Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Sundhedsskadelig brænderøgsforurening

Ryan Lund, cand.techn.soc., miljøtekniker og laborant, Dalstrøget 57, 2., Dyssegård

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Konservativt estimeret dør ca. 200-250 danskere hvert år i gennemsnit 10 år før tid pga. udledningen af fine partikler fra brændefyring, hvilket er flere, end der årligt mister livet i trafikulykker i Danmark.

Et langt større antal bliver alvorligt syge af brænderøgsforurening, dvs. får hjertekarsygdomme, luftvejslidelser (astma, bronkitis, KOL), diabetes og kræft. Svarende til passiv tobaksrøg medfører udsættelse for ”passiv brænderøg” i fosterstadiet øget sandsynlighed for spædbørnsdødelighed og udvikling af et lavere intelligensniveau.

Kan nemt minimeres

Udledningen af brænderøg koster årligt Danmark ca. 2 mia. kr. og koster resten af Europa inkl. Danmark ca. 6 mia. kr. årligt i samfundsøkonomiske omkostninger. Det svarer til gennemsnitligt ca. 7.650 kr. pr. år pr. brændeovn i Danmark.

Inden for hvilke andre samfundsområder end luftforurening vil politikerne acceptere så høje dødelighedstal, sygdomsniveauer og omkostninger for samfundet?

Inden for hvilke andre samfundsområder end luftforurening vil politikerne på Christiansborg acceptere så høje dødelighedstal, sygdomsniveauer og samfundsøkonomiske omkostninger? Ikke mindst set i lyset af, at brænderøgsforureningen endda er klimaskadelig samt nemt og effektivt kan minimeres, hvis den politiske vilje er til stede.

Den altdominerende årsag til den sundhedsskadelige brænderøgsforurening i dagens Danmark er, at de miljø- og sundhedsvenlige opvarmningsalternativer (herunder fjernvarme og ikke mindst el til bl.a. varmepumper) gradvist er blevet pålagt højere afgifter i de seneste par årtier, mens brændefyring hidtil er blevet afgiftsfritaget.

Oplagte virkemidler

Landspolitikerne har således skabt et stort sundhedsproblem i de danske byer, som de derfor må tage ansvaret for at løse. Derfor bør der landspolitisk vedtages en bred palet af virkemidler, der tilsammen effektivt vil regulere brænderøgsforureningen i primært de danske byer.

Blandt de mest oplagte virkemidler kan nævnes:

Krav om højere skorstene samt mere ambitiøse grænseværdier for udledning af sundhedsskadelige partikler og gasser i den reviderede brændeovnsbekendtgørelse. Grænseværdierne heri bør omfatte alle brændeovne – ikke kun nyerhvervede.

Skrotningspræmie til gamle brændekedler og ditto brændeovne.

Tilskud til efterisolering og installation af fjernvarme, varmepumper og solenergianlæg.

Fremme af fjernvarme.

Til finansiering heraf anbefales i udgangspunktet et forureningsafgiftsniveau på brændefyringsanlæg på gennemsnitligt ca. 1.500 kr./år/enhed, som bør differentieres efter beliggenhed (by eller land), modeltype (miljømærke eller ej) og anvendelsesomfang via en varmemåler, således som Det Økologiske Råd anbefaler i sit nye afgiftsforslag om brændefyring: ecocouncil.dk.

Forureningsafgiften på gennemsnitligt ca. 1.500 kr./år/brændefyringsanlæg anslås til at indbringe et årligt provenu på ca. 1,2 mia. kr.

Ovennævnte virkemidler er helt i tråd med regeringsgrundlaget.

Desuden er Enhedslisten positiv over for at regulere brænderøgsforureningen og vil derfor efter al sandsynlighed støtte et eventuelt regeringsudspil på området.