Vend debatten på hovedet: Sæt pensionsalderen fri
En politisk bestemt pensionsalder rammer skævt. Den rammer særligt dem med lange og fysisk krævende arbejdsliv, mens andre med længere uddannelser og højere lønninger både lever længere og kan arbejde længere.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er noget fundamentalt galt med den måde, vi i Danmark taler om pension. Al snak er funderet i, at fordi vi lever længere, så skal vi også arbejde længere. Punktum.
Det er helt forkert. Sådan fungerer arbejdsmarkedet ikke. Og vi mennesker gør slet ikke. Derfor skal vi vende snakken om pension på hovedet og sætte pensionsalderen fri.
For sandheden er, at Danmark har opbygget et af verdens stærkeste pensionssystemer via overenskomsterne. Millioner af lønmodtagere indbetaler hvert år en betydelig del af deres løn til arbejdsmarkedspensioner. Mange steder er indbetalingerne på 12-15 pct. af lønnen. Hvis de i fremtiden hæves til 18 eller 20 pct., vil rigtig mange danskere have mulighed for selv at finansiere en tidligere tilbagetrækning. Det åbner for en langt mere fornuftig og solidarisk model end den nuværende.
Så i stedet for at politikerne centralt fastsætter en stadig højere pensionsalder, bør pensionsalderen sættes fri. Arbejdsmarkedets parter bør selv aftale opsparing, seniorordninger og fratrædelse gennem overenskomsterne. Det er trods alt os, der kender arbejdsmarkedet bedst. Vi kender forskellen på et arbejdsliv bag et skrivebord og et arbejdsliv på en byggeplads.
For faktum er, at en politisk bestemt pensionsalder rammer skævt. Den rammer særligt dem med lange og fysisk krævende arbejdsliv, mens andre med længere uddannelser og højere lønninger både lever længere og kan arbejde længere.
Hvis vi giver plads til en stærkere opsparing gennem arbejdsmarkedspensionerne, kan de, der trækker sig tilbage lidt tidligere, ikke være en belastning for samfundet. Tværtimod. Når mennesker, der selv har sparet op, vælger at gå tidligere på pension, frigiver det ressourcer i den offentlige økonomi. De ressourcer kan bruges på at skabe et stærkt sikkerhedsnet for dem, der ikke har haft samme muligheder. Dem, der er blevet nedslidt. Dem, der har haft lav løn, og dem, der ikke har haft stabile ansættelser.
Solidaritet betyder ikke, at alle skal presses til at arbejde længere. Solidaritet betyder, at vi indretter et system, hvor de stærkeste skuldre bærer mest, og hvor der er plads til at hjælpe dem, der har brug for det.
Samtidig må vi tage en mere ærlig diskussion om arbejdslivet i den sidste del af karrieren. Hvis vi ønsker, at folk bliver længere på arbejdsmarkedet, skal det ske med en gulerod. Ikke med tvang. Det kræver ordentlige seniorordninger. Fleksible arbejdstider. Mulighed for færre timer. Mange vil gerne blive længere på arbejdsmarkedet, hvis arbejdslivet i de sidste år bliver indrettet fornuftigt. Men det kræver respekt for, at et arbejdsliv på 45 år sætter sine spor, og at nogle brancher slider hårdere på fysikken og psyken end andre.
Det gode samfund måles ikke på, hvor længe vi kan holde folk på arbejdsmarkedet. Det måles på, om mennesker får mulighed for et værdigt arbejdsliv og en værdig tilbagetrækning.
Vi skal turde tale om retten til en god seniorperiode i livet. En periode med mere tid til børn og børnebørn. Mere tid til det liv, der ligger uden for arbejdspladsen. Det er ikke en byrde for samfundet. Det er en investering i livskvalitet.
Og Danmark har råd til det. Ikke mindst hvis vi holder fast i det princip, der altid har været grundlaget for vores velfærdssamfund: at de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs.
Derfor er det på tide at vende pensionsdebatten på hovedet. Lad pensionsalderen være fri. Lad arbejdsmarkedets parter finde løsningerne. Lad opsparing og overenskomster give mennesker reelle valgmuligheder. Det er sådan et solidarisk pensionssystem bør se ud.