Nej til kirketælling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fra 1. søndag i advent og et år frem er det blevet præsterne i Haderslev Stift pålagt at tælle kirkegængere og deltagere i sognenes arrangementer. Det er biskoppen, Marianne Christiansen, og provsterne blevet enige om. For tallene skal aflive den myte, der efter sigende skulle florere i en del af offentligheden; nemlig at kirker og sognegårde næsten er tomme. Så der er brug for tal.

»Men vi skal passe på, at tallene ikke bliver styrende for kirkelivet, og vi skal ikke forfalde til at fokusere på, hvad der giver god statistik. Derfor tæller vi kun i et år,« siger biskop Marianne Christiansen.

Taler med to tunger

Med andre ord: Vi skal skrives i mandtal, men vi skal ikke hænge os i resultatet. Enhver kan høre, at her tales med to tunger, så derfor er det rimeligt at spørge: Hvis deltagerantallet ikke er det afgørende, hvorfor så overhovedet tælle dem? Og i særdelshed spørge: Hvorfor indføre noget så uevangelisk som at ville beskæftige sig med antallet, størrelsen og succesen?

Hvis det er biskoppen magtpåliggende at diskutere denne påstand med offentligheden, hvorfor siger hun da ikke til dem: »Gå selv hen og se efter, og fortæl mig, hvad I ser, og ikke mindst hvad I hører.«

Ikke kirkens opgave

Det ville have været en biskop værdig, det ville have været en tale med myndighed, det ville have været det rette forsvar for den fattige enkes to småmønter, som jeg – fordi jeg benytter den gamle tekstrække – prædikede over forleden søndag. Den fattige enke, hvis gave synede af så lidt, men var så betydelig.

Med andre ord; det ville have været et forsvar for det evangelium, der altid vil forekomme en effektiv verden at være unyttigt og ubetydeligt – men hvis forkyndelse biskoppen er kaldet til vedholdende at føre tilsyn med. I stedet mener hun sig kaldet til at dokumentere dets storhed og effektivitet. Som sagt, dette er ikke kirkens opgave, og derfor vil jeg selvfølgelig ikke tælle mine kirkegængere.

Talmajestætens kirke

Selv om der overlegent ses ned på kirken og dens gudstjeneste, og der spørges, hvad nytte den er til, skal kirken gøre det, den er sat til; nemlig give alt, hvad den har – det vil sige forkynde evangeliet for fattige uden at skele til effekten.

Hvad svarer provster og biskopper i stedet for. De svarer: »Nu skal vi vise jer vores nytteværdi. Så og så meget får I for kirkeskatten, så og så dygtige er vi til at få opmærksomhed og deltagelse – så meget giver vi.«

Men således står de og peger på deres rigdom, deres gerninger. En sådan kirke er ikke evangelisk – den er talmajestætens kirke, dvs. fandens kirke – storhedens, magtens og succesens kirke. Men kirken er fattig som enken, der tilsyneladende intet kom med, men blot gjorde, hvad hun måtte og skulle. Hun gav sig selv, gav alt, hvad hun ejede.

Frygt og fejhed

Jeg vil derfor spørge: Hvorfor står kirken ikke fast på sin opgave? Hvorfor er kirken så bange for at tale Rom midt imod? Hvorfor skal alle i kirken – i særdeleshed i den øverste top af kirkens administrative hierarki – ligne hinanden? Hvorfor tænker og taler de alle ens? Hvorfor er de så bange for at sige hinanden og den offentlige mening imod? Er det af fredsommelighed?

Nej, det er af frygt og fejhed. De tør ikke stå ved deres opgave, de tør ikke være sig selv. De risikerer jo at blive til grin, og det er det frygteligste af alt, man kan byde dem.

Det er nu, hvad evangeliet byder enhver: at du skal ikke frygte, og du skal ikke være bange for at røbe, at kirkens evangelium i de effektives øjne ser fattigt ud, for din frelse afhænger slet ikke af din succes eller effektivitet, men af noget ganske andet. Syndernes forladelse, kalder vi det.