Midtjylland har for få gigtlæger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Midtjyderne går langt, langt mindre til gigtlæge end københavnerne. Det kunne egentlig være starten på en god nyhed.

Men det er det desværre ikke.

For langt flere midtjyder end københavnere har gigt. Og når de går langt mindre til læge, så er det alene, fordi de ikke kan. Gigtlægerne findes nærmest ikke. Der er blot tre praktiserende reumatologer i hele Region Midtjylland – de to af dem holder til i Aarhus.

14 af 100 borgere, der bor i Sundhedsråd Vestjylland, som dækker Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Struer kommuner, lever med gigt, viser tal fra Kraka Economics. I København er det kun 6 af 100, der er ramt af gigt, som er Danmarks største folkesygdom.

Men paradoksalt nok aflægger københavnerne langt flere besøg hos gigtlæger. Hvor kun 1 af 1.000 borgere i Vestjylland har været hos en praktiserende reumatolog, så er det 12 af 1.000 i København. Altså på trods af at gigtsmerterne fylder langt mindre i København.

Forklaringen er alene tilgængelighed. Af landets 48 praktiserende reumatologer har de 30 klinik i hovedstadsområdet. Og kun tre i det midtjyske. Det går jo ikke. For forklaringen er ikke, at københavnerne er pylrede. De har blot modsat midtjyderne det tilbud, alle danskere burde have. De er ikke forkælede, det er borgere i resten af landet, der er forsømte.

Der ligger en påtrængende opgave for sundhedsrådene og Region Midtjylland. At sikre, at borgere med gigt kan få adgang til gigtlæger.

Den politiske agenda på sundhedsområdet har i disse år kun ét mantra. Og det er nær sundhed.

Sundhedsreformen med de nye 17 sundhedsråd har et hovedformål, og det er, at de skal styrke det nære sundhedsvæsen.

En forudsætning for, at der kan sættes tjektegn ved det, er vel, at man kan komme til læge – også speciallæge – i ens nærområde. Ellers er det hyklerisk at tale om nær sundhed.

Helt overordnet er der derfor behov for, at der samlet bliver uddannet langt flere gigtlæger, bl.a. ved at sikre, at der bliver slået de nødvendige uddannelses- og slutstillinger op.

Allerede i dag mangler der akut 93 gigtlæger på landsplan for at nå den normering, som Sundhedsstyrelsen vurderer er nødvendig, viser en analyse fra Lægeforeningen. Der er altså for få reumatologiske speciallæger i det hele taget, og værst står det til med antallet af praktiserende reumatologer, der arbejder uden for sygehusene.

Og problemet bliver kun større i de kommende år. En ændret demografi med flere ældre vil betyde, at endnu flere vil få behov for behandling for gigtsygdomme – og dermed vil behovet for speciallæger på området vokse yderligere.

Med sundhedsreformens ambition om, at flere skal behandles uden for hospitalerne, så er det jo en forudsætning, at der er speciallæger uden for hospitalet, der kan gribe dem.

Men det er alt andet end et quickfix, for det tager mange år at uddanne en speciallæge. Derfor er der også brug for løsninger, der kan gøre en forskel her og nu – særligt i de dele af landet, hvor kapaciteten er presset som i Region Midtjylland.

Regionen må gribe til lommen og diske op med flere ydernumre til reumatologer, så der kan oprettes flere gigtlægepraksisser. Samtidig må der tænkes nyt ved at bruge sygeplejersker og andet klinisk personale til flere opgaver, der ikke kræver en læge. Derudover må regionen sikre klinikkerne en økonomisk ramme, så det bliver muligt at behandle flere patienter, end de gør i dag.

En måde at tænke nyt på kunne også være at satse på flermandspraksisser. En flermandspraksis kunne være en større gigtlægepraksis med flere læger og med satellitklinikker rundtom i regionens sundhedsråd. Det kan gøre det lettere for patienterne at få behandling tæt på, samtidig med at lægerne får mulighed for faglig sparring og kan dække ind for hinanden ved sygdom, ferie og efteruddannelse.

Sådanne klinikker bør samtidig have et tæt samarbejde med de relevante hospitalsafdelinger og bidrage til forskning og udvikling inden for de gigtsygdomme, der fremover skal behandles tættere på patienterne. Endelig bør klinikkerne være med til at uddanne den næste generation af gigtlæger. I bliver nødt til at handle nu. Ellers bliver nærsundhed bare noget, der lyder godt på papiret.

Flere gigtlæger koster penge. Men det er dyrt at lade stå til. Hvert år forsvinder 33.000 med gigt ud af arbejdsmarkedet. Alene i Region Midtjylland er tallet 7.700. Udredning og behandling i tide kunne måske have holdt dem aktive i langt flere år.