Dengang da jeg var lille, fyldte computerspil ikke så meget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Du får firkantede øjne, du skal hellere ud og have noget frisk luft, ud og bevæg dig, hvor er du doven.«
Der var rigeligt med kommentarer fra mine forældre, da jeg som teenager fordrev tiden med computerspil.

Mit navn er Martin, jeg er født i 1986, opvokset i Nordjylland, og så er jeg vokset op med computerspil. Derudover er jeg far til Storm på 8 måneder, og jeg arbejder som pædagog i en naturbørnehave.

Heldigvis har jeg den dag i dag ikke fået firkantede øjne, jeg har et fornuftigt bmi-tal (bevares, det kan vel altid blive bedre), og jeg holder af at være ude i naturen og at være aktiv.

Så har jeg taget skade af computerspil? Umiddelbart vil jeg sige nej. Kunne jeg have brugt tiden bedre? Måske, men på hvad? Jeg voksede op på landet, jeg havde en flitsbue, et luftgevær og en scooter, og jeg brugte alle tingene i perioder.

Jeg har gået til fodbold, håndbold, badminton, boksning og kickboxing. Mistede jeg noget ved at gå til disse forskellige sportsgrene? Nej, det synes jeg da ikke, men jeg synes heller ikke, at jeg fik mere ud af at gå til diverse sportsgrene, end jeg gjorde ved at spille computer.

Jeg synes, at computerspil kan bidrage til noget godt, men jeg synes også, at computerspil kan have nogle negative konsekvenser.

For mig betød det at spille computer, at jeg hurtigt blev god til engelsk, hvilket blev en stor fordel for mig i skolen. Det har også betydet en interesse for it, hvilket kom mig til gavn, da jeg selv opbyggede en webshop.

Derudover har computerspil givet mig sociale fællesskaber og venskaber. Som 14-årig fik jeg et weekendarbejde, hvor der var en god blanding af folkeskolevenner og andre unge. Vi havde et fællesskab på arbejdspladsen, men vi boede langt fra hinanden, så vi så ikke så ofte hinanden ud over på arbejdspladsen.

Nogle af os havde en fælles interesse i computerspil, som vi kunne dyrke hjemmefra, og vi kunne mødes ”online”, selv om vi boede langt fra hinanden. Computerspil kan på denne måde skabe relationer over store fysiske afstande.

For mig har face to face altid været en meget stærkere motivationsfaktor i relationer end den relation, jeg har haft igennem computerspil, og det er, selv om jeg i perioder spillede meget – også for meget, synes jeg selv den dag i dag (”World of Warcraft”).

Da jeg gik i folkeskole var det ikke muligt for os at spille online, så vi sad to venner foran skærmen og delte tastaturet, når vi skulle spille ”Wacky Wheels”, eller vi skiftedes til at skyde monstre i ”Doom”.

På den måde var jeg i mine tidlige år med computerspil ofte sammen med andre, mens jeg spillede, men jeg synes, at det kan ses som en stor ulempe, hvis man allerede fra en meget tidlig alder ofte fravælger face to face-relationer til fordel for at spille online computerspil, som har vundet større indpas i samfundet i dag.

Der er sket en ændring i typerne af spil, fra dengang jeg var barn/teenager, til de spil, der oftest spilles nu om dage. Da jeg var barn, spillede vi spil, der varede fra 15-45 minutter, og så var det ligesom slut. I dag akkumulerer mange spil – jo flere timer du lægger i spillet, desto mere får du, altså du stiger i level, og du modtager bonusser m.m.

Som nævnt spillede jeg ”World of Warcraft” i en periode, fra jeg var omkring 18 år, og det var en tidsrøver uden lige. Man behøver som sådan ikke at være god til spillet, du stiger i level, alt efter hvor meget du spiller, og får dermed bedre og bedre udstyr til den karakter, du spiller.

Hvis vennerne så havde lagt flere timer i spillet, var de ”foran”, og det blev vanskeligere at spille sammen – ergo måtte man lægge flere timer i spillet for at nå op på det samme niveau. Det gjorde spillet meget vanedannende.

Nogle gange kunne det meste af en søndag gå med at spille, hvis vennerne også var online, så vi kunne spille med hinanden. I hverdagen varierede det meget, men nok to-tre timer kunne fordrives med computerspil, i hvert fald om efteråret og vinteren, da det ikke var særlig indbydende at gå uden for om aftenen.

Nu om dage spiller børn allerede vanedannende spil, fra de er omkring fem år, og det stiller krav til forældrene.

Spil er kommet for at blive, og jeg tror ikke, at vi som forældre skal være alt for paniske over, at vores børn spiller computer. Det gælder efter min mening om at finde et passende niveau for ens børn, i forhold til den tid de bruger på spil, og sørge for, at de har andre interesseområder end computerspil.

Vi kender det fra os selv, når vi kommer hjem fra arbejde, har lavet aftensmad og puttet børnene, og så vil vi også gerne slappe af med en god bog, et afsnit af en tv-serie eller med et computerspil. Hvis vi har brug for at koble af, har vores børn det så ikke også? Deres ”arbejdsdage” er som oftest længere end vores.

Så hvis Storm som fem-seks-årig gerne vil spille en times computerspil, så fred være med det, måske vi kan finde et spil, som vi begge kan hygge os med. Problemet opstår for mig, hvis mit barn vælger computerspil over alt andet – så vil jeg reagere, for det er ikke sundt. Som menneske, så har vi brug for mere interaktion end den, der opnås ved at interagere med en computer.