Ernæring og sundhedspolitik skal kobles tættere sammen – vi har ikke råd til andet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark har vi en løbende debat om, hvordan vi styrker sundhedsvæsenet. Vi leder efter nye veje til forebyggelse, bedre behandling og større kapacitet. Men vi overser én af de mest oplagte løsninger lige foran os: maden på tallerkenen.

Det er ikke en løs eller flygtig betragtning. Det er veldokumenteret, at ernæring har direkte betydning for symptomer, sygdomsudvikling og patienters evne til at komme sig. Alligevel fylder ernæring forsvindende lidt i den politiske prioritering. Det bør vi ændre på.

To af tre danskere lever med en kronisk sygdom som kræft, kol, gigt, demens eller hjerte-kar-sygdom. Samtidig lever vi længere – men den enkelte har flere år med sygdom. Det lægger et betydeligt pres på sundhedsvæsenet, der i forvejen er hårdt belastet. Kroniske sygdomme er dyre – både for den enkelte danskers livskvalitet og for samfundet. Alligevel bliver ernæring stadig behandlet som en sidebemærkning, selvom det er en åbenlys og billig vej til forebyggelse og som supplement til behandling.

Vi ved, at næringsstoffer påvirker kroppens evne til at modstå sygdom. Vi ved også, at skræddersyet, energi- og proteinrig kost kan reducere komplikationer og genindlæggelser for patienter med sygdomsrelateret underernæring. Men i praksis får alt for mange patienter ikke den ernæring, der matcher deres sygdom og behandlingsforløb.

Det er ikke blot et sundhedsfagligt problem. Det er et fravær af politisk sund fornuft. For konsekvensen er klar: flere genindlæggelser, længere sygdomsforløb, tabt arbejdskraft og unødvendigt pres på sundhedsbudgetterne.

Vi har mulighed for at bruge maden som et effektivt, billigt og bivirkningsfrit supplement til både forebyggelse og behandling. Hvorfor sker det så ikke i højere grad?

En væsentlig forklaring er, at vi mangler tilstrækkelig viden til at bruge ernæring systematisk og målrettet på tværs af patientgrupper.

Kroniske sygdomme er ikke én stor og ensartet kategori. For eksempel vil den gigtramte, der har svært ved at tygge fast føde, have gavn af fokus på konsistens og næringsindhold. For hjertepatienten handler det bl.a. om at forebygge følgesygdomme ved at reducere inflammation gennem kosten.

Vi kan altså ikke hjælpe den enkelte med generelle kostråd. Hvis vi skal realisere potentialet i ernæring, kræver det målrettet og evidensbaseret forskning, der kan omsættes til praksis i mødet med den enkelte patient.

På danske universiteter, virksomheder og hospitaler arbejdes der allerede i dag på at forstå, hvordan ernæringen bedst kan tilpasses den enkelte patient gennem hele livet. For at realisere det fulde potentiale af ernæringsbaseret supplement til sygdomsbehandling er det afgørende med et tæt samspil mellem sundhedsvidenskab, fødevarevidenskab og tekniske discipliner på universiteterne. Tværfaglig forskning kan accelerere dansk udvikling af nye fødevarer, fødevareteknologiske løsninger og målrettede ernæringsstrategier med dokumenterede effekter.

Det er ikke nice-to-have. Det er fundamentet for at kunne handle klogt.

I dag investerer vi som samfund massivt i behandling. Men vi investerer for lidt i det, der kan forebygge, understøtte og forbedre effekten af den behandling, vi giver. Det hænger ikke sammen.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om forebyggelse og et bæredygtigt sundhedsvæsen, så skal vores fokus på ernæring op i gear. Og det starter med forskning.

Derfor er budskabet enkelt: Prioritér en målrettet national indsats for forskning i ernæring og sundhed. Det vil gøre det muligt at skabe stærkere samarbejder mellem universiteter, hospitaler og fødevarevirksomheder. Så kan vi sammen sørge for, at viden omsættes til konkret handling.