ind, hvis ansøgningen er reel.

Planen er, at for at kunne benytte sig af det magiske ord ”asyl” udløses det først efter en egentlig sagsbehandling og kontrol af ens faktiske forhold og behov, og adgangen til det forjættede land Danmark bliver kun en realitet, hvis man oprigtigt har behov for asyl og er på flugt. Altså sådan rigtigt på flugt. Ikke, fordi man er lykkeridder, der mener, at ens fremtid vil være mere bekvem her fremfor der.

Som bekendt er det stadig business as usual i forhold til asylbehandlingen i Danmark her mere end to år efter valget, hvor man stadig møder op ved den danske grænse og bliver lukket ind til videre behandling. Regeringen er vist nok i dialog med forskellige lande om at huse asylbehandlingen. Men flere detaljer kender offentligheden ikke til. En egentlig aftale er som bekendt endnu ikke i stand.

Størstedelen af dem, der kommer til Europa disse år med planen om at få asyl, kommer fra Mellemøsten og Afrika.

Folk fra Mellemøsten bevæger sig gennem en række fuldkommen sikre lande for til sidst at havne i Danmark, hvor de søger om asyl. Andre stævner ud fra Afrikas kyst med håbet om en bedre fremtid et sted i Europa, herunder Danmark.

Ikke nødvendigvis, fordi de er på flugt i traditionel forstand, som handler om personlig sikkerhed. Men fordi de lever i armod og fattigdom og uden alt for overskuelig udsigt til at kunne leve et liv med de goder, velstand, sikkerhed og tryghed, vi andre kender til.

Derfor søger de lykken andetsteds.

Det bør sige sig selv, at vi som land ikke kan modtage alle mennesker i verden, der ønsker at leve et bedre liv end der, hvor de kommer fra. Antallet betyder selvfølgelig noget for et samfunds sammenhængskraft og økonomi. For selv om vi skal passer på andre, så er vores primære opgave at passe på os selv.

Og dermed giver det rigtig god mening at asylbehandle folks ansøgning langt fra Danmark og allerhelst uden for Europas grænser. For er man først kommet indenfor, ved vi pr. erfaring, at det er yderst svært af få sendt dem ud igen, selv om deres ønske om asyl er grundløs.

Mens alt dette pågår, kommer Den Afrikanske Union, der er Afrikas pendant til EU, pludselig farende med en kras kritik af planerne og kalder dem for xenofobiske. Fremmedfjendske, fordi vi som land hellere vil asylbehandle et sted fremfor et andet? I så fald skal ordets betydning nok revideres.

Det klinger mere end hult, når Den Afrikanske Union tillader sig at beklage sig over, at vi som land mener, at asylbehandling ikke skal foregå her. Særligt i det perspektiv, at rigtig mange, der søger om asyl, gør det ubegrundet og ovenikøbet kommer fra de lande, som Den Afrikanske Union repræsenterer. Altså lande, hvori der er borgerkrige, interne uroligheder, korruption, fattigdom, trøstesløshed og diktatorer.

Måske Den Afrikanske Union kunne rette øjnene indad og få løst de udfordringer, som begrunder folks lyst til at søge lykken andetsteds?

Imens skal vi nok holde den socialdemokratiske regering op på deres løfte om at flytte asylbehandlingen til et land uden for Europa. For uforløste valgløfter har der allerede været nok af.