Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Vi har brug for alle dem, der kan og vil Danmark

Langt størstedelen af vores muslimske medborgere lever i fredelig sameksistens med den brede danske befolkning. Vi må aldrig lade dem tvivle på, at de er velkomne.

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

I Danmark lever vi i et anerkendt demokrati, hvor alle har frihed til at sige og mene, som de har lyst. I 170 år har grundloven sikret danskernes ukrænkelige ret til at skille sig ud fra deres nabo i tro, mening og ytring. Sådan må og skal det være.

Derfor er det også tankevækkende, når en undersøgelse fra Mandag Morgen viser, at 17 pct. af danskerne ønsker at sende muslimske indvandrere ud af landet. Som indledning kan man undre sig over berettigelsen af et så hypotetisk spørgsmål, der er fuldstændig uden gang på jorden i virkelighedens verden.

Hvis man levede konsekvensen ud, ville det jo være racisme i den reneste form – og der er Danmark ikke.

Danmark er nemlig for dem, der kan og vil. Derfor skal vi heller ikke tøve med at vise udgangen til dem, der hellere vil bo i et land, hvor sharia og social kontrol er fremherskende.

Dilemmaet i spørgsmålet er helt uforeneligt med det liberale tankegods, vores samfund bygger på. Et samfund, hvor det står enhver frit for at tro på den gud, de har valgt.

Spørgsmålet appellerer til det værste i mennesket – selv om det er korrekt, at mennesker med muslimsk baggrund er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikken, og uagtet at nogle få procent fra samme gruppe aldrig hverken kan eller vil forene sig med al den frihed, Danmark og danskerne stiller til rådighed.

Bag undersøgelsen står professor Christian Albrekt Larsen fra Aalborg Universitet. Han peger på, at den politiske elite bærer en del af ansvaret for danskernes holdning til de muslimske medborgere. Det kalder på selvransagelse.

Det står urokkeligt i Venstres partiprogram, at Danmark er åbent for alle dem, der kan og vil. Heri ligger også, at vi er klar til at hjælpe dem til rette, der ikke kan og vil. Vi skal stille krav til de medborgere, der er kommet til Danmark. De skal gøre sig umage for at blive en del af fællesskabet. Det fællesskab, som er bygget på retsind, lovsind, frisind og ikke mindst storsind.

Alle kan blive irriterede og vrede, når fundamentalister af enhver art udbreder deres ønsker om totalitære ændringer i vores måde at være Danmark på. Vi er også nødt til at se i øjnene, at der er en dårlig integration af mennesker med især ikkevestlig baggrund. Det gælder f.eks. kvindernes ringe beskæftigelsesgrad og mændenes overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken.

Men vi må også erkende, at vi fra politisk side har været for dårlige til at stille krav og udtrykke vores forventninger til denne gruppe mennesker. Det betaler vi prisen for nu, når vi rundt i landet ser danskere leve i parallelsamfund med normer og værdier afsondret fra det almindelige Danmark.

Det skal vi skride ind over for, så alle danskere bliver en del af fællesskabet. Danmark er nemlig for dem, der kan og vil. Derfor skal vi heller ikke tøve med at vise udgangen til dem, der hellere vil bo i et land, hvor sharia og social kontrol er fremherskende. Det er en ærlig sag, hvis man hellere vil det, men så er Danmark bare ikke stedet.

Det giver sig selv, at vi heller ikke bare kan tage imod alle mennesker fra lande med en kultur langt fra vores og slippe vellykket fra at integrere dem.

Når det er sagt, må vi aldrig acceptere, at mennesker, der hver dag står op og går på arbejde eller i skole, føler sig udstillede og uønskede i Danmark. Ordentlige mennesker, som hver dag er med til at løfte Danmark og holde hjulene i gang.

Vi skal ikke finde os i, at de mennesker bliver udsat for en nedrig og udskammende retorik, alene fordi de er muslimer eller tilhører en hvilken som helst anden trosretning. De skal ikke hænges op på mindretallets ugerninger.

Langt størstedelen af vores muslimske medborgere lever i fredelig sameksistens med den brede danske befolkning. Vi må aldrig lade dem tvivle på, at de er velkomne. Selvfølgelig er de det. Vi har brug for alle mennesker, der kan og vil Danmark.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.