Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nyholms manglende realitetssans

Jørgen Granum-Jensen, Formand, Fælleskomiteen for Israel, Bøgegårdsvej 60, 5471 Søndersø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er uendeligt trættende at læse Per Nyholms indsigtsløse og hadefulde angreb på Israel.

I sine seneste betragtninger (Jyllands-Posten 22/2) sammenligner han Israel med Hitlers Tyskland.

Mere underlødigt kan det næsten ikke blive.

Når Israels premierminister erklærer, at alle jøder er velkomne i Israel, så udtrykker han en selvfølgelighed, som ikke retfærdiggør, at man sammenligner Israel med ”das Reich”.

Baggrunden er premierminister Netanyahus udtalelser for nylig, hvor han byder alle europæiske jøder velkommen til Israel. Selvfølgelig er det hver enkelt jødes fuldstændigt suveræne og frie afgørelse, om han eller hun vil blive boende i Europa eller foretrækker på baggrund af de seneste begivenheder at flytte til Israel.

Når Israels premierminister erklærer, at alle jøder er velkomne i Israel, så udtrykker han en selvfølgelighed, som ikke retfærdiggør, at man sammenligner Israel med ”das Reich”. Det er simpelthen ud over alle grænser infamt at foretage en sådan sammenligning. Per Nyholm mener heller ikke, at det er berettiget, når det det officielle Israel frygter, at Iran skulle komme i besiddelse af atomvåben. Ikke ret mange deler den frygt, skriver Nyholm. Han glemmer, at Iran adskillige gange har truet med at udslette Israel fra Jordens overflade. Han glemmer også, at regimet i Teheran adskillige gange har benægtet Holocaust.

Trussel mod stabiliteten

I sin netop udkomne bog ”World Order ” redegør forhenværende udenrigsminister Henry Kissinger for sit syn på Iran.

Han lægger ikke skjul på, at han betragter Irans atomprogram som den største trussel mod stabiliteten i Mellemøsten. Han påpeger også, at Iran trækker sin modpart i de løbende forhandlinger rundt ved næsen, og at Iran allerede nu er i stand til med få måneders varsel at producere seks-syv atombomber. Uanset om Nyholm er i stand til at forstå det eller ej, så er der faktisk en eksistentiel trussel mod Israel.

Nyholm mener også at kunne fastslå, at Israel er verdens tredjestørste atommagt altså større end Storbritannien og Frankrig. Hvor ved han det fra? Har han talt Israels atomvåben? Skulle der være atomvåben i Mellemøsten, så kunne de i øvrigt næppe være anbragt noget mere betryggende sted end netop i den demokratiske stat, Israel.

Israel dræbte under Gaza-krigen i juli og august sidste år over 2.000 mennesker, heraf 513 børn, skriver Per Nyholm. Igen må man konstatere, at det kan Nyholm ikke vide noget som helst om.

Overdrevne tal

Tabstallene kan kun stamme fra hospitaler i Gaza, som kontrolleres af terrororganisationen Hamas. Men Hamas har jo al mulig grund til at overdrive disse tal især tallene på dræbte børn. Tabstallene er under alle omstændigheder langt, langt mindre end de tabstal, som Assad har påført arabere i Syrien, men her hører man ingen forargelse fra Per Nyholm.

For så vidt angår Gaza-krigen sidste sommer, må man anstændigvis fastholde, at der var tale om en israelsk forsvarskrig efter et meget langvarigt bombardement af Israel gennemført af Hamas. Hvis Hamas havde undladt disse angreb, så havde der slet ikke været nogen Gaza-krig. Man må også fastholde, at der var tale om en krig mellem en demokratisk retsstat og en terrororganisation.