Derfor tabte EU vaccinekrigen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er interessant at følge den kritik, der nu rejses mod EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. Havde hun været en en almindelig valgt politiker i sit hjemland, var hun formentlig blevet afsat. Heldigvis for hende er hun EU-oligark og overlever derfor på tronen.

Den portugisiske samfundsforsker Bruno Macaes, som jeg tidligere har henvist til, bl.a. her og her vurderer, at situationen ikke alene er penibel for kommissionsformanden, men for EU som helhed. Unionen har tabt vaccinekrigen.

Ifølge hans analyse, som er offentliggjort i det britiske netmedie UnHeard, er der tale om en konflikt mellem politik og kontrol på den ene side og teknologi og innovation på den anden side.

EU er ekspert i førstnævnte. Amerikanerne og briterne er langt bedre til sidstnævnte. Derfor vaccinerer de i et markant højere tempo end landene i EU, hvis evne til at skaffe unionsborgerne vaccine fortsætter med at skuffe. Vaccineplanen skulle have været EU’s store nummer og beviset på Unionens ”gennemsigtighed, enhed og solidaritet”. I stedet gik det, som man kunne forvente.

En anden faktor spiller ind: krisebevidstheden.

Da den første nedlukning blev hævet, kunne det i sommer ser ud, som om Kontinetaleuropa havde epidemien under kontrol. Det modsatte var tilfældet i England og USA. Her forstod man, at det ville blive kritisk at få adgang til en vaccine hurtigst muligt ikke alene for at spare liv, men også for at at kunne genstarte økonomien og mildne den kommende krise. En forsinkelse på måneder ville blive dyr med tanke på både liv og livsgrundlag.

I Europa var det hensynet til Unionen, der kom først. I de to atlantiske økonomier var det markedet.

Mens vi venter på vaccinen, venter vi også på, at EU erkender sine fejl. Det sidste vil formentlig trække endnu længere ud end det første.