Fortsæt til indhold
Aarhus

Tilbud i Skanderborg: Rygestop i det fri

Skanderborg Kommune udvider nu paletten af rygestoptilbud og inviterer alle, der gerne vil kvitte cigaretterne, ud i det blå.

ufno

I Skanderborg Kommune er man ikke meget for, at nogle folk ryger. Så kommunen vil gerne hjælpe folk til at skodde smøgerne, og et nyt tiltag er nu at blive røgfri i det fri. Gevinsten ved at flytte rygestoprådgivningen udenfor er, mener kommunen, at man i rådgivningsforløbet bruger naturen og den friske luft som inspiration og ramme for at komme i mål med rygestoppet.

»Ser man på rygestopindsatsen i Skanderborg Kommune, er det en succes. Mere end 8 ud af 10 deltagere er røgfri, når de har gennemført et rådgivningsforløb, og et halvt år efter er over halvdelen stadig røgfri. Der er stadig stor tilstrømning til forløbene - næsten 400 modtog rådgivning i 2018,« skriver leder af Det Kommunale Sundhedscenter i Skanderborg Kommune, Tove Voss, i en pressemeddelelse.

For nogen er rygning bare blevet en vane. Men for langt de fleste er rygning også blevet en afhængighed. De fleste kan genkende, at cigaretten er en trofast ven, som er god at have, når det enten er rigtigt sjovt eller rigtigt svært. Uanset hvad rygningen betyder, vil man på et gruppeforløb møde andre, der kan genkende, at det ikke er bare ”sådan lige” at lægge cigaretterne på hylden.

Når rådgivningen foregår i naturen, er man også sammen i gruppen om andre ting. Det kan være en lille gåtur, et fælles bål, vejrets luner eller følelsen af, at der er højt til loftet.

Rygestoprådgiver Mette Reker har gode erfaringer med Rygestop i det fri, som altså har været afprøvet, inden det for alvor går i gang, har denne erfaring:

»For deltagerne var det meget nemt at få snakken i gang. Tankerne flyver på en anden måde, når man er ude. Samtidig valgte flere Rygestop i det fri, fordi de gerne ville vænne mig til, at de ikke behøver at ryge, bare fordi de er udenfor.«

Rygestop i det fri foregår i naturen ved Fælleden i Skanderborg og begynder den 2. maj kl. 16.30-18.30.

Kurset appellerer til alle, der gerne vil ud i frisk luft, uanset vejr og vind, og som er klar på et anderledes rådgivningsforløb. Ligesom på de traditionelle forløb er der her mulighed for gratis nikotinerstatning, hvis man ryger over 15 cigaretter dagligt.

Artiklens emner
Rygning