Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Milliarder af skattekroner bruges på projekter, som modarbejder den grønne omstilling

Uden demokratisk kontrol har energiminister Lars Christian Lilleholt (V) gjort klar til at bruge 17 mia. kr. på Viking Link og Baltic Pipe.

Artiklens øverste billede
Infrastrukturprojekter til over 17 mia. kr. beskrives som uigennemtænkte. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer.

Uden demokratisk kontrol spildes milliarder af skattekroner på investeringer, der kun kommer energiselskaberne til gode og decideret modarbejder den grønne omstilling. Over 17 mia. kr. har energiminister Lars Christian Lilleholt (V) lagt op til at bruge på uigennemtænkte infrastrukturprojekter.

Det kunne han som minister gøre uden at skulle samle et flertal i Folketinget. Det er vanvid, at så store projekter kan godkendes af én enkelt mand, og derfor er det på høje tid med et opgør med bl.a. energiministerens beføjelser.

De to projekter drejer sig om Viking Link til 11 mia. kr. og Baltic Pipe til 6,3 milliarder. Projekterne har enten en begrænset eller decideret negativ klimaskadelig effekt.

Den nye Baltic Pipe er en investering på 6,3 mia. kr. i gas, men ikke i fremtiden. Projektet skal påbegyndes i 2020 og er en gasledning på op til 1.000 km, der skal løbe igennem danske baghaver. Den skal fragte norsk naturgas fra Nordsøen til Polen helt frem til år 2063.

Den er i direkte modstrid med regeringens målsætning om, at EU skal være CO2-neutralt senest i 2050, og med ledningens kapacitet på op til 10 milliarder kubikmeter gas om året er den potentielle klimabelastning enorm.

Afbrændingen af de 10 milliarder kubikmeter gas vil udlede op til 18 millioner tons CO2 om året. Det er mere end alle de danske biler tilsammen. Figenbladet er, at Polen vil erstatte kul og russisk gas med den norske gas, men reelt er det et rent statsdrevet støtteprojekt til Energinet, der binder Polen til gasafhængighed mange årtier frem.

Det betyder, at Baltic Pipe er en lose-lose-situation. Enten er der økonomisk gevinst for Energinet, men fortsat forbrænding af fossile brændstoffer langt over sidste holdbarhedsdato for klimaet. Ellers beslutter Polen sig undervejs for at sætte gang i den grønne omstilling, og så vil Baltic Pipe være en økonomisk fiasko for Danmark.

Det er med andre ord en tosset idé.

I 2017 fik Energinet grønt lys til at investere 11 mia. kr. i Viking Link. Dette er et 770 km langt elkabel, der på papiret skal fragte vindstrøm fra Danmark til Storbritannien. Men i realiteten vil det fragte kulstrøm fra Tyskland i stedet, mens Danmark ikke bliver til andet end et transitland.

Ifølge ministerens egne tal er klimagevinsten tvivlsom, og Energinet har endda regnet sig frem til, at Viking Link vil øge CO2-udledningerne med næsten 20 millioner tons frem mod 2030. Det er næsten dobbelt så meget som den årlige udledning fra hele det danske landbrug.

Ministerens bortforklaring er, at klimaeffekten ikke var en del af beslutningsgrundlaget for Viking Link. Konsulentfirmaet, der vurderede projektet for Energinets, anbefalede, at der i stedet blev investeret i varmepumper, der kan gøre brug af overskydende grøn energi.

Energinet anerkender, at det vil være økonomisk bedre at bygge varmepumper, men siger, at dette ikke er selskabets job.

Projektet giver derudover også kun samfundsøkonomisk overskud, fordi elpriserne vil stige som følge af det.

I begge projekter ender de danske borgere som tabere. De betaler for projekterne med deres penge, deres jord og deres fremtid.

En minister skal ikke kunne bestemme, at Danmark skal fortsætte med at investere i fossil infrastruktur i stedet for i fremtiden. Det skal være slut med så vidtgående beføjelser til enkeltpersoner. Et samlet Folketing skal have ansvaret, så vi i stedet for at investere i projekter uden ambitioner for klimaet kan vise vejen for den grønne omstilling og tilbyde vores spidskompetencer til vores nabolande.

Vi skal investere i rigtige klimaløsninger, i vindmøller og i varmepumper og optimere vores udnyttelse af vedvarende energi. Ikke bruge milliarder på at ødelægge klimaet.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.