Politikerne svigter rygernes sundhed – de savner i den grad ansvar og mod

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Politikerne har en målsætning om, at Danmark får sin første røgfri generation i 2030 – om bare 11 år. Jeg finder det både urealistisk og useriøst, da man fra Christiansborg end ikke er klar til at starte med en markant prisstigning på cigaretterne. Jeg savner i den grad politisk ansvar og mod på, hvis man mener det alvorligt.

Rygning er den største dræber i Danmark og samtidig en kæmpe udgift for samfundet, når patienterne skal behandles i sundhedsvæsnet. Dette gælder især for lungecancer og kol, men også for komplikationer af eksempelvis operationer, fordi helingen efter operation er sværere og mere langvarig. Desuden er lungecancer den klart dyreste kræftform at behandle.

Som fysioterapeut, der hver eneste dag arbejder med sundhed og forebyggelse, ser jeg, hvad rygning kan forårsage af skader. Ikke bare for den enkelte ryger, men for hele familier, hvor børn i tidlig alder eksempelvis mister en forælder. Jeg har selv oplevet det tæt inde på egen krop, hvor min storrygende mor i tidlig alder døde af kol.

Mange vil sige – det er min egen og min frie ret at ryge. Men er det nu også det? Vil vi som samfund kigge på, at folk bliver syge og i overført betydning begår et langsomt selvmord? Samtidig har det store samfundsmæssige omkostninger både i form af behandling, sygefravær og sygdom og varige nedsat arbejdsevne eller fuldt arbejdsophør med varig offentlig forsørgelse til følge.

Hvor er børnenes tarv? Er det deres frie ret at vokse op i passiv rygning?

Flere undersøgelser viser også, at vi danskere har den værste livsstil i Norden. Tal fra det amerikanske Bloomberg, som hvert år offentliggør en liste over verdens sundeste lande, viser, at Danmark i 2018 kun ligger nummer 25, mens resten af Norden befinder sig i top 10. Rygning er den store synder.

Tal for institut for Folkesundhed viser samtidig, at mens kun 3 pct. af de 16-24-årige i Norge ryger, er tallet på ca. 17 pct. i Danmark. Norge har så også formået at lave politiske indgreb, hvor cigaretpriserne er skruet markant op til næsten 100 kr. I de vestlige lande, som Danmark ynder at sammenligne sig med, er cigaretpriserne nu højere end i Danmark.

Når politikere bliver bedt om at forholde sig til dette folkesundhedsproblem, og hvorfor de ikke straks lovgiver om prisstigninger, dækker de sig ind under grænsehandel og et illegalt marked. Senest har Jyllands-Posten dog fremført en rapport fra Sundhedsstyrelsen, der påviser, at det ikke vil koste på velfærden, at en pakke cigaretter koster 100 kr.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt mener ligefrem, at en forhøjelse af priserne vil ramme de svageste hårdt på pengepungen. Men er målet ikke at få folk til at stoppe med at ryge for dermed at hjælpe deres sundhed på vej? Når danskerne bliver spurgt og specielt de unge, er markante prisstigninger det, der vil holde dem fra at ryge eller helt at begynde på den farlige last.

Jeg arbejder selv i et sundhedscenter, hvor rygestopkurser er et naturligt tilbud til borgerne. Men dette har i bedste fald kun begrænset eller slet ingen effekt. Der er kort sagt brug for strukturelle politiske tiltag. Mine ønsker og forslag til landspolitikerne er:

1. Markante prisstigninger til ca. 120 kr. pr. pakke cigaretter.

2. Røgfri arbejdsdag i alle 98 kommuner.

3. Et årstal for, hvornår Danmark helt laver et strukturelt forbud mod rygning.

Dette debatindlæg er ikke ment som en jagt på rygerne, men et håb om, at vores børn i fremtiden kan vokse op i et Danmark, hvor rygning ikke er en mulighed.