Er Ghita Nørby beruset, dement eller bare ondskabsfuld?
Jeg troede, medierne overdrev.
Jeg troede, at medierne overdrev. Det er der slet ikke tale om. Tværtimod.
Ghita Nørby har givet interview til Radio24syv. Det burde hun have sagt nej til.
Hun magter ikke mere en sammenhængende samtale. Hun magter faktisk ikke andet end uforskammetheder over for den sagesløse journalist.
Den store kunstnerinde fremtræder desværre med en opførsel, som var hun alkoholiseret, dement eller blot et ondskabsfuldt, gammelt, aggressivt menneske.
Hun intimiderer i den grad den unge journalist Iben Maria Zeuthen på den mest uhyrlige, nedladende og sårende måde. Ethvert spørgsmål gør Ghita utilfreds, selv om hun selv har lukket journalisten ind og sagt ja til mange timers samtale. Ligegyldigt hvad Zeuthen forsøger sig med af emner og spørgsmål, bliver der vrænget, skældt ud eller gjort nar.
Skuespillerinden bruger fra starten de værste skældsord. Journalisten er dybt åndssvag og videre i den stil. Hele tiden. Uden ophør. Ligegyldigt hvor ordentlig Iben Maria Zeuthen opfører sig, fortsætter Ghita i samme stil. Intimiderer, mobber, belærer og gør nar.
Jeg er helt enig med Politikens anmelder Henrik Palle. Det er direkte pinligt at lytte til. Jeg holdt ud i 28 minutter, så var jeg nødt til at slukke for at rette tæerne ud.
Uanset hvor dement, beruset eller bare ondskabsfuld Ghita Nørby er blevet, er det så trist, at Ghitas uhørte optræden på Radio24syv blev det sidste indtryk, vi fik af den store kunstnerinde. Der er ingen vej tilbage. Det sidste indtryk af Ghita Nørby står desværre mejslet i hukommelsen og kan aflyttes af enhver.
Jeg er en indædt modstander af at blande kunstneren og mennesket sammen. Og fortidens kunstneriske præstationer bliver ikke mindre af en uhyrlig optræden uden for scenen. Men opførslen kan jo blive så utilstedelig, at den er umulig at glemme.
Dette interview er så pinligt og udleverer i den grad Ghita Nørby som menneske, at man kan få den tanke, at det aldrig burde have været bragt. For hvis hun nu virkelig måtte være blevet dement eller på anden måde syg?
Hatten af for Maria Zeuthen, der bevarer fatningen og så sandelig får fremstillet et afslørende portræt, som sjældent har haft sit lige. Se det selv på www.24-7.dk