Klummeskriverens meget triste livssyn
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I JP forleden skrev Soulaima Gourani i sin klumme, at alle mennesker er egoistiske, og at ingen gør noget for andre uden at få noget ud af det selv. Hun skriver, at det er, hvad den nyeste forskning viser.
Hvad er det for en forskning? Der er vel ikke kun én type forskning på dette område. Jeg mener at kunne huske, at hjerneforsker Peter Lund Madsen mener noget andet og mere nuanceret om den sag.
Når Soulaima Gourani bombastisk skriver, at mennesker er styret af helt basale drifter, er det vist kun en del af sandheden. Mange forskere mener, at vi har to hjerner, den ”gamle”, som er driftsstyret, og den ”nyere”, der har flere civilisatoriske lag, der har gjort os mere medmenneskelige.
Ganske vist virker det, som om krig, sult og elendighed let kan kradse den nyere fernis af og få os ned i de gamle lag af hjernen, hvor det kun handler om overlevelse, om at opnå nydelse og undgå smerte.
Soulaima Gourani har ret i, at vi er dybt afhængige af at tilhøre en gruppe, og at vores største frygt er at blive udstødt af vores gruppe. Denne frygt kan så netop skabe basis for konflikt og krig, for der, hvor vi er medlem af én gruppe, er der altid en anden gruppe, vi bekæmper, og hvis vi er de ”rigtige”, er de andre ”forkerte” og skal helst fjernes.
På dette punkt er vi desværre meget primitive, hvilket historien bærer masser af vidnesbyrd om.
Men ét er, hvordan vi er indrettet, noget andet er, at vi ud fra denne viden kan bestræbe os på at blive bedre mennesker. Uden at være naiv og bedrage sig selv og andre kan man dog arbejde på at blive mere human, tolerant og civiliseret.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.