Fortsæt til indhold
Kommentar

De borgerlige partier hopper på Dahl og Messerschmidts identitetspolitik. Hvorfor i alverden gør de det?

Ovenpå små seks timers kulturpolitisk debat i Folketingssalen i går kan jeg kun konkludere, at hvis der er nogen, som bedriver totalitær identitetspolitik i Danmark, er det Messerschmidt med opbakning fra Dahl. Og det sker desværre med opbakning fra de øvrige borgerlige partier.

Dette er en kommentar: Jyllandsposten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I min seneste klumme tog jeg også fat i dette tema. Og det er ikke for at lave unødig klumme-genbrug. Men debatten i Folketingssalen i går var så bemærkelsesværdig, at jeg bliver nødt til at lave en part two. For hvad var det der blev diskuteret i går? Jo, etableringen af en uafhængig bestyrelse for Kunstakademiet og behovet for en sang-kanon.

I princippet havde de to debatter ikke noget med hinanden at gøre. Men det havde de så alligevel. Begge var nemlig drevet frem af den samme argumentation: At identitetspolitikken hærger ikke bare på vores uddannelsesinstitutioner men også hos redaktionsgruppen bag Højskolesangbogen.

Under debatten blev Messerschmidt og Dahl – de to fremmeste identitetspolitiske krigere, vi har i Danmark, hvilket de vel kun vil blive stolte af, at jeg skriver – igen og igen spurgt, om de kunne dokumentere, at problemet virkelig havde det omfang, de beskriver. Var der virkelig blandt studerende og medarbejdere en totalitær politisk holdning, som udgør en trussel for både åndsfriheden og forsknings-kvaliteten på vores videregående uddannelsesinstitutioner?

De svar, vi fik fra de to politikere var en rodet gennemgang af referencer fra forskellige journalistiske artikler, klummeskribenter og anonyme e-mails. Mere konkret blev det ikke. Altså udover den famøse buste-aktion, som alle partier og ordførere for længst har taget afstand fra.

Det blev ikke mindst en lang debat, fordi der i går også blev offentliggjort den første del af en ekstern rapport bestilt af kulturministeren, som har undersøgt de faktiske forhold på Kunstakademiet. Og den konkluder, at det meget omtalte identitetspolitiske regime, som visse politikere og medier mener har overtaget magten på Kunstakademiet, ikke har hold i virkeligheden. Til gengæld peger rapporten på problemer med dårlig ledelse og ansvarsforflygtigelse.

Derfor var der også bred enighed om, at det er en god idé at Kunstakademiet får en uafhængig bestyrelse. Med vidt forskellige argumenter. For Messerschmidt og Dahl er en uafhængig bestyrelse en god idé fordi det kan inddæmme det – ifølge rapporten ikke eksisterende – identitetspolitiske regime. For undertegnede er en uafhængig bestyrelse en god idé, fordi den blandt andet kan beskytte Kunstakademiet for politisk indgriben fra politisk hold, eksempelvis fra MF-kollegaer som Messerschmidt og Dahl.

Men tilbage debatten i går. For da vi var nået til, hvem der skulle sidde i den nye bestyrelse, var der ingen tvivl om, at stod det til Messerschmidt, skulle hverken studerende eller medarbejdere have en repræsentation i bestyrelsen. Argumentet var, at de – alle som en – var uegnede pga. af deres politiske holdninger. Over en kam betegnede Messerschmidt simpelthen samtlige studerende og medarbejdere som uegnede til at sidde i den kommende bestyrelse. I det hele taget taler Messerschmidt og Dahl ofte i absolutter: Alle studerende, alle medarbejdere, alle på venstrefløjen, hele folket osv. Ingen nuancer, kun absolutter.

Som debatten udviklede sig, stod det mere og mere klart for mig, at hvis der er nogen der har udvist identitetspolitisk hærgen og totalitære tendenser er det Messerschmidt og Dahl. De har fra første færd haft en klar politisk dagsorden pakket pænt ind i en interesse for ånds-, teori- og metodefrihed. Men vel at mærke kun så længe de er enige i den valgte ånds-, teori- og metode-retning.

Og det blev ikke bedre, da vi skulle diskutere den foreslåede sang-kanon. Igen var årsagen til at vi overhovedet skulle diskutere dette emne, at Messerschmidt ikke kunne lide de valg en gruppe vidende mennesker havde truffet. Her drejede det sig om redaktionsgruppen bag den nye højskolesangbog. Det var faldet Messerschmidt for brystet, at sangen Ramadan i København var blevet optaget i den nye udgave. Alene af den grund skulle landet nu have en national sangkanon.

Godt nok med en uafhængig redaktion. Men hvad nu, hvis denne uafhængige redaktionsgruppe beslutter at vælge at kanonisere en sang, som Morten Messerschmidt ikke kan lide – skal vi så have en sang-kanon to? Så meget for åndsfrihed, tolerance og frisind.

Oven på debatten i går kalder jeg Messerschmidt og Dahl ud som de totalitære identitetspolitikere, de er. Men jeg kalder også de øvrige borgerlige partier ud. Ikke mindst Venstre og Konservative. For hvorfor hopper I dog med på den kultur- og uddannelsespolitiske dagsorden som DF og LA her har kørende lige nu?

Jeg nægter simpelthen at tro på, at I har den samme totalitære tilgang. At ens politiske holdning er definerende for, om man er egnet til at sidde i en bestyrelse for Kunstakademiet? Eller at en sang skal handle om den rette religiøse højtid for at komme ind i højskolesangbogen?

Hvordan i alverden får de øvrige borgerlige partier sådan noget til at rime med deres syn på ytringsfrihed, frisind og armslængdeprincip?