Tavse palæstinensere har medansvaret for Hamas
Hamas er andet end en terrororganisation, og de, der har stemt på dem, bærer også skylden for krigen i dag.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Siden sin stiftelse i 1987 har terrorbevægelsen Hamas spredt død og ødelæggelse i Israel med selvmordsbomber, raketangreb og terrorangreb – senest den 7. oktober 2023.
Bevægelsen er imidlertid ikke kun en terrorbevægelse. Den er legitimt valgt af alle borgere i Gazastriben ved valget i 2006, og dermed gør alle borgere, som har stemt på Hamas ved valget, sig medskyldige i de mange raketangreb og det seneste terrorangreb, som bevægelsen gennem tid har rettet mod Israel. For ingen borgere i Gazastriben har været i tvivl om, at formålet for Hamas har været udryddelsen af staten Israel – det eneste demokrati i Mellemøsten. Det fremgår klart af det formålscharter, som Hamas har udsendt.
Med det i baghovedet rejser følgende spørgsmål sig:
Går de mange organisationer og enkeltpersoner, som i disse dage demonstrerer imod Israel, ikke terroristernes ærinde? Israel forsvarer sig som en demokratisk stat på fuldstændigt samme måde som USA efter angrebet på Pearl Harbor i 1941 eller terrorangrebet 9/11 i 2001.
Hvor mange palæstinensere i Gaza har kendt til Hamas’ terrorplaner? I et geografisk område på størrelse med Mors, hvor tusindvis af Hamas-krigere igennem lang tid har forberedt det seneste terrorangreb på Israel, må det nærmest have været allemandsviden, at et terrorangreb var undervejs. Hvorfor har ingen af de fredselskende palæstinensere råbt vagt i gevær?
Hvorfor åbner Egypten ikke blot grænsen og lader alle palæstinensere flygte, så der ikke opstår en humanitær krise? Skyldes det mon, at Egypten, ligesom resten af de muslimske lande i regionen, ikke ønsker at få Hamas-støtter fra Gaza ind i deres lande?
Endeligt, hvad laver i hundredvis af borgere fra vestlige lande i Gaza, når det er et sted, der er ledet af en terrorbevægelse? Bør disse borgere ikke ses ekstra efter i sømmene, i forhold til hvor deres loyalitet ligger?
Når det gælder essensen af denne konflikt, er de eneste, der kan kritiseres, Hamas og de hundredtusindvis af palæstinensere i Gaza, som har stemt på Hamas, og som ved deres tavshed – ikke mindst det seneste år – har gjort sig medskyldige i terrorangrebet.