Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Det Blå Danmark har sat kursen fast mod at blive langt mere grøn

Med en central rolle som et af regeringens klimapartnerskaber vil Det Blå Danmark sætte kursen mod den CO2-neutrale skibsfart

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Når passagerer tager turen mellem Ærø og Als, er der hverken støj eller røg, for elfærgen ”Ellen” er 100 pct. batteridrevet og udleder markant mindre CO2, svovl og partikler end den gamle færge.

Når et fiskefartøj i dag udskiftes med et nyt, reduceres CO2-udledningen pr. kg. fisk med 25 pct.

Når Mærsk i dag flytter en container fra A til B, udleder de 40 pct. mindre CO2 per container, end de gjorde i 2008.

Samtidig sker der en rivende udvikling i havnene og hos de udstyrsproducenter, der hver dag arbejder hårdt for at finde smartere – og mere klimavenlige – måder at gøre tingene på.

For at sætte kursen mod den CO2-neutrale skibsfart er vi nødt til at prioritere en massiv forsknings- og udviklingsindsats.

Selvom alle gode kræfter allerede forsøger at mindske CO2-udledningen fra Det Blå Danmark, kan vi ikke blot effektivisere os ud af den klimaudfordring, som den globale skibsfart står overfor.

Alle prognoser siger, at verdenshandlen vil vokse de næste år. Og da op mod 90 pct. af alt, vi omgiver os med i vores hverdag, er transporteret med skib, vil selv de mest effektive rederier ikke kunne reducere deres udledninger så meget, at besparelserne ikke bliver ædt op af væksten i verdenshandlen.

Vi er derfor nødt til at tænke ud af boksen, når vi skal løse klimaudfordringen. Vi er – for at skære det endnu mere ud i pap – afhængige af løsninger, som vi endnu ikke kender. Derfor er vi glade for, at regeringen tager klimaudfordringen seriøst og har indbudt Det Blå Danmark til et klimapartnerskab, hvor vi netop skal samle alle gode kræfter for at finde frem til klimavenlige løsninger.

Skibsfarten står i dag for 2-3 procent af verdens samlede CO2-udledninger. Det lyder måske af lidt i det store billede, men svarer altså til den samlede udledning fra et land som Tyskland. Så der er ingen tvivl om, at vi står foran en stor opgave i vores industri.

Samtidig foregår størstedelen af dansk skibsfarts aktivitet ude på de åbne oceaner i skarp global konkurrence. Derfor skal indsatsen ses i et internationalt perspektiv. Hvis vi kun indfører nationale krav, vil det gå ud over Det Blå Danmarks konkurrenceevne og tilskynde til, at aktiviteten flyttes ud af landet. Samtidig vil det heller ikke rykke det store på det globale CO2-regnskab.

Derfor er det også glædeligt, at statsministeren så klart ved startskuddet for klimapartnerskaberne meldte ud, at den danske målsætning om 70 pct. reduktion i Danmark i 2030 ikke må resultere i, at vi eksporterer problemet og dermed også arbejdspladserne.

Derfor skal vi i Det Blå Danmark-partnerskab være skarpe på at skelne mellem fiskeri, national skibsfart i form af færger og kystnær trafik og så de store oceangående handelsskibe.

For at sætte kursen mod den CO2-neutrale skibsfart er vi nødt til at prioritere en massiv forsknings- og udviklingsindsats. Derfor er vi enormt glade for, at politikerne tilsyneladende har lyttet, når vi har fortalt dem, at den danske maritime forskning gennem længere tid har været underprioriteret i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.

Med et enigt folketing i ryggen har regeringen for nylig afsat 1,5 mia. kr. til grøn forskning i blandt andet klima- og miljøvenlig transport, grønne drivmidler målrettet tung transport og lagring og konvertering af energi.

Det en god start, men det kræver en vedholdende og markant indsats i de kommende mange år, hvis vi skal beholde vores nuværende position – eller endnu bedre – flytte os fremad.

Selvom der er stor forskel på et fiskefartøj og et containerskib, er der også mange ligheder. Det er det samme brændstof, der driver skruen rundt, og derfor er alle aktører i Det Blå Danmark afhængige af at finde vejen til den CO2-neutrale skibsfart.

Den gode nyhed er, at Danmark ligger lunt i svinget til at tage førertrøjen inden for den grønne omstilling af skibsfarten. Den danske maritime industri er blandt de dygtigste i verden, vi råder i Danmark over verdens femtestørste handelsflåde, og vi har igennem årtier opbygget en uvurderlig viden og erfaring inden for vedvarende energi.

Hvis vi lykkes med at koble de ting endnu stærkere sammen, er vejen banet for endnu et grønt eksporteventyr for Danmark. Dette kræver dog også politisk vilje til at stille krav om, at de mange grønne løsninger, vi allerede har udviklet, bliver brugt – ikke bare i Danmark, men globalt.

Det Blå Danmark er allerede godt i gang med den grønne omstilling, og med en central rolle i regeringens klimapartnerskaber sætter vi nu for alvor kursen mod den CO2-neutrale skibsfart.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen