I er selv ude om det, hvis ingen gider at passe på jer, når I bliver gamle!
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
“Sosu’ere? – er det ikke bare dem, der tørrer røv på de gamle?”
Vi har desværre ikke tal på, hvor mange gange vi har lagt øre til udsagn i stil med det. Men vi har fået nok!
Derfor blæser vi til kamp mod det gigantiske uddannelsessnobberi, der gennemsyrer vores samfund. Det er på høje tid, at vi anerkender social- og sundhedsassistenter og -hjælpere i det her land. Det er på tide, at folk stopper med at komme med fordummende og nedsættende kommentarer, men faktisk sætter sig ind i, hvad det er for en stor faglighed, der ligger til grund for det arbejde, landets ca. 90.000 sosu’ere udfører hver eneste dag. Dag, aften og nat. I weekender og på helligdage. Hele året rundt.
Det er dem, der tager sig af vores bedsteforældre og de sårbare i samfundet. De yder omsorg, medicinsk behandling og støtte til dem, der har mest brug for det. De administrerer medicin og overvåger patienters tilstand. De udfører komplekse plejeopgaver og rehabilitering. De giver livskvalitet til borgere, der aldrig har oplevet, at livet kan være andet end ulykkeligt. De trøster og støtter gamle i livets mest sårbare øjeblikke.
Hvis ikke snart sosu-faget bliver omgærdet af den respekt, som det fortjener, er vi alvorligt bekymrede for, at der ikke vil være nogen til at tage sig af de gamle og svage i samfundet, når vi selv kommer op i årene. Uddannelsessnobberi har nemlig store konsekvenser.
Vi kan se det på antallet af ansøgninger til at blive enten sosu-assistent eller -hjælper. Det har været drastisk faldende i mange år. Men vi kan også se det hos dem, der allerede er i faget. Desværre oplever vi en stor grad af fænomenet “omsorgstræthed” blandt kollegaer, der ellers var glade for at gå på arbejde, men nu føler sig trætte og udbrændte. Vi oplever en del, der står på tærsklen til måske at forlade faget.
Omsorgstræthed opstår, når fagfolk føler, at deres arbejde ikke er værdsat. Vi forstår desværre godt, at det kan være svært at ranke ryggen og føle sig værdsat, når man kan møde udsagn som det, vi præsenterede først her i debatindlægget.
Heldigvis har regeringen valgt, at den vil investere en stor portion penge i at forbedre bl.a. sosu-skolerne. De lægger også op til, at de dygtige fagfolk skal have mere i løn. Det er godt og en vigtig anerkendelse! Men penge er kun den halve del af vejen. Hvis vi skal sikre, at der i fremtiden også vil være mange tusinde dygtige og stolte sosu-assistenter og -hjælpere, kræver det en kulturkamp.
Lad os stå sammen i kampen mod uddannelsessnobberi og for en verden, hvor alle uddannelser er lige værdifulde og fine. Hvor fagligheden som sosu-assistent og sosu-hjælper respekteres. Hvor vi alle er enige om, hvor vigtig og ærefuld en rolle vores sosu’er har i samfundet. Ellers er der risiko for, at I må passe jer selv, når I bliver gamle.