Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Flere handicappede skal i arbejde

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at 5 af 10 med handicap er i arbejde, modsat 8 af 10 uden handicap.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer (DH)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mennesker med handicap kan mere, end man tror. Jeg er selv blind. Nogle gange møder jeg folk, der bliver overraskede over, at jeg har fuldtidsarbejde, er familiefar og ser så mange af Liverpools fodboldkampe som muligt.

Vi med handicap både kan og vil gerne bidrage på arbejdsmarkedet. Men desværre er alt for få mennesker med handicap i job.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at beskæftigelsesgraden for mennesker med handicap er lav og uden betydelig fremgang. 5 af 10 med handicap er i arbejde, modsat 8 af 10 uden handicap.

SFI konkluderer også, at der er en stærk sammenhæng mellem uddannelse og muligheden for at komme i arbejde. Den kobling er også dokumenteret for mennesker uden handicap. Men for mennesker med handicap er sammenhængen endnu mere betydningsfuld, viser undersøgelsen.

Vi skal få inklusionen til at lykkes bedre i grundskolen. Et politisk flertal vil gøre det muligt at tage en erhvervsuddannelse på fleksible vilkår. Den idé skal udbredes til flere uddannelser.

Mennesker med handicap har også brug for at blive rustet bedre, så de kan klare et arbejde. Et eksempel er handicaporganisationernes beskæftigelsesprojekt Mening og Mestring. Her har vi hjulpet mennesker med bl.a. adhd, spastiske lammelser og hjerneskader med at komme i eller tættere et job.

De ved nu, hvilke typer arbejdsopgaver de kan tage, hvornår de har brug for en pause, og hvilke hjælpemidler der er nødvendige for dem. Det betyder, at Charlotte fra Odsherred med spastiske lammelser og Michele fra Frederiksberg med adhd kan klare deres job langt bedre.

Mennesker som dem har i flere år troet, at de ikke kunne passe et arbejde. Men de kan mere, end omgivelserne og de selv har troet.

Der er brug for en større indsats i uddannelsessystemet og med at få mennesker med handicap i arbejde. I handicaporganisationerne er vi klar. Med et begyndende opsving har vi mulighederne for at gøre noget, så lad os komme i gang.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.