Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi kan være stolte over ændringen af abortloven

I en tid, hvor netop kvinders ret til at bestemme over egen krop er under pres verden over, er det umådeligt vigtigt, at vi i Danmark styrker retten til den fri abort.

Majbrit BerlauGeneralsekretær, Sex & Samfund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er en kæmpe sejr, at retten til fri abort bliver hævet til 18. graviditetsuge, at 15-17-årige får selvbestemmelse, og at abortsamrådene reformeres.

Siden aborten blev fri i 1973, er der ikke sket så store ændringer på området som nu. Det er et historisk fremskridt for kvinders ret til kropslig selvbestemmelse.

Det var et snævert flertal, der i 1973 gjorde aborten fri. Siden da er der sket store fremskridt, både lægefagligt og i den folkelige opinion, men lovgivningen er ikke fulgt med – før nu. Det er derfor både godt og på høje tid, at lovgivningen bliver opdateret, så den nu afspejler et flertal af danskernes holdning samt anbefalingerne fra de sundhedsfaglige organisationer og Etisk Råd.

Ikke kun i et dansk perspektiv er ændringen vigtig. Vi skal ikke længere væk end til Polen, Ungarn og Italien for at konstatere, at abortrettigheder kan rulles tilbage, og i USA kan spørgsmålet potentielt afgøre præsidentvalget til november.

I den kontekst er det et umådeligt vigtigt signal at sende, at vi i Danmark ser fremad og får en mere tidssvarende abortlovgivning.

Midt i denne fejring er det vigtigt at huske, at arbejdet ikke slutter her. Med den nye aftale bliver der nemlig også sat et vigtigt fokus på øget rådgivning til de gravide. For selv om det er en frihedsret at bestemme over egen krop, er det ikke en enkel beslutning for alle. Her er rådgivning vigtigt, men det spiller også en stor rolle, at vi i fællesskab styrker samtalen om abort og gør det til et mindre tabuiseret emne.

I Sex & Samfund ved vi fra vores rådgivningsarbejde og fra de mange abortfortællinger, vi har samlet ind, at mange oplever sig ensomme med deres beslutning. Mange oplever, at de ikke kan dele beslutningen eller oplevelsen med selv nære relationer.

Så mens vi styrker retten til den fri abort, så lad os samtidig sætte samtalen om abort fri. En fri og aftabuiseret samtale er netop med til at bekæmpe stigmatisering og manglende viden for de kommende generationer, så rettigheden fortsat holdes stærk og levende, og så ingen står ensomme, med hvad end deres beslutning er.

Særligt i forhold til de 15-17-årige, der nu får ret til abort uden forældresamtykke, og deres pårørende bliver det vigtigt at få sammensat de rigtige rådgivningstilbud. Her bør muligheden for rådgivning til forældre og værger til 15-17-årige gravide også bringes i spil, så de bedst muligt kan støtte den gravide før, under og efter en eventuel abort.

Det samme er i høj grad gældende for rådgivningen til den unge gravide, som ikke kan få støtte fra forældrene, som er underlagt socialkontrol, eller som ved, at forældrene principielt er imod abort, og derfor ikke tør dele deres livssituation med dem.

At en styrket rådgivning er en del af aftalen, er et vigtigt skridt i retning af at mindske de psykosociale konsekvenser for kvinder med en uønsket graviditet.

Den nye abortlov er en historisk milepæl i arbejdet for at forbedre kvinders rettigheder i Danmark. Ligesom der frem til lovændringen i 1973 var markante fortalere for retten til abort, har der også nu været en bred koalition af samfundsaktører, der har presset på – blandt andet Alliancen for fri abort, der sidste år gik sammen om at markere 50-året for den fri abort, og som var med til at genstarte debatten.

At vi er mange, der har arbejdet utrætteligt for at udvide og forbedre adgangen til abort, underkender ikke det faktum, at samtalen om abort er forbundet med mange holdninger, følelser, etik og for nogle også religion. For mig handler det om frihed og retten til at bestemme over eget liv på baggrund af god, oplyst sundhedspolitik.

De mange perspektiver og indgange til debatten om abort gør, at samtalen kan blive både hård og svær. Politisk er man gået foran, og vi har som land formået at have en saglig drøftelse af spørgsmålet i god folkedemokratisk ånd. Der har været plads til uenigheder og til at blive klogere. Alle argumenter er blevet tryktestet i grundige drøftelser, og det er afgørende for, at retten til fri abort nu er blevet styrket. Det kan vi være stolte af.