Folkemødet skræmte livet af os – og blødte os op med fællessang og dansk hygge
Udenfor lynede og tordnede det. Der var høj og intens stemning i de "morderiske" telte.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Mr. True Crime - Hans Petter Hougen - på slap line foto: Vagn Bach
Pludselig væltede det ned med regn, lyn og torden.
I Politiets telt sang publikum på livets løs, imens de ventede på, at efterforskeren Bent Isager Nielsen skulle på scenen under overskriften “I Forbrydelsens Verden”. Der var ingen tvivl; vi elsker at høre om samfundets dystre side, mord og gys.
I et andet telt rykkede vi tæt sammen. Hans Petter Hougen – retsmediciner og førende ’true crime-ekspert’ var ikke sen til at udnytte effekten af uvejret. HAN KVÆRKEDE HENDE nærmest, råbte han om kap med torden. Der blev grinet og lyttet intenst, imens Ekstra Bladet serverede gratis fadøl og flæskesvær.
Ekstra Bladets moderator bad til slut Hans Petter Hougen om opskriften på det perfekte mord. Det har fået svære betingelser i en tid med mange hjælpemidler. I de uendeligt mange krimier og thrillere får man ellers indtrykket af, at en pude kan være hjælpemidlet til det perfekte mord. Men det afviste retsmedicineren. Det kan nemlig teknisk set afklares blot ved enkelte undersøgelser. Men hvem ved, om vi får opskriften på det perfekte mord i Hans Petter Hougens krimi. Han afslørede, at han beskriver tre bestialske mord, når han til efteråret springer ud som krimiforfatter. Indtil videre må vi nøjes med “De 7 dødssynder”, hvor man gennem en samtale mellem Hougen og Isager får et indblik i, hvorfor ondskab findes i os alle.
Jeg lægger mig fladt ned. Folkemødet er folkeligt. Det vidnede ikke blot krimi-teltene om. Men også Bertel Haarder ved mikrofonen, Søren Espersen ved klaveret og Nukâka Coster-Waldau på scenen bidrog til vaskeægte fællesskabsstemning.
Bertel Haarder har efter inspiration fra svenskerne med etableringen af Folkemødet begået endnu en genistreg. Det her var mit første folkemøde, men det bliver ikke det sidste. Kom bare an med mere af den slags. Skræm livet af os, og blød det op igen med fællessang og dansk hygge!