Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Thorning-Schmidt, Israel og Gaza

Lars Runo Johansen, fhv. forstander og rektor, Strandby Kirkevej 301B, Esbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

S-formanden, Helle Thorning-Schmidt, er blevet kritiseret for ikke at ville underskrive en ret ensidig udtalelse fra de øvrige nordiske socialdemokratier om konflikten mellem Israel og det Hamas-ledede Gaza. Kritikken er rejst både fra Enhedslisten og SF og fra nogle socialdemokrater. Jeg er uenig i kritikken af Helle Thorning.

Alle anerkender tilsyneladende Israels ret til at forsvare sig. Alligevel fremstilles Israel som aggressor og indbyggerne i Gaza som sagesløse ofre, fordi Israel reagerer mod de tusindvis af raketter og de terrortunneller, som Hamas som regering i Gaza står bag eller tillader bliver brugt i angrebene på Israel. Der tales om ”ulige magtforhold” og ”asymmetrisk reaktion” fra Israels side. Betyder de ulige magtforhold, at Israel skal nøjes med at skyde hver anden Hamas-raket rettet mod den israelske civilbefolkning ned? Eller at luftværnssirenerne i Israel kun skal aktiveres hver anden gang, en Hamas-raket er på vej?

Betyder kritikernes brug af udtrykket ”asymmetrisk reaktion”, at Israel skal vente med militære modsvar på Hamas-angrebene, til de israelske tabstal modsvarer tabstallene i Gaza? Eller at Israel skal lukke halvdelen af de beskyttelsesrum for befolkningen, som de i modsætning til Hamas har opbygget?

Meningsløs tankegang

En sådan tankegang fra kritikernes side er meningsløs. SR-regeringen betragter med rette Hamas som en terrororganisation – det gør også USA og de øvrige EU-lande. Hamas og dens islamistiske og antijødiske støtter, blandt andre terrororganisationer i Mellemøsten og Iran ,truer Israel på dets eksistens.

Jeg forstår og støtter Israels reaktion på angrebene.

Israel er en demokratisk retsstat oprettet efter Anden Verdenskrigs jødeudryddelser efter beslutning i FN, og Israel rummer i øvrigt en betragtelig palæstinensisk befolkningsdel. Israel begår selvsagt mange både militære og politiske fejl, f.eks. i form af nye bosættelser på besatte områder. Det skal kritiseres og modarbejdes.

Med det ragnarok, der er i Syrien, Libanon og Irak, forstår og støtter jeg Israels reaktion på angrebene. Jeg frygter til gengæld for udsigterne til en tostatsløsning og varig fred i Mellemøsten, så længe islamistiske terrorister og regeringer huserer i området. Derfor gjorde Thorning ret i at støtte den mere afbalancerede EU-reaktion.