Kritikkerne overdriver statens risici ved brintrøret
Der er ingen garanti for, at brintrøret bliver en succes. Men hvis ikke fremsynede politikere investerer i det, sker der med garanti ingenting.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Brintrøret risikerer at koste statskassen og dermed skatteyderne 16,5 mia. kr., skriver Jyllands-Posten den 8. oktober. Den dystre forudsigelse bliver leveret af tænketankene Cepos og Ceri.
Tallet er vildt overdrevet, og det kommer ikke til at ske.
Det 133 km lange brintrør skal gå fra Esbjerg over Vejen til den dansk-tyske grænse. Herfra vil Tyskland forlænge brintrøret til de store industrivirksomheder mod syd. De energitunge tyske virksomheder får mulighed for at erstatte forbruget af fossil naturgas med grøn brint produceret i Danmark af elektricitet fra vindmøller og solceller. Det handler altså både om grøn omstilling og europæisk forsyningssikkerhed.
Det er de perspektiver, som politikere i Danmark, Tyskland og EU ser for sig og derfor ønsker at fremme. De danske politikere ser yderligere perspektiver i, at der vil opstå en helt ny industri langs brintrøret med tilhørende arbejdspladser, som vil producere brint og grønne brændstoffer.
Intet af ovenstående vil ske, hvis ikke brintrøret bliver bygget. Og ingen private virksomheder har mulighed for at finansiere et brintrør. Det er der, staten kommer ind i billedet.
Lad mig trække en parallel til Øresundsbroen. Da den blev bygget, var tankerne om en integreret Øresundsregion en fjern drøm. Kun få danskere og svenskere tog flyvebådene mellem Malmø og København for at arbejde. Samarbejdet mellem virksomheder og universiteter på tværs af sundet var minimalt.
Øresundsbroen kostede 29 mia. kr. (nutidsværdi) at bygge, og økonomer advarede dengang om, at broen risikerede at blive en kæmpe fejlinvestering. I dag er Øresundsregionen en realitet, og arbejdskraften bevæger sig frit mellem landene. Broen er næsten betalt af broens brugere, og politikerne er begyndt at diskutere, hvad de skal bruge det fremtidige overskud til.
Der er ingen garanti for, at brintrøret bliver en lignende succes. Men hvis ikke fremsynede politikere investerer i røret, sker der med garanti ingenting.
De 16,5 mia. kr. er den samlede pris for at bygge brintrøret plus renter og drift over en længere årrække. Hvis de mange penge skal gå tabt, skal Energinet bygge røret, uden at en eneste virksomhed benytter det, og det kommer naturligvis ikke til at ske.
Hertil kommer, at der er lagt forskellige stopklodser ind undervejs, som mindsker risikoen for staten. Energinet går først i gang med at bygge, når virksomheder har indgået faste aftaler om at bruge det. Og ligesom med Øresundsbroen vil gælden gradvist blive betalt tilbage af brugerne.
Der er ingen garanti for gevinst, når man investerer i fremtiden. Staten kan godt komme til at tabe penge. Men vi er mange, som arbejder for, at det danske samfund bliver en af vinderne, når grøn brint i fremtiden kommer til at indgå i det europæiske energisystem.