Debatten om abortgrænsen er svær, men nødvendig
Det er 50 år siden, vi senest diskuterede abortgrænsen. Debatten om abort er svær og følelsesladet, men det er nødvendigt, at vi tager den alligevel.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Etisk Råd er i skrivende stund i gang med at diskutere, hvorvidt vi i Danmark skal hæve vores relativt strenge abortgrænse for første gang i 50 år.
Det er en sårbar diskussion, som blandt andet handler om noget så grundlæggende som retten til egen krop. En så fundamental diskussion afføder selvfølgelig uenigheder, men den er af samme grund vigtig. For trods den umiddelbart brede opbakning til fri abort blandt os danskere er vi stadig uenige om, hvad vores abortlov indebærer. Det har vi glemt, fordi vi ikke har snakket om den i fem årtier.
I løbet af de seneste 50 år har lande, vi normalt sammenligner os med, overhalet os indenom, hvad angår retten til egen krop. Mens vores abortgrænse stadig ligger ved 12. graviditetsuge, ligger den for eksempel på 18 uger i Sverige og 24 uger i England.
De lægefaglige argumenter, der taler for en højere grænse for fri abort, er selvfølgelig de samme i Danmark som i England. Det er hverken farligt for den gravide eller uforsvarligt i forhold til fosterets levedygtighed at foretage aborter efter 12. uge.
Det sker derfor også hundredvis af gange om året, såfremt det godkendes af et af de regionale abortsamråd. Vi har altså sundhedsfagligt anerkendt og accepteret nødvendigheden af såkaldte ”senaborter”. Den nuværende praksis betyder dog også, at valget om en abort efter 12. uge ikke kun er den gravides, men også statens.
Vi er nødt til at forholde os kritisk til, hvorfor vi lægger en så unødigt streng begrænsning på kvinders ret til egen krop.
I Enhedslisten foreslår vi, at grænsen for den frie abort hæves til uge 22. Dermed vil grænsen ligge efter sidste misdannelsesscanning, men stadig et godt stykke tid før den såkaldte levedygtighedsgrænse, hvor et foster potentielt ville kunne overleve uden for livmoderen.
Alt tyder på, at det ikke vil ændre nævneværdigt på antallet af senaborter, der foretages i Danmark. Til gengæld vil det øge kvinders selvbestemmelse markant ved at give dem ret til at træffe en eventuel beslutning om abort efter 12. uge og indtil uge 22 – uden at skulle spørge staten om lov først.
Det er glædeligt, at flertallet af danskere i dag bakker op om fri abort, men det har ikke altid været tilfældet. Det tog 39 år, fra det første lovforslag om fri abort blev fremsat i Folketinget i 1934, til det sidste endelig blev vedtaget. Der var uenighed og splittelse i befolkningen og blandt Folketingets partier.
Efter årtiers debat fik et snævert flertal den nuværende abortlov gennemført i 1973. Den ubehagelige offentlige samtale forhindrede heldigvis ikke forslagsstillerne fra Socialistisk Folkeparti og den daværende regering i at turde tage kampen for kvinders ret til egen krop. En kamp, der er bred enighed om i dag, var nødvendig.
Vi skal nu huske os selv og hinanden på, at ingen rettigheder er vundet uden kamp og slet ikke kvinders. Vi skal turde tage fat om den svære debat igen og gå forrest og sikre retten til egen krop.