Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Får vi en kinesisk verdensorden uden islam?

Næppe. Men man har lov til at håbe. Lad os kigge i krystalkuglen.

Året er 2049, præcis 100 år efter grundlæggelsen af den kommunistiske folkerepublik i Kina. Tiderne er mildest talt skiftet. Hvor Kina under Mao befandt sig i isolation, er kineserne blevet rige, teknologisk førende, geopolitisk dominerende. Det storstilede transport- og infrastrukturprojekt ”Bælt og Vej”, som har knyttet Asien og Europa og dermed to tredjedele af jordens befolkning sammen ved hjælp af økonomiske korridorer og søruter fra Shanghai til Lissabon, står færdigt. Gasledninger snor sig gennem Sydøstasien, havne og byer er opført strategiske steder. En 200 km lang bro krydser Det Kaspiske Hav; Thailand er gennemskåret af en dyb kanal, som forbinder Stillehavet med Det Indiske Ocean. En jernbane for højhastighedstog fræser på tværs af Afrika på mindre end et døgn. Selvkørende biler, satellitter og robotter udgør billig arbejdskraft. Og, det glemte jeg, kineserne indtager rummet.

Nogenlunde sådan forestiller den portugisiske ekspolitiker Bruno Macães sig Eurasien om 30 år i bogen Belt and Road: A Chinese World Order. Magten vil ikke have et nagelfast centrum, når det nye silkevejsprojekt er realiseret, men der vil derimod eksistere flere magtpoler – Kina, USA, Indien, Rusland, Europa, Indonesien m.m. – i tæt konkurrence og skiftende alliancer. Men kineserne vil spille en hovedrolle.

Globaliseringen vil gå ind i en ny fase, hvor de kulturelle og civilisatoriske grænser betyder langt mere, end de liberale eliter har villet indrømme siden Murens fald. Verden vil blive mere markedsorienteret, men politisk bliver den mere konservativ. Hertil hører, at de nye korridorer og søruter næppe vil gøre kinesiske værdier og ritualer universelle – lige så lidt som Sovjetunionens opløsning gjorde vestlige idéer universelle. Det sidste viste sig at være sværmeri.

Macães finder det således sandsynligt, at flere kulturelle forskelle vil pible frem i de kommende årtier, muligvis også strid og væbnet konflikt, netop fordi så godt som alle lande, regioner og byer forsøger at overgå hinanden i modernitet og ny teknologi.

Al sin viden og forestillingsevne til trods lader den berejste, observante og velskrivende portugiser imidlertid den arabiske verden henligge i mørke, selv om den formentlig vil få adgang til den nye infrastruktur. Hermed negligeres, at Mellemøsten og Nordafrika er den store ubekendte, en sprængfarlig koncentration af social elendighed, religiøs radikalisme, olierigdom og galopperende menneskeeksport. Det er optimismens begrænsning.

Samme risiko gør sig gældende med vor egen mal du siècle, som det hedder på fransk, med den demografiske islamisering af Vesteuropa, krænkelsesindustriens fremmarch, vor tiltagende forelskelse i abnormaliteter og kampen mod køn og maskulinitet, især på de akademiske institutioner, i medier og underholdningsbranchen.

Forestiller optimisten sig virkelig, at den kinesisk dominerede verdensorden vil stække islams politiske indflydelse i løbet af de næste 30 år og revitalisere europæernes kulturelle selvtillid, ja, ligefrem bringe os ud af vores identitetskrise? Så naiv kan ingen være.

Kineserne har deres egen dagsorden. Når det kinesiske kommunistparti appellerer til globalt fællesskab, er det netop et fællesskab på kinesiske præmisser. Ét er, hvad de politiske og kommercielle ledere siger, noget andet, hvad de gør, ofte uden skriftlige aftaler eller med dubiøse konsekvenser, sådan som den aktuelle spionageanklage mod Huawei i USA og Polen antyder.

Bruno Macães indrømmer da også, at “Bælt og Vej”-initiativet ideelt set skal gøre for Eurasien, hvad kommunisterne har gjort for Kina siden Deng Xiaoping i en koordineret, statskontrolleret bevægelse i retning af kinesisk hegemoni. Først økonomisk, siden politisk. Først i øst, siden i vest.

Mens vi bliver klogere, får flere erfaringer og forsøger at finde vores rolle i den nye verdensorden, må vi tage til takke med, at det er og bliver vores egen opgave at redde os fra os selv og genskabe betingelserne for, at vore lande, kulturer og virksomheder kan overleve i en multipolær verden.

Universalismen er det første offer; multikulturalismen må blive det næste. Hvis vi kan lære noget af kineserne, er det, at man ikke kan have åbentstående grænser og en stat i staten, hvis man vil beskytte den politiske orden og skabe fremtidig velstand og velfærd.

Tool Debat nyhedsbrev

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Danmark under angreb (sm.m. Kasper Støvring), Udbrud (sm.m. Michael Rasmussen) og Cykling er min kirke (2016).
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
23.05.19, 10:17
Partiet har ekstreme standpunkter, som er uforenelige med retsstaten og danske værdier. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
22.05.19, 17:51
Uanset graden af virkning er det en politisk skandale af første rang. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.05.19, 14:15
Jeg troede, de var modstandere af hate speech. Læs mere
Af Anna Thygesen
22.05.19, 11:42
Hvis ikke vi tør tale åbent om, hvor forskellige vi er, når det gælder grundlæggende værdier, og hvis ikke vi respekterer hinanden, selv om vi ikke er enige, så tror jeg simpelthen ikke på, at vores samfund forbliver stærkt og samlende. Læs mere
Af Sonja Mikkelsen
21.05.19, 10:16
Fra 2.637 folkevalgte ansvarlige for sundhed til 0 med et pennestrøg. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.05.19, 14:40
Lars Løkkes utilgivelige svigt i de sidste fire år vil komme til at stå som en skamplet i Danmarks historie. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.05.19, 06:00
De siger, de kæmper mod had og intolerance. Men ingen hader så manisk som journalister i flok. Læs mere
Af Harun Demirtas
18.05.19, 14:53
Jeg synes, det er dybt respektløst, at hun bruger ordet “for bøsset” som nedværdigende i hendes udtalelser. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.05.19, 13:48
Bliver det virkelighed, vil det slå tunge søm i DF’s ligkiste. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.05.19, 21:19
Det siger Christen Sørensen, Ellemann- Jensen, Martin Lidegaard, Marcus Knuth og DF. Læs mere