Kim Larsens måske bedste sang mangler i Højskolesangbogen
”Kvinde min” har nu mere end fire årtier på bagen, men den er akkurat lige så smuk, som allerførste gang, da den kyssede sit store danske publikum med eksistentiel tyngde og musikalsk klarhed.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Til næste år får Danmark en ny højskolesangbog. Desværre har det indtil nu kun fremkaldt en oppustet integrationsdebat. Er den unge, blonde pige i Kai Hoffmanns danske sang fra 1920’erne nu også inkluderende nok? Eller er den nye sang om muslimernes fastemåned ramadanen nu også dansk nok?
Undskyld, men det bliver for ensporet. Vi har brug for lidt mere kærlighed. Og helt konkret foreslår vi derfor, at sangen ”Kvinde min” kommer med i næste udgave af en af de allermest anvendte og allervigtigste kulturbøger i Danmark, nemlig Højskolesangbogen.
”Kvinde min” blev i 2012 kåret som Danmarks bedste kærlighedssang. I en afstemning om den bedste danske sang fra hele det 20. århundrede blev ”Kvinde min” hyldet som nummer to, kun overgået af Thøger Larsens ”Danmark, nu blunder den lyse nat”.
Anerkendelsen er fuldt fortjent.
For ”Kvinde min” har ikke kun en iørefaldende melodi, der er let at synge med på, og som helt ufattelig mange danskere kender. Sangen har også en tekst, som med nerve og slidstyrke beskriver kærligheden mellem to mennesker med både op- og nedture.
Faktisk kan udvalget bag Højskolesangbogen elegant slå mange fluer med et smæk ved at medtage netop ”Kvinde min”.
I ”Kvinde min” kan der skændes, grædes, lides og stjæles af kærligheden. Sådan er livet jo. Men der kan også drømmes, ses på stjerner, der funkler som besat, elskes og kysses i en total hengivelse og tillid til, at det nok skal gå alt sammen.
»Og hvad der så end sker, åh lad de ske, for jeg er din.«
Det var Danmarks måske største rockband gennem tiderne, Gasolin’, der udgav sangen om den store kærlighed tilbage i 1975, og siden har Kim Larsen også i sin solokarriere gjort ”Kvinde min” til en folkeskat.
Kim Larsen, som døde den 30. september sidste år, har blot tre sange med i Højskolesangbogens nuværende udgave, nemlig ”Papirsklip”, ”De smukke unge mennesker” og ”Om lidt bli’r her stille”. Dertil kommer nummeret ”Masser af succes” fra Gasolin’-tiden.
Men ”Kvinde min” glimrer ved sit fravær. Det er synd og skam. Så det er godt, at chancen netop nu er der for at rette op på det.
Faktisk kan udvalget bag Højskolesangbogen elegant slå mange fluer med et smæk ved at medtage netop ”Kvinde min”.
Højskolesangbogen vil blive endnu mere populær og let tilgængelig. Der vil blive udvist respekt for den kæmpe betydning, som både Gasolin’ og Kim Larsen har haft for dansk musik- og kulturliv.
Og så vil vi få noget mere moderne og folkelig kærlighed ind i fællessangen rundt omkring i landet. Ingen tvivl om, at kulturmødet også er vigtigt. Men på tværs af kulturer så er to menneskers forelskelse i hinanden, problemer i samlivet, sårede følelser og alligevel evne til at komme videre i tillid til fremtiden noget, der altid vil være til stede.
”Kvinde min” har nu mere end fire årtier på bagen, men den er akkurat lige så smuk, som allerførste gang, da den kyssede sit store danske publikum med eksistentiel tyngde og musikalsk klarhed.
På museet Ragnarock i Roskilde, som for tiden har en særudstilling om Gasolin’ 50 år efter, skråler publikum gerne med på ”Kvinde min”, der er stillet op i en karaoke-version.
Nu mangler vi bare, at de seks eksperter i udvalget, der afgør sagen, Jørgen Carlsen, Dy Plambeck, Mathias Hammer, Anne Odgaard Eyermann, Søren Launbjerg og Mette Sanggaard Schultz, også omfavner tanken og synger med.
Wowwa og bababiliåh, hvor ville det være stærkt, hvis det skete.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.