Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kære grønne trepart: Jeg vil finde en anden

Jeg har prøvet at gå til dig med nysgerrighed og spørgsmål i stedet for krav – men det eneste, du har givet mig, er mere af det, der ikke virker.

Franciska RosenkildeMF, politisk leder, Alternativet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det startede godt. Du lovede mig guld og grønne skove. Vi skulle være sammen om en ambitiøs omstilling af landbruget. En reel omstilling, der banede vejen for fremtidens fødevarer.

Imens vi nedbragte CO2-udledningerne, forbedrede vores drikkevand, skabte mere plads til natur og skov, styrkede økologien og markedet for grønne fødevarer. Men bid for bid pillede du drømmen fra hinanden.

Først kastede du eksperternes bud på en CO2-afgift på bålet – og præsenterede i stedet en undskyldning af en CO2-afgift. Godt nok lovede du så, at du ville give mig mere natur og redde de danske have og farvande.

Men det blev meget tydeligt for mig allerede dér, at du ikke havde været ærlig, da vi først udforskede den fælles fremtid for landbruget. En drøm om, at landbruget ikke er til for at eksportere grise, men i stedet kan være en vej til at give danskerne nærende, bæredygtige og billige fødevarer. Vi skulle gøre Danmark til den nye, store plantemagt sammen. Det var min drøm. Jeg troede, det var vores.

Og så gik det ellers ned ad bakke derfra. Du kom som sædvanlig med dine frivillige aftaler for landbruget. Vi har gang på gang været uvenner – netop på grund af dine frivillige aftaler.

Hver gang siger du, at det nok skal blive godt – men hver gang går det galt. Nu har Rigsrevisionen endda også haft fat i dig. Og sagt, at du slet ikke lever op til dit ansvar. At du ikke gør nok for at holde, hvad du har lovet med de frivillige aftaler, du har givet. Men du bliver bare ved og ved.

Nu kan jeg se, at du hele tiden har løjet over for mig – du ville jo ikke redde vores natur og have! Ikke nok med, at Rigsrevisionen har løftet sløret for, at du er ligeglad med de tidligere aftaler vi har lavet, der skulle beskytte vores have og fisk – ja, så er du nu begyndt at fifle med tallene. Du prøver at slippe afsted med at gøre mindre, end vi havde aftalt. Putte tal, der ligger 10 år tilbage, ind i vores husholdningsbudget – bare fordi du vil springe over, hvor gærdet er lavest.

Du er jo værre end Landbrugsaftalen fra 2021, og den er jeg for længst gået fra. Vi kan ikke blive ved med at snyde på vægten, når livet i havene gisper imens.

Nu søger jeg en ny trepart. Jeg søger en trepart, der vil danskerne, naturen og klimaet – af hele sit hjerte. En trepart, der vil arbejde for en høj, ensartet CO2-afgift, så landmænd får samme vilkår som industrien. Der vil tage miljøkatastrofen i vores have og farvande alvorligt og sætte bindende krav til udtagning af landbrugsjord.

En trepart, der vil omlægge vores øde, golde marker til ægte vild natur. Og omlægge landbruget fra griseeksport til Kina og Tyskland til i stedet at dyrke grønne og billige fødevarer til danskerne i overflod.